Svensk bank stopper styrtblødning efter mulig hvidvasksag
Foto: Arkiv: Ritzau Scanpix
Penge Af
Den svenske bank Swedbank har fredag fået stabiliseret et ellers frit fald i aktiekursen, efter det onsdag blev sat i forbindelse med en sag om mulig hvidvask.

Efter to dages store fald på aktiemarkedet er en af bankens storaktionærer og dermed en betydelig ejer i banken kommet Swedbank til undsætning.

I Dagens Industri har direktøren i pensionskassen Alceta, Magnus Billing, fredag udtrykt fuld støtte til ledelsen i Swedbank.

Støtteerklæringen kommer efter to dage med fald i aktiekursen på 13,6 pct. onsdag og 9,3 pct. torsdag.

Fredag har kursen rettet sig op, og med Billings støtteerklæring i ryggen har den genvundet mere end 3 pct. i værdi, skriver Dagens Industri.

Swedbank kom i fokus onsdag i programmet Uppdrag Granskning på SVT.

Ifølge TV-stationen er store mistænkelige pengestrømme gået gennem Swedbank til konti på De Britiske Jomfruøer og i Belize. Der er angiveligt tale om 40 mia. svenske kr.

Senere meldte hvidvaskjægeren Bill Browder sig på banen. Han mener at have beviser for, at beløbet er endnu større, og at sagen trækker tråde til Danske Banks sag om mulig hvidvask i Estland.

Historien om mulig hvidvask står i skarp kontrast til forsikringer fra bankens danske direktør Birgitte Bonnesen, der gennem hele Danske Banks sag flere gange har afvist blankt, at udenlandske kunder har kanaliseret penge gennem banken.

Efter SVT-udsendelsen har Swedbanks kommunikationschef, Gabriel Francke Rodau, oplyst, at banken har fundet mistænkelige transaktioner og oplyst svensk politi om det.

/ritzau/



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Vestager med ny kæmpebøde til Google: Skal betale 11 mia kr

Husejere står til at blive 6300 kr rigere hver måned de næste tre år

Tidligere Danske Bank-kronprins bliver koncerndirektør i Nykredit

Lars Rohde: Mistilliden til finanssektoren kan få alvorlige konsekvenser

Rigmands politivenner får skærpet straf i Højesteret

Tysk bilaktie falder efter advarsler om markant tilbagegang i indtjeningen

Mistænkelige kunder sendte op mod 4 mia gennem hvidvaskanmeldt andelskasse - på kun 12 måneder

Nationalbanken: Nye boligskatter presser priser nedad i København - måske op mod 10 pct

Nationalbanken spår flyvende vækst og blød landing