Penge Af
Med GN i bunden og Pandora i toppen åbner det danske aktiemarked onsdagens handel med et minus på 0,4 pct. for eliteindekset C25, som ligger i 1026,61 i den indledende handel.

Dermed er der lagt op til en fortsættelse af tirsdagens negative udvikling, som gav et fald for C25-indekset på 0,7 pct. til 1030,48.

I toppen af indekset stiger Pandora med 1,3 pct. til 284,60 kr. uden selskabsspecifikke nyheder.

I bunden falder GN 1,6 pct. til 252,10 kr., og heller ikke her er der tilknytning til konkret nyt om aktien.

DANSKE BANK OG GENMAB I RAMPELYSET

Generelt er dagsordenen for konkrete danske selskabsnyheder, som handlerne kan forholde sig til, tynd.

Danske Bank tiltrækker sig opmærksomhed - igen i forbindelse hvidvasksagen, efter at ti personer med tidligere tilknytning til banken er blevet anholdt i Estland. Det skriver Bloomberg News, der også kan oplyse, at de estiske myndigheder vil kommentere sagen onsdag. Bankaktien taber 0,6 pct. til 136,75 kr., efter at den tirsdag sluttede i toppen af eliteindekset med et plus på 1,6 pct. til 137,55 kr.

Fra Genmabs amerikanske partner Janssen er der onsdag morgen kommet tal for salget af Genmabs kræftmiddel Darzalex på det amerikanske marked. Darzalex, der er godkendt til behandling af knoglemarvskræft, solgte for 127,33 mio. dollar i USA, hvilket var stort set samme niveau som i oktober, hvor det lød på 127,50 mio. dollar. Til gengæld var salget 37 pct. højere end i november sidste år.

Aktieanalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen bemærker, at der i november var to "klinikdage", arbejdsdage, færre end i oktober.

- Korrigeret for de færre "klinikdage" viser Darzalex en underliggende fremgang på 10 pct. i november i forhold til oktober. Vi anser på den baggrund salget i november som stærkt, skriver analytikeren i et notat.

Genmab, der stiger 0,8 pct. til 1047 kr. i onsdagens indledende handel, modtager royalties eller procenter af salget. Genmabs egne indtægter fra Darzalex-salget ventes at løbe op i 1750 mio. kr. i år.

Biotekselskabet Onxeo har fået tildelt et nyt patent, der dækker kombinationen af brugen af Asidna med enhver Parp-inhibitor i alle lande i EU. Asidna er den mest fremskredne lægemiddelkandidat i Onxeos pipeline. Patentet gælder til midten af 2036. Onxeo stryger onsdag 6,7 pct. op til 7,09 kr.

Ingrediensselskabet Chr. Hansen får onsdag nye tal fra den amerikanske storkunde General Mills, der blandt andet laver morgenmadsproduktet Cheerios, Häagen-Dass-is og Bugles-chips. Selskabet kommer med regnskab for andet kvartal i det forskudte regnskabsår 2018/2019. Chr. indleder onsdagens handel med et minus på 0,2 pct. til 590,20 kr.

RENTEMØDE OG ITALIENSK BUGET

Fra den makropolitiske scene vil markedet se frem til afslutningen af det to dage lange rentemøde i den amerikanske centralbank. Mødet slutter onsdag aften, og det ventes, at banken vil forhøje sin styrerente med 25 basispoint til 2,25-2,50 pct. Mere usikkerhed er der derimod om bankens holdning til den nye rentebane, hvor analytikerne ser mulighed for, at centralbanken varsler enten to eller tre renteforhøjelser i det kommende år.

Fra de mere nære himmelstrøg synes dagens nyhed at være en uformel aftale mellem den italienske regering og EU-Kommissionen om landets statsbudget for næste år. Der foreligger ikke detaljer om aftalen, der ventes at afslutte måneders strid om budgettet, som i de tidligere udgaver overskred EU's grænse for det budgetterede underskud på 2,0 pct. af BNP.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Danske giganter scorer milliarder på sats i Asien

Rigmænd på topmødet i Davos har på ti år lagt milliarder til deres formue - én af dem har øget sin med 360 milliarder kroner

Analyse: Åh nej, ikke igen, Henrik Poulsen

SEAS-NVE overhalet i slutfasen af Radius-salg

"Verden tripper rundt på tynd is"

Nye faresignaler fra luftfart: Fald i godsmængderne

Var det noget med en original Rolls-Royce til 50.000 kr.?

I Trumps fravær bliver Brasiliens Bolsonaro hovedattraktionen på årets Davos

Forfatter Sofie Jama vil vise, at selv ikke omskæring kan tøjle seksualiteten