Aktier: Bankfest på Wall Street onsdag
Foto: Bryan R. Smith / Ritzau Scanpix
Penge Af
De amerikanske aktier fortsatte onsdag, hvor de slap tirsdag. Med plusser. Det var solide bankregnskaber, som trak markedet op.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,2 pct., mens Dow Jones-indekset var favoriseret af større finansvægt og vandt 0,6 pct. Teknologidominerede Nasdaq gik samtidig op med 0,2 pct.

Onsdag fortsatte den amerikanske regnskabssæson, og her i starten af den er nyhederne præget af bankernes regnskaber, som denne dag løftede finanssektoren til tops. Finansaktierne steg med 2,2 pct. i S&P 500-indekset, mens undergruppen af banker vandt frem med hele 2,7 pct.

Bankregnskaber på menuen

Regnskaber fra Bank of America, Goldman Sachs, Blackrock og Bank of New York Mellon var på investorernes morgenmadstallerken, og især Bank of America og Goldman Sachs trak fra efter deres kvartalstal.

"For finansaktierne og i virkeligheden hele markedet er vi egentlig i en klassisk situation, hvor den globale vækst bremser op, udsigterne er forværrede, og markedet er så løbet for langt og har indregnet noget, som er langt værre. Så første kvartal vil blive lettelsens rallyer over, at tingene ikke er så slemme, som prissat," sagde Binky Chadha, global chefstrateg hos Deutsche Bank, til Bloomberg News.

Bank of America, hvis aktie vandt 7,2 pct., meldte tidligt onsdag om en rekordhøj indtjening i fjerde kvartal med et overskud på bundlinjen på 7,3 mia. dollar. Pænt over konsensus og mere end tre gange så meget som i samme kvartal året før, da nettoresultatet lød på 2,4 mia. dollar.

Goldman Sachs røg også i vejret med et plus på hele 9,5 pct., efter investeringsbanken præsterede de bedste regnskabstal siden 2010 for hele sidste år.

Goldman Sachs' indtægter faldt ganske vist i fjerde kvartal, når man sammenligner med både kvartalet før og de samme tre måneder af 2017. De 8,08 mia. dollar var dog mere end ventet blandt analytikerne, ifølge Bloomberg News, og det samme gjaldt for bankens bundlinje på 4,83 dollar per aktie.

Onsdag var der ligeledes regnskab fra Bank of New York Mellon, og det var også bedre end ventet. Aktien steg 2,1. Også vandt US Bancorp frem med 2,4 pct. efter sit regnskab.

Citigroup, JPMorgan og Wells Fargo, som lagde tal frem mandag og tirsdag, steg desuden, mens Morgan Stanley, som er er i kalenderen torsdag vandt 3,8 pct.

Endelig levrede Blackrock, verdens største kapitalforvalter, også regnskab for fjerde kvartal, og aktien steg med 3,1 pct., selv om Blackrock oplevede, at kapitalen under forvaltning faldt med 5 pct. til 5,98 billioner dollar - 5980 mia. dollar. Trods en indtjeningen lidt ringere end ventet, endte bundlinjen lige i øjet af analytikernes estimater.

United lettede også

Ikke alt handlede dog om banker onsdag, hvor sektoren for fast ejendom klarede sig næstbedste i S&P 500 med et plus på 0,6 pct, mens sektoren for råvarer og materialer steg tredjemest med 0,4 pct. It-aktierne vandt dog kun beskedne 0,1 pct., og sektoren for dagligvarer fandt sig selv i bunden med et minus på 0,5 pct.

Blandt de store aktier steg Apple med 1,2 pct. i it-sektoren, og kollegaen Microsoft vandt 0,4 pct. Amazon gik samtidig frem med 0,6 pct.

Efter fremgang på 6,5 pct. til Netflix tirsdag, da streamingtjenesten annoncerede store prisforhøjelser i USA, tog investorerne lidt af gevinsten hjem, og aktien faldt med 0,9 pct., ligesom Facebook gik tilbage med 1,0 pct.

Der var derimod fremgang til luftfartskæmpen United Continental Holdings, som tirsdag aften efter lukketid lagde sine tal for fjerde kvartal 2018 frem. De var bedre på både top- og bund, og aktien vandt derfor 6,4 pct. i onsdagens handel.

I den anden ende faldt Ford med 6,2 pct., da bilproducenten skuffede med foreløbige regnskabstal for 2018, som lå under konsensus i markedet.

Endelig var der kursklø til Snap, ejeren af Snapchat. Efter blot otte måneder har selskabets finansdirektør valgt at sige stop, oplyste selskabet tirsdag aften, og aktien faldt derfor 13,8 pct.

/ritzau/FINANS



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Regering og DF indgår aftale om indsats mod jordforurening: "Der skal styr på tingene"

Landsholdsstjerne investerer i ungt gamer-startup: "Det er selvfølgelig et sats, men jeg kunne bare se en enorm energi og vilje i dem"

Stor Mercedes overbeviser med skøn brummen fra V6-dieselmotor

Kunde i Københavns Andelskasse er tiltalt for hvidvask af milliarder i USA: Pengene menes at stamme fra investeringssvindel og pyramidespil

Materieludlejers opkøb af dansk konkurrent bliver godkendt - opnår milliardomsætning og på vej mod mulig børsnotering

Restauratør Umut Sakarya: "Det er som at komme på museum, når man kigger på damerne, fordi de er så gamle"

Regnskabet var "branchens bedste nogensinde": Kählers resultat er faldet med 95 pct. på fem år

Så du er rig: Hvilken bil er den bedste til at komme rundt i?

Andrea Elisabeth Rudolph blev vred og stiftede sit eget hudplejefirma: Præsenterer nu endnu et rekordoverskud