Aktier i USA: Minusser før rentemelding
Foto: Johannes Eisele / Ritzau Scanpix
Penge Af
De amerikanske aktier falder onsdag forud for rentemeldingen fra den amerikanske centralbank, da investorerne fokuserer på forlydender om tilbagegang i handelsforhandlingerne mellem Kina og USA og på endnu en nedjustering fra logistikkoncernen Fedex.

Det brede amerikanske aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, mister kl. 13:00, lokaltid i New York, 0,5 pct., mens Dow Jones-indekset falder 0,7 pct. Teknologitunge Nasdaq daler desuden 0,4 pct.

Knas i maskineriet

Tirsdag kom det frem, at de amerikanske topforhandlere i næste uge møder deres kinesiske modparter i Beijing, men den nyhed overskygger ikke en rapport fra Bloomberg News om, at Kina ifølge unavngivne kilder trækker i land på nogle af sine indrømmelser, fordi USA ikke vil garantere at fjerne de eksisterende toldsatser på kinesiske varer.

Oven i det nedjusterede pakke- og logistikkoncernen Fedex tirsdag aften for anden gang på tre måneder sine forventninger og advarede om opbremsning i den globale økonomi og den internationale handel, ligesom både indtjening og toplinje i det overståede tredje kvartal skuffede.

"Opbremsende internationale makroøkonomiske vilkår og svagere globale tendenser i handelsvæksten fortsætter, som det ses i faldet på årsbasis i Fedex Express' internationale omsætning," udtalte finansdirektør i koncernen, Alan B. Graf, i regnskabsmeddelelsen.

Aktien i Fedex falder med 5,3 pct.

FED i fokus

Onsdagens helt store begivenhed bliver dog Federal Reserves rentemelding, der kommer et par timer før markedets lukning. Forventningen er en uændret rente, men investorerne vil holde nøje øje med, hvad banken signalerer om renteforhøjelser senere i år.

"Fokus er udelukkende på deres dot-plot-diagram, og om Federal Reserve har taget sandsynligheden for en renteforhøjelse ud af deres interne prognose eller ej," siger Lara Rhame, cheføkonom hos FS Investments, til Bloomberg News.

I dot-plot-diagrammet indskriver de 19 chefer i Federal Reserve deres individuelle forventning til niveauet for den toneangivende rente for den kommende periode.

Olie løfter energisektor

Blandt sektorerne skiller energiaktierne sig ud med et plus på 0,3 pct. Olieprisen stiger igen onsdag med 1,3 pct. og har fået et ekstra løft af, at de amerikanske olielagre overraskede med et stort fald i den forgangne uge.

Kommunikationsservice stiger også med 0,1 pct. Det samme gør den defensive forsyningssektor.

I den anden ende falder både finansaktierne, industriselskaberne og sundhedssektoren med 0,9 pct., og den vigtige it-sektor, som udgør cirka 21 pct. af S&P 500-indekset, går tilbage med 0,6 pct.

Google trodser Vestager

På selskabsfronten stiger Amazon og Facebook blandt de store navne med henholdsvis 0,7 og 1,0 pct. Apple vinder også 0,2 pct., mens Microsoft dog mister 0,4 pct.

Google er også i fokus, da selskabet af EU-Kommissionen har fået udstukket sin tredje milliardbøde. Denne gang på 1,7 mia. dollar for at misbruge sin dominans på området for netannoncer. Alphabet-aktien trodser dog den nyhed og stiger med 0,8 pct.

Festen er onsdag derimod ovre for chipaktierne, der ellers steg flot tirsdag. Onsdag falder Broadcom med 2,7 pct. og Intel mister 0,5 pct.

UPS trækkes med ned af skuffelsen fra Fedex og falder 2,8 pct.

Bilsektor ramt af BMW

Ford får også noget opmærksomhed onsdag. Bilproducenten har annonceret en investering på 850 mio. dollar i USA, ligesom koncernen vil flytte en produktion af en mindre varevogn fra Europa til Mexico.

Aktien i Ford falder dog sammen med bilsektoren som helhed, efter nyheden fra Europa tidligere onsdag, hvor BMW advarede om tilbagegang i indtjeningen i 2019. Ford mister 2,1 pct., General Motors daler 3,5 pct., og motorcykelproducenten Harley-Davidson går tilbage med 4,5 pct.

I S&P 500 topper General Mills dog med et plus på 3,7 pct. Fødevareproducenten, der blandt andet sælger morgenmadsprodukter og ismærket Häagen-Dazs, opjusterede onsdag morgen forventningerne.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Tag på luksuriøse togture

Kronik: Jeg gik ind i politik for at føre ny energi til Europa!

Macron inviterer til sjældent pressemøde efter aflyst tale

Brødre bag Netflix-hitserien Stranger Things skal for retten for plagiat

Justitsministerium afviser at udlevere fuld Mueller-rapport

USA's demokrater vil have hele Mueller-rapporten offentliggjort

De store prisstigninger i København er sat på hold: "Euforien har lagt sig"

Dansk opfindelse kan begrænse forbrug af sprøjtegift