Penge Af
Der er igen fremgang på børserne i USA. Det er fjerde dag i træk, at de store indeks på Wall Street går mod stigninger.

S&P 500-indekset ligger 0,7 pct. højere og er i år steget knap 6 pct. Nasdaq- og Dow Jones-indeksene præsterer samme stigninger i de første handelsminutter.

Torsdag var det bekymringerne omkring handelskrigen, brexit og den amerikanske regerings delvise nedlukning indledningsvist, der dominerede markedet, og især førstnævnte spillede en rolle i den bedrede stemning, der prægede de sidste handelstimer. Den fortsætter fredag.

Avisen Wall Street Journal skrev, at USA's finansminister, Steven Mnuchin, har luftet tanker om at rulle den nyindførte straftold mod Kina helt eller delvis tilbage for at berolige finansmarkederne og motivere Kina til at give større indrømmelser i forhandlingerne. Finansministeriet afviste efterfølgende rygterne, men de har alligevel haft en positiv effekt i markedet.

"Markedet har købt historien, og hvis den viser sig at være vrøvl, så vil frasalget blive intenst," skriver chefanalytiker Naeem Aslam fra Think Markets ifølge Reuters.

Et par toneangivende aktier er til gengæld sendt i skammekrogen trods den positive markedsstemning.

Den amerikanske streaminggigant Netflix kom torsdag aften med regnskab for fjerde kvartal, og det skuffede på omsætningen, ligesom koncernen ikke helt fik lokket nok nye kunder ind i folden.

Netflix kom gennem sit fjerde kvartal med et justeret overskud per aktie på 45 cent, mens omsætningen landede på 4,19 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 39 cent og en omsætning på 4,21 mia. dollar.

Aktien faldt indledningsvist med næsten 6 pct. i eftermarkedet efter at være steget med mere end 50 pct. siden juleaften, men fredag falder aktien dog kun 1,9 pct. efter de første par minutters handel.

Tesla skal spare

Også Tesla er i unåde på børsen, efter at selskabet har lanceret en spareplan fredag.

Elbilproducenten vil skære 7 pct. af de fuldtidsansatte i selskabet væk, efter at antallet af medarbejdere i Tesla sidste år steg med 30 pct.

Topchef Elon Musk skriver også, at resultaterne for fjerde kvartal er lavere end for tredje kvartal.

Han understreger dog, at Tesla har leveret næsten lige så mange biler i sidste kvartal af 2018, som det gjorde i hele 2017.

Tesla-aktien reagerer ved at falde 7 pct. til 322,86 dollar.

Tiffany trodser nedjustering 

Smykkeselskabet Tiffany venter, at indtjeningen i 2018/19 vil lande i den nedre ende af det interval, som selskabet tidligere har meldt ud.

Selskabet, der rangerer i kategorien luksusvarer, venter, at indtjeningen per aktie vil ligge mellem 4,65 og 4,80 dollar per aktie. Det fortæller selskabet i sin opdatering over julesalget.

Ifølge et estimat fra Bloomberg News var det blandt analytikerne ventet, at indtjeningen per aktie ville være på 4,81 dollar per aktie.

Alessandro Bogliolo, administrerende direktør hos Tiffany, forklarer nedjusteringen med et generelt mindre end ventet salg i løbet af juleperioden.

Underliggende forklarer Tiffany-topchefen, at der var et lavere salg til udenlandske turister globalt set, og at der var en afdæmpet efterspørgsel hos lokale kunder i Amerika og Europa.

I det amerikanske formarked lå Tiffany-aktien indledningsvist til at falde, men siden er aktien vendt om, og den åbner 2,9 pct. højere i 87,70 dollar.

Investorerne kan også lide, hvad amerikanske Schlumberger har disket op med i regnskabet for fjerde kvartal. Aktien stiger således 4,6 pct. til 43,28 dollar.

Selskabet, der er en af de største underleverandører til oliebranchen, nåede i kvartalet en omsætning på 8,2 mia. dollar, hvilket ifølge Bloomberg News var 2 pct. højere end det gennemsnitlige estimat.

Den justerede indtjening per aktie endte på 0,36 dollar i årets fjerde kvartal. Det var som ventet blandt analytikerne.

Schlumberger forventer, at olieprisen i 2019 gradvist vil stige, i takt med at produktionsnedskæringer fra Opec og Rusland træder i kraft og giver en strammere balance mellem udbud og efterspørgsel.

/ritzau/FINANS



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


EU godkender: Udskyder brexit efter dramatisk topmøde

Fynsk revisor hamstrer 292 enkronefirmaer: "Det er jo lidt, som når der er tilbud nede i Brugsen"

Løkke om brexit-udskydelse: Vi imødekommer May præcis så langt vi kan

Investor satser sine penge på at Daimler vinder kapløb om elbiler

Bitcoin-rigmand efter overskud på 347 mio kr: "Mange havde nok forestillet sig, at det var endnu større tal"

Danske Bank: Velhaverkunders tilfredshed i frit fald

Aktier i USA: Løftet af Feds kapitulation - Apple og chips i top

Vestas: Får ordre på 96 MW i Mexico

Spar Nord kan skræmme andre væk: Kigger andre på banken, ved de, at prisen skal op