Aktier: Wall Street går i plus på kinesiske væksttiltag - brexit prellede af
Foto: Bryan R. Smith / Ritzau Scanpix
Penge Af
De amerikanske aktier steg tirsdag pænt på bagkanten af positive nyheder fra Kina og trods de mange usikkerheder, som prægede nyhedsbilledet, herunder en brexit-afstemning i Storbritannien tirsdag aften.

Det brede S&P 500 gik op med med 1,1 pct., mens Dow Jones-indekset vandt 0,7 pct. Teknologitunge Nasdaq steg samtidig med 1,7 pct.

Stemningen var præget af positivt nyt fra Kina, hvor aktierne tidligere tirsdag også steg, da den magtfulde National Development and Reform Commission (NDRC) oplyste, at Kina vil sigte mod at få en økonomisk "god start" i første kvartal. Samtidig indikeredes flere stimuleringstiltag, herunder skattelettelser.

Trods den positive kursudvikling lurede nervøsiteten dog stadig, men tirsdagens sene afstemning i Storbritannien, hvor parlamentet klart afviste premierminister Theresa Mays brexit-aftale, kunne alligevel ikke rokke ved aktiefremgangen.

"Det er ikke mod Europa, at amerikanske investorer sender pengene, men ind i USA og de nye markeder, i Kina især, hvorfra der også kom positivt nyt tidligere tirsdag," siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Blandt sektorerne steg it-aktierne, som fylder 20 pct. af S&P 500-indekset, med 1,5 pct. - trukket af plus til Apple på 2,1 pct. og til Microsoft på 2,9 pct. Ingen anden amerikansk sektor henter så mange af sine indtægter fra Kina som teknologiselskaberne.

Fremgangen var dog alligevel større for både sundhedsaktierne og kommunikationsservice, som begge vandt 1,7 pct.

Steg trods skuffelser

I USA har selskaberne i denne uge også indledt regnskabssæsonen, og tirsdag kom der tal fra fire større selskaber.

To af tirsdagens vigtige regnskaber kom fra storbankerne JPMorgan Chase og Wells Fargo. Og det gik hver sin vej for de to, mens finansaktierne som helhed steg 0,8 pct.

JPMorgan leverede et justeret resultat per aktie på 1,98 dollar i perioden, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet et plus på 2,21 dollar. Resultatet var endda lavere end selv det laveste estimat, der lød på 2,05 dollar. Alligevel steg aktien med 0,7 pct.

Wells Fargo leverede omvendt umiddelbart en spids over forventning med sin indtjening per aktie, der blev 1,21 dollar i fjerde kvartal mod ventet 1,19 dollar. Aktien faldt dog med 1,6 pct., da der fortsat ser ud til at være pres på toplinjen, og de samlede indtægter skrumpede med 5 pct. i kvartalet.

Mandag skuffede Citigroup på toplinjen, men var lidt bedre på bunden, og det blev belønnet med et plus på 4,0 pct. Tirsdag steg Citi yderligere 4,2 pct.

"Der har været positive historier fra finanssektoren. Selv svage regnskaber har givet plusser, og det er et meget godt billede på, hvor negativt markedet har været," forklarer Danske Banks seniorstrateg.

Sygekasse overbeviste

Sygekassen Unitedheatlh kom også med sine tal for fjerde kvartal, og de overbeviste investorerne, som sendte aktien op med 3,6 pct. Selskabet leverede en indtjening såvel som en omsætning over det ventede.

Endelig lagde Delta Air Lines sine tal frem, og de var også lidt bedre end ventet. Til gengæld skuffede luftfartsselskabet sine investorer med sin prognose for første kvartal i år, hvor indtjeningen ventes at blive berørt af nedlukningen af den amerikanske regering. Aktien steg 0,2 pct.

Endelig var der fokus på Netflix med 6,5 pct., da streamingtjenesten annoncerede prisstigninger i USA, hvilket dæmper noget af frygten for, at selskabets store investeringer i indholdsproduktion ikke modsvares af indtægter.

Også Facebook, Apple, Amazon og Googles moderselskab, Alphabet, gik frem tirsdag med plusser på 2,1 til 3,6 pct.

- Netflix trækker de andre Faang-aktier med op. Automatikken er, at når en af dem gør noget godt, så køber investorerne hele pakken af Faang-aktier og omvendt, når der er noget negativt, kommenterer Lars Skovgaard Andersen.

/ritzau/FINANS

NY PODCAST Et stort sats. En kæmpe risiko. En helt ekstraordinær stor chance. Bjarne Corydon og Helle Ib er enige. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kastet sig ud i et gevaldigt politisk sats, efter han i en ny samtalebog åbner for, at Venstre og Socialdemokratiet danner regering sammen efter valget. Få hele analysen her:



Abonnér på podcasten:
   


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Morgenbriefing: Byggeriet på vej ned i gear, kæmpeunderskud i bagerkæde

Fætter BR-leverandører retter skarp kritik af kuratorer: Vi mangler momsmillioner - fatalt for en virksomhed af vores størrelse

Socialdemokratiets store økonomiske plan har gjort støttepartierne rasende: "Det er en mindre skandale"

Før markedet åbner: Ventet grøn start - Hvor skal Ambu, Simcorp og B&O hen?

Børsen mener: Lyt til kronprinsesse Mary før det er for sent

Socialdemokratiet vil bruge mindst 6 mia mere på velfærd end Venstre

Mens du sov: Huawei-forbud udsat - Kinesiske aktier løftes

International nethandel presser Legos kamp mod kopierne

Aktier: Generelle stigninger i Asien - japansk minus vendt til plus