Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
Foto: Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
De fleste årsregnskaber fra de danske børsnoterede selskaber i C25-indekset er blevet fremlagt, og dermed er selskabernes forventninger eller de såkaldte guidance til det kommende år også blevet kommunikeret ud til investorerne.

I Sydbank er man langt fra imponeret over niveauet, men aktieanalysechef Jacob Pedersen slår dog fast, at han havde frygtet sortere forventninger eller såkaldte guidance end de aktuelle.

"Forud for regnskabssæsonen var der i den grad lagt op til forsigtige udmeldinger, men selskaberne er ikke helt så forsigtige eller konservative, som jeg havde forventet, så det giver en vis tryghed," siger Jacob Pedersen, der omvendt ikke lader sig lulle i søvn af C25-selskabernes guidance.

"Bliver de taget på sengen – hvis de vækstmomenter, som de forventer, ikke holder stik – får de det svært," siger Jacob Pedersen, der vurderer, at kursstigningen i C25 år til dato på over 9 pct. "flugter meget godt med det, vi har set i Europa".

"Jeg ved ikke, om markedet er overoptimistisk, men kurserne skal nok ikke stige alvorligt meget mere ud fra de guidance, vi har set. Jeg har stadig et gult afkastbarometer (trafiklysskala, red.), og det har jeg, fordi herfra ser vi et midt-encifret afkast på danske aktier, og prisfastsættelsen begynder at se lidt anstrengt ud," siger Jacob Pedersen.

Endnu mangler A.P. Møller-Mærsk, Genmab, Jyske Bank, Royal Unibrew, Simcorp, Sydbank og William Demant at fremlægge årsregnskaber, men ud fra de allerede fremlagte, tegner der sig ifølge Jacob Pedersen et svagt vækstbillede.

Dæmpede forventninger

"Det er nogle dæmpede vækstforventninger, flere af selskaberne taler om en vækst mellem 0 og 5 pct., nogle peger endda mod en negativ vækst. Det er særligt bankerne, der ser ud til i bedste fald at opnå en meget lav vækst i deres resultater, mens aktører som Rockwool peger mod stort set uændret vækst," siger Jacob Pedersen og omtaler Vestas som et selskab, der kan ende med "en lille fremgang, men i princippet kan det ende med tilbagegang.".

Kun enkelte af selskaberne guider om "en fin vækst", lyder det.

"Hos Ambu og DSV peger væksten fremad, og DSV vil ligefrem øge driftsindkomsten med 17 pct., det fortæller alt om, at selskabet er godt kørende, men det er undtagelsen."

"Samlet set ser 2019 ud som et år, hvor de danske aktieselskaber vil opnå en meget lav indtjeningsvækst med få enkelte solstrålehistorier."

Kurserne er stadig bagud 

I Jyske Bank har chefstrateg Ib Fredslund Madsen svært ved at pege på en overordnet tendens i selskabernes guidance for fremtiden.

"Hver sektor har sine udfordringer. Finanssektoren peger stadig på udfordringerne i lavrentemiljøet, pres på handelsindtægterne og regulering. Omvendt virker det heller ikke som om, at de er voldsomt negative på økonomien, der er f.eks. fremgang i erhvervsudlånene nogle steder," siger Ib Fredslund Madsen.

Nogle selskaber i medicinalsektoren nævner stadig prispres i USA og øget regulering som nogle af udfordringerne.

"Generelt for det danske aktiemarked er analytikernes forventninger til indtjeningen de næste 12 måneder meget behersket. Faktisk forventes der en svagt negativ indtjeningsvækst," siger Ib Fredslund Madsen og tilføjer, at denne vækstforventning er en generel tendens i det globale aktiemarked.

"Det var også en af årsagerne til det kraftige aktiekursfald i fjerde kvartal af 2018. Men det er vigtigt ikke at forveksle lavere global indtjeningsvækst med ingen vækst. Globalt ser vi stadig en positiv én-cifret indtjeningsvækst i 2019," siger Ib Fredslund Madsen, der endnu ikke vil kalde den seneste kursstigning i aktierne generelt for overoptimistiske set i lyset af guidance.

"I december have vi helt sikkert en "over-pessimisme", og det er klart, at den er aftaget, men jeg vil ikke kalde det overoptimisme endnu. For de globale aktiers vedkommende ligger vi stadig omkring 5 pct. under kursniveauet ved begyndelsen af fjerde kvartal."

Er du bedre end dine kolleger til at handle aktier?

Deltag i Børsens aktiespil. Her kan du risikofrit teste dine evner som investor. Du kan også oprette en gruppe for alle dine kolleger, så I kan dyste om, hvem der er arbejdspladsens bedste investor. Er det dig, der skal løbe med håneretten i kantinen? Vinderen af hele spillet får en hovedpræmie på 250.000 kroner. Tilmeld dig her

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Drømmelånet er på vej i kursgraven, men 1 pct. lånet er ved at genopstå: "Folk har det med at blive lidt fartblinde"

Ugen der kommer: Powell starter serie af rentenedsættelser

Sådan vinder du 250.000 kroner i Børsens aktiespil - fire eksperter giver råd

Katarina Juselius stoler ikke på mainstreamøkonomer:"Hvis du torturerer data, siger de til sidst, hvad du gerne vil have"

Mette F. sastser på pension med DF: "Kristian, jeg regner med dig"

Roadtrip i det vilde vesten

Serieiværksætter rejser 15 mio kr - går nu efter det engelske marked

Italien vil sælge aktier for at nedbringe gæld