USA: Holdt plusset efter dueagtigt rentereferat
Dagen endte med små stigninger på de amerikanske aktieindeks.
Foto: Ritzau Scanpix
Penge Af
De amerikanske aktier steg let onsdag. Lidt op-og-ned i kølvandet af offentliggørelsen af referatet af det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank endte til sidst med et lille plus.

Det brede S&P 500-indeks vandt 0,2 pct., Dow Jones-indekset gik op med 0,3 pct., og it-tunge Nasdaq steg marginalt.

Investorerne startede onsdag forsigtigt ud, mens de ventede på referatet af rentemødet i centralbanken Federal Reserve og samtidig spejdede efter nyt fra handelsfronten. Der kom dog ikke meget nyt ud omkring forhandlingerne mellem USA og Kina, som i denne uge er flyttet til Washington.

Duer i centralbanken


Derimod viste referatet af rentemødet i Federal Reserve i januar, hvor banken fastholdt sin toneangivende rente, at den tidligere så fastlagte rentebane, med flere forhøjelser, nu er afløst af mere usikkerhed og en pause. Flere chefer i banken talte kun for flere forhøjelser, hvis inflationen stiger mere end ventet, mens andre mente, at renten skulle hæves, hvis inflationen udviklede sig, som de spåede om.

Et flertal i rentekomiteen talte også for, at bankens igangværende reduktion af balancen, dens salg af obligationer, skal stoppes inden udgangen af i år, hvilket vil betyde en mindre kvantitativ stramning end tidligere indikeret.

- Fed er konsekvent. De er i stand til at fastholde en mere dueagtig position og ikke være bange for, at inflationen vil overophede, sagde Chris Cordaro, investeringschef i RegentAtlantic, til The Wall Street Journal.

S&P 500 slog lige efter offentliggørelsen af referatet lidt med halen. Først en lille stigning, så et mindre fald, for til sidste at rette sig til et plus for dagen.

Nedtur for apotekerne

I toppen af sektorerne i S&P 500 endte råvarer og materialer med et plus på 1,7 pct., finansaktierne var nummer med to med en fremgang på 0,6 pct., og industri vandt 0,5 pct. It-sektoren sluttede stort set uændret.

Blandt de store aktienavne steg Apple med 0,6 pct., mens Amazon tabte 0,3 pct., og Microsoft gik tilbage med 1,0 pct.

Walmart vekslede tirsdagens fremgang på 2,2 pct., efter et solidt regnskab for fjerde kvartal, til et fald på 2,3 pct.

Apotekeraktierne og medicoselskaberne havde også en udfordrende onsdag. CVS Health præsenterede onsdag sit regnskab for fjerde kvartal. Det var lidt bedre end ventet, men prognosen for 2019 skuffede på grund af øgede omkostninger og en dårlig præstation i et selskab, CVS overtog i 2015.

For 2019 venter CVS Health et resultat per aktie på 6,68 til 6,88 dollar. Analytikerne havde inden regnskabet sat næsen op efter et overskud på 7,36 dollar per aktie i år.

Aktien i CVS Health faldt med 8,1 pct., mens konkurrenterne Rite Aid og Walgreen Boots Alliance blev trukket med ned, da de faldt med 1,5 pct. og 3,5 pct.

Medicoselskaberne Owens & Minor og Henry Schein skuffede begge onsdag også med deres regnskaber for fjerde kvartal og en svag prognose for 2019, og de to aktier faldt henholdsvis 17,5 og 4,7 pct.

Ramt af regeringsnedlukning

Der var onsdag også fokus på det amerikanske luftfartsselskab Southwest Airlines, der faldt 5,7 pct. Den delvise nedlukning af det amerikanske statsapparat i december og januar har kostet for lavprisselskabet, som derfor har nedjusteret sine forventninger. Southwest estimerer, at selskabet er gået glip af omkring 60 mio. dollar i omsætning i første kvartal af 2019 på den konto.

På grund af svækkelsen regner Southwest nu med en lavere vækst i år. Den ses lande i intervallet 3 til 4 pct. i stedet for 4 til 5 pct. Southwest meldte dog også om god momentum i billetpriserne i første kvartal, når man ser bort fra effekten af regeringsnedlukningen.

Garmin, som producerer forbrugerelektronik til sportsudøvere, steg omvendt mest af alle i S&P 500 med et plus på 17,0 pct., da regnskabet for fjerde kvartal overgik forventningerne. Resultatet per aktie på 1,02 dollar var 25 pct. over konsensus. Prognosen for 2019 er samtidig også over estimaterne på Wall Street.

/ritzau/FINANS


NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Regering og DF indgår aftale om indsats mod jordforurening: "Der skal styr på tingene"

Landsholdsstjerne investerer i ungt gamer-startup: "Det er selvfølgelig et sats, men jeg kunne bare se en enorm energi og vilje i dem"

Stor Mercedes overbeviser med skøn brummen fra V6-dieselmotor

Kunde i Københavns Andelskasse er tiltalt for hvidvask af milliarder i USA: Pengene menes at stamme fra investeringssvindel og pyramidespil

Materieludlejers opkøb af dansk konkurrent bliver godkendt - opnår milliardomsætning og på vej mod mulig børsnotering

Restauratør Umut Sakarya: "Det er som at komme på museum, når man kigger på damerne, fordi de er så gamle"

Regnskabet var "branchens bedste nogensinde": Kählers resultat er faldet med 95 pct. på fem år

Så du er rig: Hvilken bil er den bedste til at komme rundt i?

Andrea Elisabeth Rudolph blev vred og stiftede sit eget hudplejefirma: Præsenterer nu endnu et rekordoverskud