Aktiestatus: Danske Bank bunder igen i negativt eliteindeks
Foto: Arkivfoto/Jacob Gronholt-Pedersen/Ritzau Scanpix
Penge Af
Hvidvasksagen rammer torsdag igen Danske Bank, der endnu engang har lagt sig i bunden af det danske C25-indeks og dermed bidrager til en fald i det samlede indeks til 1034,41, eller med 0,9 pct. i forhold til onsdagens slutniveau.

Bankaktien taber 3,1 pct. til 127,25 kr., efter at fire tidligere topledere i banken er blevet sagsøgt af den amerikansk pensionskasse The Plumpers & Steamfitters Local 773 Pension Fund, der vil have sine penge igen efter tab relateret til sagen om hvidvask gennem bankens filial i Estland. De fire sagsøgte er, ud over banken, tidligere administrerende direktør Thomas Borgen, tidligere bestyrelsesformand Ole Andersen og to tidligere finansdirektører, skriver Reuters.

Men også generelt er stemningen på det danske - og de europæiske aktiemarkeder - torsdag middag til den negative side, uden at der ifølge Mads Zink, chefaktiehandler i Danske Bank, er tale om et egentligt skifte efter fire dage med fremgang målt på C25-indekset.

"Det er ikke fordi, der er tale om det helt voldsomme. Vi er en halv pct. nede både i Europa og i Danmark og det er måske meget naturligt, efter at vi har haft en ret god start på 2019 med stigende aktiemarkeder hele vejen rundt. Så jeg vil ikke kalde det et stemningsskift," siger Mads Zink.

Med i bunden af eliteindekset falder Vestas-aktien 2,6 pct. til 497,90,20 kr., efter at vindmølleproducenten onsdag blev løftet 2,2 pct. i forlængelse af en opjustering af forventningerne til de frie pengestrømme i 2018 som følge af en stærk ordreudvikling i slutningen af sidste år. Ikke at den skulle falde på det, bemærker Mads Zink.

Pandora i fremdrift efter godt USA-nyt

I toppen af C25 ligger Novozymes og Pandora med plusser på henholdsvis 1,1 pct. til 305,60 kr. og 1,1 pct. til 283,70 kr., og for Novozymes sker det uden selskabsspecifikke nyheder, mens Pandora er mere i vælten.

Smykkeaktien har fået skåret sit kursmål til 318 kr. fra 432 kr. af finanshuset Berenberg. Berenberg skærer i forventningerne til væksten i omsætningen de kommende år og forventer, at den kommer til at ligge næsten fladt frem mod 2020.

Når aktien alligevel stiger torsdag formiddag, kan det ifølge Mads Zink måske forklares med positivt nyt fra den amerikanske smykkekæde Signet.

"Signet havde det ret godt i går i USA, og det er udlandet, der trækker Pandora op, og det er nok på baggrund af pæn stigning for peer-group," konstaterer Mads Zink.

Signet-aktien steg 6,8 pct. i amerikansk handel onsdag aften blandt andet i forlængelse af en positiv rapport om udviklingen i detailhandlen i USA i de sidste decemberdage efter jul fra Odeon Capital Group.

Midt i eliteindekset ligger Genmab med et minus på 1,0 pct. til 1101 kr., selv om Norske DNB ifølge Bloomberg News ser potentiale for store stigninger i Genmab-aktien. Banken indleder dækning af det danske biotekselskab med anbefalingen "køb" og et kursmål på 1540 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Men svenske SEB sænker ifølge Bloomberg sin anbefaling af aktien til "hold" fra "køb", mens kursmålet hæves til 1105 kr. fra 1030 kr.

Negative justeringer for Nordea

Også Nordea har fået sænket kursmålet. Det er canadiske RBC, der sætter kursmålet til 67,20 kr. fra 74,67 kr. Anbefalingen er fortsat "sector perform". Og samstemmende har banken fået sænket både anbefaling og kursmål hos Keefe, Bruyette & Woods, KBW. Det amerikanske finanshus giver nu aktien anbefalingen "underperform" mod tidligere "market perform", og kursmålet sænkes til 58,34 kr. fra 67,01 kr.

Bankaktien taber 0,2 pct. til 57,89 kr.

Blandt sidepapirerne har Parken de seneste dage fået opmærksomhed, efter at Insidebusiness berettede om, at en udenlandsk investor ville fremsætte et købstilbud på selskabet. Onsdag oplyste Parken, at selskabet havde fået en invitation til et møde om selskabets fremtid af den interesserede køber, men to storaktionærer afviste at sælge deres aktier. Det fik senere hovedaktionæren LD til at oplyse, at der nu ingen forventninger er om at etablere en konstruktiv dialog.

Parken stiger 4,1 pct. til 93,20 kr. efter onsdagens fald på 7,2 pct.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Splittelse hos Demokraterne efter Muellers Trump-rapport: Præsidentkandidat kræver rigsretssag

Den dag Peter Engberg blev topchef i Nykredit, meddelte han bestyrelsen, at han ville stoppe, når han fyldte 60

Kunsten at slippe væk fra skyskrabernes skygger

Reportage: I Essen mødes verdens fineste biler

Mindst 190 er dræbt ved bombemassakrer i Sri Lanka

Børn er beviset på kærlighed: Hvad bliver der af kærligheden, hvis børnene pludselig ikke er der længere?

God weekend med Adam Aamann

Tag på luksuriøse togture