Aktiestatus: Mærsk med flere trækker C25 frem på fornyet handelshåb
Foto: Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix
Penge Af
De danske aktier fortsætter mandag formiddag de gode takter fra sidste uge, hvor C25-indekset steg fire ud af fem handelsdage.

Ambu er mandag den største trækhest i eliteindekset, men også Mærsk-aktierne er i positivt lys, mens investorerne fejrer, at der måske er udsigt til en ny handelsaftale mellem USA og Kina.

Samlet set stiger C25-indekset med 0,5 pct. til 1110,10, og dermed har eliteindekset nu været i fremgang på 13 ud af de seneste 16 handelsdage, hvor optimismen omkring en løsning på toldstriden mellem verdens to største økonomier er blomstret frem.

BLIDE TONER LØFTER MÆRSK

Mandagens optimisme har krog i skriverier hos Wall Street Journal, der mener at vide, at Kina og USA er tæt på at indgå en handelsaftale.

Som del af den aftale tilbyder regeringen i Beijing ifølge avisen at sænke takster og restriktioner på blandt andet amerikanske landbrugsprodukter, kemikalier og biler, mens USA overvejer at fjerne de fleste - måske samtlige - sanktioner mod kinesiske produkter, der blev indført sidste år.

Dermed kan verdenshandlen i bedste fald få et løft til gavn for blandt andet transportselskaberne.

- Det ser ganske lyst ud på forlydender om en mulig aftale mellem USA og Kina, og vi har fået en dato - den 27. marts - hvor Kina og USA skal mødes, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

- Det kan løfte Mærsk og cykliske aktier, men vi tipper en bredt funderet fremgang på det danske marked i lighed med, hvad vi venter i Europa, påpeger han.

Mærsks B-aktie stiger med 1,6 pct. til 8834 kr. Mærsk-aktierne har tidligere været hårdt ramt af de mange toldstramninger USA og Kina imellem.

Allerøverst i C25-indekset stiger Ambu med 2,4 pct. til 156,60 kr. uden større selskabsspecifikke nyheder som forklaring.

ET HAV AF ANALYTIKERJUSTERINGER

Et af de selskaber, der også er dybt afhængigt af en god balance i verdenshandlen, er DSV, der stiger med 0,6 pct. til 552,40 kr. mandag formiddag.

Aktien er dog trukket lidt i den anden retning af, at svenske Handelsbanken har sænket sin anbefaling af aktien til "reducer" fra "akkumuler", mens kursmålet er skåret til 540 kr. fra 590 kr.

Generelt er der rigeligt fra analysefronten at forholde sig til mandag, hvor der også er ændringer ude for Novozymes, Genmab, GN, Carlsberg og NKT.

Investeringsbanken RBC Capital Markets har kigget Carlsberg efter i sømmene og har givet både anbefalingen af aktien og kursmålet et nøk op.

Kursmålet løftes med 90 kr. til 860 kr., mens anbefalingen nu er "outperform", fremgår det af data fra Bloomberg News. Tidligere var anbefalingen "sector perform".

Carlsberg-aktien stiger 0,9 pct. til 811,20 kr.

GN OG GENMAB MED I C25-TOPPEN

GN og Genmab stiger med henholdsvis 1 pct. til 316,30 kr. og 1,9 pct. til 1183 kr.

Kursmålet for aktien i GN er blevet løftet med 17 pct. til 275 kr. fra 235 kr. af investeringsbanken Credit Suisse, der dog gentager anbefalingen "underperform".

Genmab har fået løftet sit kursmål hos britiske HSBC til 910 kr. fra 820 kr. Her er anbefalingen fortsat "reducer".

Novozymes, der falder 0,9 pct. til 294,20 kr. og dermed er sidst i C25, er mandag blevet sænket til "reducer" fra "hold" af Kepler Cheuvreux. Banken har desuden skåret kursmålet med en tier til 270 kr.

For NKT er kursmålet omvendt blevet løftet med en tier til 90 kr. hos amerikanske JPMorgan, der stadig har anbefalingen "neutral". NKT-aktien stiger 1,2 pct. til 130,10 kr.

NY TOPCHEF TIL DFDS

Efter mere end 12 år i spidsen for rederiet DFDS stopper Niels Smedegaard ved udgangen af april i den rolle for i stedet at hellige sig bestyrelsesarbejde.

Det bliver finansdirektør Torben Carlsen, der overtager roret i selskabet.

DFDS-aktien stiger 0,5 pct. til 299 kr.

I løbet af mandagen venter der desuden regnskaber fra Parken, Sanistål og United International Enterprises.

NORDEA PRESSET INDEN HVIDVASKPROGRAM

Nordea-aktien er i øvrigt under tungt pres, inden et tv-program hos finske YLE løber over skærmen.

Programmet siges at omhandle et stort læk af informationer, der viser, at hundredvis af millioner af euro fra mistænkelige kilder er flyttet via Nordea, skriver Bloomberg News.

Nordea bakker med 4,2 pct. til 57,34 kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Splittelse hos Demokraterne efter Muellers Trump-rapport: Præsidentkandidat kræver rigsretssag

Den dag Peter Engberg blev topchef i Nykredit, meddelte han bestyrelsen, at han ville stoppe, når han fyldte 60

Kunsten at slippe væk fra skyskrabernes skygger

Reportage: I Essen mødes verdens fineste biler

Mindst 190 er dræbt ved bombemassakrer i Sri Lanka

Børn er beviset på kærlighed: Hvad bliver der af kærligheden, hvis børnene pludselig ikke er der længere?

God weekend med Adam Aamann

Tag på luksuriøse togture