Efter flere dage i plus: Drop i detailsalg afsporede fremgangen i de amerikanske aktier
Foto: Ritzau/Scanpix.
Det største fald i detailsalget i USA siden september 2009 ødelagde den gode aktiestemning torsdag, men investorerne kom sig dog lidt over chokket, og aktierne var en overgang i plus, for dog til sidst at ende med et fald.

Det brede S&P 500-indeks faldt med 0,3 pct., men svingede forinden mellem et fald på 0,8 pct. og et plus på 0,2 pct. Dow Jones-indekset gik samtidig tilbage med 0,4 pct. Teknologitunge Nasdaq steg dog 0,1 pct.

Stort fald 

Hen over natten til torsdag var stemningen positiv på grund af handelsoptimisme, og handelen med futures indikerede en positiv åbning i USA, men et fald i detailsalget i USA på månedsbasis i december på 1,2 pct. mod en ventet stigning på 0,1 pct. tog vinden ud af sejlene.

Faldet i detailsalget er det største siden september 2009, og så endda i julemåneden, hvor amerikanerne ellers var ventet at købe masser af gaver til hinanden.

Markedet har bevæget sig opad denne uge på optimisme omkring handelsforhandlingerne mellem Kina og USA, hvor præsident Trump har luftet muligheden for at udskyde nye tariffer, selv om en aftale ikke er på plads ved deadline den 1. marts, hvis man har gjort fremskridt.

- Jeg er ikke for bekymret over tallene for detailsalget, for de er typisk volatile. Men opbremsningen i Kina er absolut bekymrende, for der er stadig stor usikkerhed, det samme gælder opbremsningen i Europa, som ikke blot er relateret til handel, men også til brexit, sagde Thomas Martin, porteføljeforvalter hos Globalt Investments, til The Wall Street Journal.

Sidst på handelen skabte det også usikkerhed, da det kom frem, at præsident Trump vil underskrive en grænseaftale og dermed undgå en delvis nedlukning af statsapparatet, men samtidig erklære undtagelsestilstand ved grænsen til Mexico.

ENERGIAKTIER I TOP

Fast ejendom klarede sig bedst blandt sektorerne i S&P 500 torsdag og gik op med 0,5 pct. Sundhed og kommunikationsservice steg desuden begge 0,2 pct., og den vigtige it-sektor vandt 0,1 pct.

I bunden var dagligvareaktierne, der var trukket ned af Coca-Cola-aktien, med et minus på 1,2 pct. Finansaktierne faldt også knap 1,2 pct., trukket ned af Berkshire Hathaway og forsikringsgiganten AIG.

Blandt de store selskaber faldt Amazon, der er påvirket af forbrugernes købelyst, ikke overraskende med 1,1 pct. De to andre store teknologiselskaber, målt i på markedsværdi, i S&P 500, Apple og Microsoft, steg omvendt 0,4 pct. og 0,1 pct.

No smile 

Coca-Cola løb dog med det meste af opmærksomheden blandt selskaberne torsdag. Aktien faldt med 8,4 pct. og trak dagligvaresektoren godt ned, efter et regnskab, som skuffede.

Ganske vist var både toplinjen og bundlinjen på analytikernes forventningsniveau, men det maskerede, at Coca-Cola oplevede et volumenfald på 1 pct. i Nordamerika og 2 pct. i Latinamerika, ligesom salgsforventningerne til 2019 ikke var opmuntrende med svag organisk vækst og en flad bundlinjeudvikling.

Omvendt steg Cisco, den amerikanske netværksproducent, med 1,9 pct., da selskabet overraskede positivt onsdag aften med en vækstprognose over det ventede.

Cisco regner med en omsætningsvækst på årsbasis i tredje kvartal på 4 til 6 pct. Her lød estimatet fra analytikerne ifølge Bloomberg News på 2,93 pct.

Den store amerikanske forsikringskoncern American International Group (AIG) skuffede også onsdag aften efter markedets lukning med et regnskab for fjerde kvartal, som overraskede med et underskud på bundlinjen. Gamle policer kostede, og selskabet hensatte af den grund 365 mio. dollar på reserven. Aktien faldt med 9,0 pct.

I toppen af S&P 500 fandt man torsdag dog olieselskabet Marathon Oil. Selskabet lovede i forbindelse med sit fjerde kvartal, at det kan levere en positiv pengestrøm de næste par år, selv om olieprisen i USA skulle falde til 45 dollar. Marathons aktie steg torsdag 8,8 pct.

I bunden var teleselskabet Centurylink, som faldt 13,1 pct., da det i forbindelse med sit regnskab annoncerede en reduktion udbyttet.

/ritzau/FINANS

NY PODCAST Et stort sats. En kæmpe risiko. En helt ekstraordinær stor chance. Bjarne Corydon og Helle Ib er enige. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kastet sig ud i et gevaldigt politisk sats, efter han i en ny samtalebog åbner for, at Venstre og Socialdemokratiet danner regering sammen efter valget. Få hele analysen her:



Abonnér på podcasten:
   


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Væk med papirkvitteringer: Sådan bliver du digital

Annoncørbetalt
indhold af Eurocard

Forsiden lige nu


OECD med valgønske, som ikke er på programmet hos de to kandidater til statsministerposten: Skattelettelser

Chefstrateg efter dystre udsigter fra OECD: Der kommer en aktiekorrektion - vær klar til at købe op

Aktieanalytikere: Tabsramte aktier bliver kursraketter

Stålproducent ramt af brexit og handelskrig - British Steel tæt på kollaps

Mærsk taber terræn til Kina i havnesektor

Cityringen forsinket: Metrolinje åbner i september

Politiet har ikke bare ransaget Thomas Borgens hjem - men også hans computere, mobiltelefoner og tablets

Har denne person knækket koden til det perfekte job? Her er manden, som bestemmer, hvordan Moët-champagne skal smage

Morgenbriefing: Byggeriet på vej ned i gear, kæmpeunderskud i bagerkæde