USA: Nyt handelshåb giver grøn start på ugen
Foto: Vincent Kessler / Reuters / Ritzau Scanpix
Penge Af
De amerikanske aktier er kommet positivt i gang med den nye uge, hvor fredagens gode takter følges op af ny fremgang på Wall Street i mandagens tidlige handel.

Fra start stiger de tre toneangivende amerikanske indeks - S&P 500, Nasdaq og Dow Jones - med mellem 0,4 pct. og 0,6 pct.

Baggrunden for optimismen er skriverier i Wall Street Journal, der peger på, at USA og Kina nærmer sig hinanden så meget i de løbende handelsforhandlinger, at der kan indgås en ny aftale allerede i slutningen af marts.

Kina og USA er ifølge avisen tæt på at indgå et kompromis, hvor regeringen i Beijing tilbyder at sænke told og restriktioner på importen af blandt andet amerikanske landbrugsprodukter, kemikalier og biler, mens USA overvejer at fjerne de fleste - måske samtlige - sanktioner mod kinesiske produkter, der blev indført sidste år.

Den seneste periode har været præget af mere optimisme omkring udviklingen i toldstriden, idet meldinger fra begge sider gennem længere tid har peget på, at parterne nærmer sig hinanden.

Det har også været med til at løfte aktiemarkederne på globalt plan.

Eli Lilly lancerer billigere insulin

Blandt enkeltselskaberne er der fokus til blandt andet medicinalselskabet Eli Lilly, som konkurrerer med danske Novo Nordisk på markedet for diabetesbehandling.

Eli Lilly vil introducere en billigere version af den hurtigtvirkende insulin Humalog på det amerikanske marked, hvor der gennem længere tid har været pres på insulinpriserne.

Den billigere version får navnet Insulin Lispro, der også er det virksomme molekyle i Humalog. Insulinet vil komme i forskellige udgaver med hætteglas og penløsninger.

Eli Lilly-aktien stiger med 0,5 pct. til 129,50 dollar i den tidlige handel.

Anbefalingsændringer har effekt

Opmærksomhed er der også til Kraft Heinz, der har fået løftet anbefalingen hos Morgan Stanley til "ligevægt" fra "undervægt".

Finanshuset mener, at værdisætningen nu er så langt nede, at det retfærdiggør et anbefalingsløft. Morgan Stanley vurderer desuden, at der nu er bedre sigtbarhed over forretningen i forhold til det nuværende regnskabsår.

Aktien stiger med 1,6 pct. til 32,91 dollar fra start mandag.

Skokæden Foot Locker har desuden fået løftet sin anbefaling til "køb" hos finanshuset Pivotal, der tidligere anbefalede "hold".

Kursmålet for aktien er samtidig løftet til 73 dollar fra 64 dollar, og investorerne takserer den ændring til en stigning på 0,8 pct. til 63,55 dollar i mandagens tidlige handel.

Andetsteds har Bed Bath & Beyond fået sænket sin anbefaling hos Barclays til "undervægt" fra "ligevægt", idet det britiske finanshus ikke har meget tillid til, at den igangværende restruktureringsplan i selskabet kaster gode resultater af sig.

Barclays har ifølge et analysenotat været tiltagende skuffet over resultaterne af planen, skriver Bloomberg News.

Kursmålet for Bed Bath & Beyond sænkes i øvrigt til 13 dollar fra 15 dollar, og aktien falder med 3,2 pct. til 16,16 dollar fra start mandag.

Regnskab i vente fra Salesforce.com

Efter markedets lukketid serverer Salesforce.com regnskabstal for fjerde kvartal af regnskabsåret 2018/19.

Analytikerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, at selskabet vil realisere en omsætning på 3,56 mia. dollar i kvartalet efter et salg på 3,39 mia. dollar i tredje kvartal.

Den justerede indtjening per aktie ventes at ramme 0,55 dollar mod 0,61 dollar i tredje kvartal.

Salesforce.com falder inden regnskabet med 0,1 pct. til 164,43 dollar.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Flertal af USA's finanschefer spår recession fra sommeren 2020

Klaus Riskær siger farvel til endnu en folketingskandidat

Digital scrapbog børsnoteres til værdi over 83 mia kr i New York

Eivind Kolding blev fyret i Danske Bank og kom videre: "Jeg har bestemt haft min andel af problemer"

Kim Jong-un aftaler visit i Rusland for at møde Putin

Sådan ser flyselskaber fremtidens flykabine

Trump frikendte sig selv: nu frigives Muellers rapport

Højdepunkter fra møbelmessen i Milano

Kraftigt jordskælv rammer Taiwan