Valuta: Fredagens dollarsvækkelse fastholdes og udbygges
Foto: Scanpix
Markeder Af
Den amerikanske dollar svækkes mod de øvrige hovedvalutaer mandag morgen, hvor den overordnede indstilling blandt investorerne er, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil bremse op i de pengepolitiske stramninger i 2019, hvilket letter bekymringerne for renten-effekten på den amerikanske vækst.

Risikolyst præger den tidlige asiatiske handel efter Kinas aggressive monetære lettelse op til weekenden, der blev søsat for at imødegå en kraftig økonomisk afmatning, samt håb om at Washington og Beijing kan nå frem til en omfattende handelsaftale.

"Den nyhedsstrøm, vi har set siden fredag, har løftet stemningen. Markedet kunne godt lide, hvad Fed-formand Jerome Powell sagde fredag, og reaktionen har været negativ for dollaren," siger chefstrateg Michael McCarthy fra CMC Markets i Sydney til Reuters.

Han vurderer, at den kinesiske reduktion i bankernes reservekrav er meget vigtige og er fundamentet for et løft i råvaresektoren.

Efter en lang række svage fremstillingsdata reducerede de kinesiske myndigheder fredag reservekravene for alle banker med 100 basispoint. Det frigør 116 mia. dollar til nye udlån i et forsøg på at reducere risikoen for et markant fald i tempoet i økonomisk vækst.

Svækkelsen af dollar kommer trods fredagens stærkere end forventede arbejdsmarkedsdata fra USA for december, og mange analytikere tror fortsat, at verdens største økonomi taber fart, og yderligere renteforhøjelser er det sidste, der er brug for.

Fredagens kommentarer fra Jerome Powell om, at centralbanken er "villig til at ændre pengepolitikken" øgede investorstemningen og sendte de amerikanske aktier op, hvilket danner baggrund for massive aktiestigninger i Asien mandag.

De finansielle markeder er sideløbende optimistiske over udsigten til handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, der starter på højt plan i denne uge, efter at præsident Donald Trump og præsident Xi Jinping i december enedes om en 90-dages våbenhvile i handelskrigen.

Pund koster mandag morgen 1,2750 dollar mod 1,2695 dollar fredag eftermiddag.

Euro koster mandag morgen 1,1425 dollar mod 1,1410 dollar fredag eftermiddag, og dollar koster 108,15 yen mod 108,30 yen fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Splittelse hos Demokraterne efter Muellers Trump-rapport: Præsidentkandidat kræver rigsretssag

Den dag Peter Engberg blev topchef i Nykredit, meddelte han bestyrelsen, at han ville stoppe, når han fyldte 60

Kunsten at slippe væk fra skyskrabernes skygger

Reportage: I Essen mødes verdens fineste biler

Mindst 190 er dræbt ved bombemassakrer i Sri Lanka

Børn er beviset på kærlighed: Hvad bliver der af kærligheden, hvis børnene pludselig ikke er der længere?

God weekend med Adam Aamann

Tag på luksuriøse togture