USA: Ebay handles til vejrs mens Tesla bakker i grøn start
Handler på Wall Street
Foto: Scanpix
Penge Af
De amerikanske investorer tager hul på ugens sidste handler med et godt humør, og det sender de ledende aktieindeks - S&P 500, Dow Jones og Nasdaq - op med 0,6 til 0,8 pct. efter kort tids handel.

Derved mere end revancherer investorerne de tab på 0,3 pct., som de tre indeks var udsat for i torsdagens handel.

Den gode stemning har især baggrund i positivt overraskende nøgletal fra Kina tidligere fredag. Aktiviteten i den kinesiske fremstillingssektor, baseret på den private PMI-måling fra Caixin, viste for februar et indeks på 49,9, hvor der til sammenligning var ventet 48,5 efter 48,3 måneden før.

Overraskelsen har tidligere fredag givet stigninger til aktierne og Asien og Europa, og de amerikanske følger altså ad samme sti ved børsåbning fredag.

- Vi ser nogle ret pæne stigninger på de europæiske markeder, siger analytiker David Madden fra CMC Markets ifølge Reuters og forklarer det med både den kinesiske overraskelse og opløftende meldinger fra handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

Blandt de amerikanske selskaber kigger investorerne fredag mod elbilproducenten Tesla, som falder 5,6 pct. Ifølge Bloomberg News er det skepsis i forhold til nogle af de nyheder, selskabet præsenterede torsdag, som kan lægge et tryk på aktien.

Torsdag fortalte Tesla, der er ledet af en karismatiske direktør Elon Musk, at selskabet blandt andet vil sænke prisen på nogle af sine modeller, lukke salgsbutikker og sige farvel til medarbejdere. Det kan ifølge Elon Musk betyde, at der alligevel ikke laves et overskud i første kvartal, men at selskabet måske kan blive overskudsgivende i andet kvartal.

Mens Tesla-aktien starter med at falde, stryger Ebay den anden vej med et plus på 4,4 pct. Handelsplatformen har indledt en strategisk gennemgang af dattervirksomhederne Stubhub og eBay Classifieds, der blandt andet ejer danske DBA og Bilbasen.

En strategisk gennemgang munder ofte ud i frasalg, partnerskaber eller selvstændige børsnoteringer. Beslutningen om gennemgangen kommer ifølge Reuters efter pres fra et par af Ebays aktive aktionærer, heriblandt investeringsselskabet Elliot Management, der også kan se frem til at få Elliot-partneren Jesse Cohn i Ebays bestyrelse.

- Over de seneste to måneder har vi holdt møder med en række aktionærer for at forstå deres syn (på selskabet, red.), siger administrerende direktør Devin Wenig ifølge Reuters.

Elliot har tidligere vurderet, at billetstedet Stubhub har en værdi på mellem 3,5 og 4,5 mia. dollar, mens de internationale handelsplatforme under eBay Classifieds har en værdi af 8-12 mia. dollar.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Splittelse hos Demokraterne efter Muellers Trump-rapport: Præsidentkandidat kræver rigsretssag

Den dag Peter Engberg blev topchef i Nykredit, meddelte han bestyrelsen, at han ville stoppe, når han fyldte 60

Kunsten at slippe væk fra skyskrabernes skygger

Reportage: I Essen mødes verdens fineste biler

Mindst 190 er dræbt ved bombemassakrer i Sri Lanka

Børn er beviset på kærlighed: Hvad bliver der af kærligheden, hvis børnene pludselig ikke er der længere?

God weekend med Adam Aamann

Tag på luksuriøse togture