USA: Negativ stemning bider sig fast på aktiemarkedet
Foto: Brendan McDermid / Reuters / Ritzau Scanpix
Penge Af
Den positive stemning på de amerikanske aktiemarkeder, som herskede mandag morgen, bliver ved middagstid afløst af fald, hvor de tre toneangivende amerikanske indeks - S&P 500, Nasdaq og Dow Jones - alle falder med mellem 1,1 og 1,4 pct.

Morgenens gode stemning var båret af skriverier i Wall Street Journal, som berettede, at USA og Kina nærmer sig hinanden så meget i handelsforhandlingerne, at der kan indgås en ny aftale i slutningen af marts, og det bragte umiddelbart god stemning med sig.

Ved middagstid er optimismen dog afløst af skepsis, og investorerne afventer i øjeblikket flere indikationer fra Det Hvide Hus, lyder vurderingen.

"En god portion af handelsaftalen er allerede indpriset, fordi vi har fået disse overskrifter i måneder," siger Nancy Tengler, der er investeringsstrateg hos Butcher Joseph Asset Management til Bloomberg News.

"Vigtigere end handelsaftalen, fordi markedet allerede venter, at vi får en, er en genopblomstring i Kinas vækst," siger hun.

Novo-konkurrent lancerer billigere insulin

Blandt enkeltselskaberne mandag er der fokus på medicinalselskabet Eli Lily, som konkurrerer med danske Novo Nordisk på markedet for diabetesbehandling.

Den amerikanske medicinalgigant vil introducere en billigere version af den hurtigtvirkende insulin Humalog på det amerikanske marked, hvor der gennem længere tid har været pres på insulinpriserne.

Den billigere version får navnet Insulin Lispro, der også er det virksomme molekyle i Humalog. Insulinet vil komme i forskellige udgaver med hætteglas og penløsninger.

Ved middagstid på det amerikanske marked falder Eli Lily-aktien 1,9 pct. til 126,45 dollar.

Omstrukturering forude

Selskabet AT&T omstrukturerer sit forretningsben WarnerMedia i forsøget på at styrke sig i konkurrencen om streamingkunderne mod konkurrenter som Netflix og Walt Disney, skriver Reuters, som er i besiddelse af et internt dokument, der er udsendt til koncernens ansatte vedrørende omstruktureringen.

Omstruktureringen kommer forud for en ventet sparerunde, og efter at HBO-chefen Richard Plepler og David Levy, der er chef for Turner Broadcasting, har meldt deres afgang.

At&T-aktien falder mandag 3,4 pct. til 29,77 dollar.

Kursmålsændringer giver effekt

Kraft Heinz har mandag fået løftet anbefalingen. Her er det finanshuset Morgan Stanley, som har løftet anbefalingen af selskabets aktie til "ligevægt" fra "undervægt".

Finanshuset mener, at værdisætningen nu er så langt nede, at det retfærdiggør et anbefalingsløft. Morgan Stanley vurderer desuden, at der nu er bedre sigtbarhed over forretningen i forhold til det nuværende regnskabsår.

Aktien stiger mandag middag 1,4 pct. til 32,84 dollar.

Skokæden Foot Locker har desuden fået løftet sin anbefaling til "køb" hos finanshuset Pivotal, der tidligere anbefalede "hold".

Kursmålet for aktien er løftet til 73 dollar fra 64 dollar, og investorerne reagerer på den udmelding med at sende aktien op med 0,5 pct. til 63,39 dollar.

Andetsteds har Bed Bath & Beyond fået sænket sin anbefaling hos Barclays til "undervægt" fra "ligevægt", idet det britiske finanshus ikke har meget tillid til, at den igangværende restruktureringsplan i selskabet kaster gode resultater af sig.

Barclays har ifølge et analysenotat været tiltagende skuffet over resultaterne af planen, skriver Bloomberg News.

Kursmålet for Bed Bath & Beyond sænkes i øvrigt til 13 dollar fra 15 dollar, og aktien falder 6,2 pct. til 15,65 dollar.

Regnskab i vente fra Salesforce.com

Efter markedets lukketid serverer Salesforce.com regnskabstal for fjerde kvartal af regnskabsåret 2018/19.

Den justerede indtjening per aktie ventes at ramme 0,55 dollar mod 0,61 dollar i tredje kvartal.

Salesforce.com falder inden regnskabet med 5,0 pct. til 156,30 dollar.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Splittelse hos Demokraterne efter Muellers Trump-rapport: Præsidentkandidat kræver rigsretssag

Den dag Peter Engberg blev topchef i Nykredit, meddelte han bestyrelsen, at han ville stoppe, når han fyldte 60

Kunsten at slippe væk fra skyskrabernes skygger

Reportage: I Essen mødes verdens fineste biler

Mindst 190 er dræbt ved bombemassakrer i Sri Lanka

Børn er beviset på kærlighed: Hvad bliver der af kærligheden, hvis børnene pludselig ikke er der længere?

God weekend med Adam Aamann

Tag på luksuriøse togture