Penge Af
2019 kan blive indledt med fald på det danske aktiemarked, når der onsdag åbnes for handel, efter at markedet har ligget stille over nytår. På årets første handelsdag kan der komme fokus på Vestas, der op til årsafslutning annoncerede flere ordrer.

C25-indekset sluttede 2018 af med at stige 1,4 pct. fredag til 994,92 efter at have oplevet fald de foregående syv handelsdage. For hele året faldt det ledende danske indeks med 13,2 pct.

Onsdag morgen ligger den tyske DAX-future 0,7 pct. lavere, ligesom futures for de tre toneangivende amerikanske indeks falder 0,8-1,0 pct. Nytårsaftensdag var en halv åbningsdag i USA, hvor de ledende indeks steg 0,8-1,2 pct.

På de asiatiske børser har skuffende kinesiske nøgletal lagt pres på aktierne onsdag, hvor Hang Seng-indekset i Hongkong falder 2,8 pct., mens det førende indeks i Sydkorea, Kospi, falder 1,6 pct. Markedet i Tokyo, Japan, holder fortsat nytårslukket.

Vestas, der fredag steg 0,7 pct. til 492,10 kr., kan komme i investorernes søgelys onsdag, efter at selskabet nytårsaftensdag annoncerede ordrer på 673 megawatt (MW).

Det bringer den samlede ordreindgang op på 12,9 gigawatt (GW) i 2018, og i det tal udestår fortsat summen af uannoncerede ordrer for fjerde kvartal, som offentliggøres i forbindelse med selskabets årsregnskab i februar.

Også DFDS kan komme i fokus i onsdagens aktiehandel. Rederiet, hvis aktie fredag steg til 2,3 pct. til 262,20 kr., er ifølge BBC et af tre rederier, der skal levere ekstra færgekapacitet til Storbritannien i tilfælde af et brexit uden en aftale.

Det skal være med til at lette presset på flere britiske havne, lyder det i en meddelelse fra det britiske transportministerium. De to andre rederier er franske Brittany Ferries og britiske Seaborne Freight.

Ifølge finans.dk har transportministeriet placeret ordrer for 102,9 mio. pund, svarende til 851,2 mio. kr., hvoraf de 42,5 mio. pund, svarende til 351,6 mio. kr., er på DFDS-ordren.

Onsdag kan der også komme fokus på Ørsted, som fredag steg 1,0 pct. til 435,70 kr. Efter børslukning fredag annoncerede selskabet, at det er blevet valgt som foretrukken tilbudsgiver på en havvindmøllepark i Connecticut.

Det omfatter ekstra 100 MW havvindkapacitet i parken Revolution Wind, hvor Ørsted dermed kan nå op på 700 MW i samlet kapacitet, lyder det i meddelelsen.

Hvis der bliver indgået en kontrakt, og Ørsted træffer endelig investeringsbeslutning på projektet, så regner Ørsted med at kunne påbegynde opførelsen af havvindmølleparken i 2022, mens idriftsættelse ventes i 2023.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Splittelse hos Demokraterne efter Muellers Trump-rapport: Præsidentkandidat kræver rigsretssag

Den dag Peter Engberg blev topchef i Nykredit, meddelte han bestyrelsen, at han ville stoppe, når han fyldte 60

Kunsten at slippe væk fra skyskrabernes skygger

Reportage: I Essen mødes verdens fineste biler

Mindst 190 er dræbt ved bombemassakrer i Sri Lanka

Børn er beviset på kærlighed: Hvad bliver der af kærligheden, hvis børnene pludselig ikke er der længere?

God weekend med Adam Aamann

Tag på luksuriøse togture