Aktier: Jyske og Sydbank steg på klangen af bryllupsklokker
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix
Penge Af
Bryllupsklokkerne bimlede og bamlede så højt i det tyske, at det kunne høres nord for den dansk-tyske grænse, hvor især Jyske Bank og Sydbank endte med at få en god mandag.

Det bidrog til at sende det danske eliteindeks, C25, op med 0,3 pct. til indeks 1133,86. Også i resten af Europa var der generelt god stemning, og det skyldtes blandt andet en bekræftelse af, at Deutsche Bank og Commerzbank er i dialog om en fusion.

- De lover ikke noget, men siger selv, at de er i en proces med at kigge på muligheden for en fusion. Det, tror jeg, er med til at løfte stemningen omkring bankerne, og det smitter også af herhjemme, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

For Jyske Bank endte aktien 2,1 pct. højere i 262 kr., samtidig med at Sydbank-aktien sluttede 1,5 pct. højere i 152,30 kr.

Også Danske Bank lukkede i positivt territorium med et plus på 0,7 pct. til 134,20 kr. Banken var mandag vært for sin ordinære generalforsamling, hvor bestyrelsesformand Karsten Dybvad eksempelvis kunne fortælle, at der arbejdes intenst på at finde en ny administrerende direktør, efter at Thomas Borgen forlod stillingen i fjor.

NOVO INDGÅR FORLIG

I resten af C25-indekset var der også opmærksomhed omkring Novo Nordisk, efter at medicinalselskabet har indgået forlig med Teva Pharmaceuticals i en patentsag om den storsælgende GLP-1-analog Victoza, som Teva har udfordret patentet på.

Aftalen betyder, at Teva kan lancere en generisk version (kopiversion) af Victoza tidligst 22. december 2023.

Under visse særlige omstændigheder er der dog også mulighed for, at Tevas version af Victoza kan ramme markedet allerede 22. marts samme år.

Hvis Novo Nordisk bliver tildelt en seks måneder lang forlængelse til Victoza-versionen til børn, bliver de to deadlines rykket med seks måneder. Novo-aktien reagerede lettere positivt på nyheden og steg 1,1 pct. til 338,80 kr.

Omvendt faldt DSV-aktien 1,3 pct. - eller 7,60 kr. - samme dag, som transportkoncernens aktie blev handlet uden retten til et udbytte på 2,25 kr. per aktie.

REGNSKABER UDEN FOR C25

Uden for eliteindekset var der fokus på bilforhandleren Andersen & Martini, der afleverede sit årsregnskab efter børsens lukketid fredag.

Regnskabet indeholdt både faldende top- og bundlinje. Overskuddet før skat endte i 2018 på 1,4 mio. kr. mod et plus på 63 mio. kr. året før, hvor et salg af selskabets ejendom i Lyngby dog også bidrog markant positivt.

I år sigter Andersen & Martini efter et overskud før skat på mellem 5 og 10 mio. kr., efter at 2019 er startet med højere aktivitet. Aktien i Andersen & Martini-aktien sluttede uændret i 59 kr.

Trævarekoncernen DLH leverede mandag sit årsregnskab. Blandt andet takket være en højere omsætning steg driftsresultatet (EBIT) til 7,2 mio. kr. fra 0,8 mio. kr. året før. Efter indregningen af nye regnskabsregler ventes EBIT-resultatet i 2019 at blive 7,2-8,2 mio. kr.

I en separat meddelelse fortalte DLH, at selskabet starter en strategisk gennemgang og genovervejer sin børsnotering. Aktien sluttede mandag 4,4 pct. højere i 1,55 kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Flertal af USA's finanschefer spår recession fra sommeren 2020

Klaus Riskær siger farvel til endnu en folketingskandidat

Digital scrapbog børsnoteres til værdi over 83 mia kr i New York

Eivind Kolding blev fyret i Danske Bank og kom videre: "Jeg har bestemt haft min andel af problemer"

Kim Jong-un aftaler visit i Rusland for at møde Putin

Sådan ser flyselskaber fremtidens flykabine

Trump frikendte sig selv: nu frigives Muellers rapport

Højdepunkter fra møbelmessen i Milano

Kraftigt jordskælv rammer Taiwan