Aktier: FLSmidth med til at stoppe langvarig optur
Foto: Niels Meilvang / Ritzau Scanpix
Penge Af
Kombinationen af et salgspres fra udlandet og et sænket kursmål fra Carnegie sendte FLSmidth til bunds onsdag, hvor også det danske eliteindeks, C25, snublede efter stigninger syv børsdage på stribe.

Fremgang til blandt andet Genmab afbødede noget af faldet. Desuden kunne aktionærerne i Danske Andelskassers Bank glæde sig over, at Spar Nord viftede dem om næsen med et endnu højere købstilbud, hvis bare Spar Nord kan få sikkerhed for nedskrivningsbehovet på DAB's udlån.

Facit for C25-indekset blev et fald på 0,3 pct. til 1135,56 efter en samlet fremgang på 3,4 pct. de foregående syv børsdage til det højeste niveau i et halvt år.

FLSmidth tyngede det danske marked med et minus på 3,8 pct. til 307,80 kr.

Carnegie skar kursmålet for aktien med 35 kr. til 350 kr. Klart den største nettosælger af FLSmidth-aktierne var dog anonym, og det dækker som regel over udenlandske investorer.

I bunden af indekset lå også DSV, som led under en sænket anbefaling af aktien fra britiske HSBC. Banken rykkede anbefalingen af aktien i DSV ned til "hold" fra tidligere "køb". DSV faldt 1,9 pct. til 552 kr.

Pæne salgstal for Darzalex

I toppen af C25 lå det meste dagen Genmab, der steg 3,7 pct. til 1158,50 kr. efter salgstal for kræftmidlet Darzalex i USA.

Data fra det amerikanske analysehus Symphony Health Solutions viste, at Darzalex solgte for 126,8 mio. dollar i USA i februar mod 131,3 mio. dollar i januar.

Salget i februar var noget bedre end Sydbanks estimat på 122,3 mio. dollar.

"Vi bemærker i forbindelse med salget i februar i forhold til januar, at der er to "klinikdage" (arbejdsdage, red.) færre i februar i forhold til i januar. Korrigeret for de færre klinikdage viser Darzalez en underliggende fremgang på 7 pct. i februar i forhold til januar, hvilket vi anser som stærkt," skriver senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen i en kommentar.

Mærsk sælger aktier for over seks mia. 

For A.P. Møller-Mærsk bød onsdagen på et kursfald på 1,1 pct. til 8876 kr. Mærsk meddelte tirsdag aften, at det har solgt sine resterende 17,3 mio. aktier i det franske olieselskab Total for omkring 884 mio. euro - svarende til knap 6,6 mia. kr.

Til gengæld spøger handelskonflikten mellem USA og Kina stadig. Tirsdag aften forlød det, at Kina er ved at trække nogle indrømmelser i forhandlingerne med USA tilbage, efter at de ikke har kunnet få garanti for, at Trump vil sænke tolden på kinesiske varer, når der er indgået en aftale.

Modsat skrev Wall Street Journal, at parterne skulle være tæt på at få enderne til at mødes.

Blandt onsdagens negative islæt var også Royal Unibrew, der faldt 3,2 pct. til 488 kr. tilsyneladende uden bagvedliggende nyt.

Nyt var der til gengæld fra Novo Nordisk, der indsendte ansøgning om markedsføringstilladelse for diabetespillen oral Semaglutid i USA. Dermed levede Novo op til den tidsplan, selskabet tidligere havde indikeret.

Aktien steg 0,03 pct. til 344,60 kr.

Spar Nord ivrig efter køb af DAB

Blandt sidepapirerne var der fokus på DAB, der steg 10 pct. til 8,36 kr., efter at Spar Nord meddelte, at banken vil forhøje sit købstilbud på DAB til 9 kr. per aktie fra 7,75 kr.

Det kan ske, hvis en uafhængig finansiel rådgiver finder, at der højst er behov for ekstra nedskrivninger på 15 mio. kr. på DAB's udlån sammenholdt med det seneste regnskab. Dernæst er spørgsmålet, om DAB vil give adgang til sine lånebøger.

For Zealand Pharma startede onsdagen skidt, men aktien vendte rundt ved middagstid og sluttede 6,2 pct. højere i 113,20 kr. Årsagen var et nyt samarbejde med amerikanske Alexion om at opdage og udvikle nye peptid-baserede lægemidler.

Zealand Pharma modtager 25 mio. dollar her og nu, og Alexion køber desuden nye aktier for 15 mio. dollar, så alt i alt får Zealand tilført omkring en kvart milliard danske kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Splittelse hos Demokraterne efter Muellers Trump-rapport: Præsidentkandidat kræver rigsretssag

Den dag Peter Engberg blev topchef i Nykredit, meddelte han bestyrelsen, at han ville stoppe, når han fyldte 60

Kunsten at slippe væk fra skyskrabernes skygger

Reportage: I Essen mødes verdens fineste biler

Mindst 190 er dræbt ved bombemassakrer i Sri Lanka

Børn er beviset på kærlighed: Hvad bliver der af kærligheden, hvis børnene pludselig ikke er der længere?

God weekend med Adam Aamann

Tag på luksuriøse togture