Aktiestatus: ISS sendt til bunds i tynget C25
ISS-topchef Jeff Gravenhorst.
Foto: Arkivfoto/Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Penge Af
Større fald til ISS, Mærsk og Chr. Hansen er med til at sende C25-indekset ud i en nedtur mandag formiddag, der er værre end langt de fleste andre europæiske børser.

En ny strategiplan fra ISS bliver taget dårligt imod af investorerne, som også generelt går forsigtigt til aktiemarkedet mandag i lyset af nye bekymringer over den globale vækst.

C25-indekset falder ved 11.45-tiden 1,5 pct. til 1023,37, mens de større indeks i Europas finanshovedstæder generelt ligger nede med mellem 0,4 og 0,6 pct.

ISS skal skæres til 

ISS har offentliggjort en ny strategiplan. Selskabet varsler frasalg i 13 lande, hvilket vil reducere antallet af medarbejdere med 100.000 til 390.000.

Samtidig vil ISS gå efter en organisk vækst i den resterende del af forretningen på 4-6 pct. fra og med 2019. Overskudsgraden vil være robust og på linje med de historiske marginer.

I 2019 og 2020 lover ISS desuden et ordinært udbytte på mindst samme niveau som i 2018, hvor der blev betalt 7,70 kr. per aktie. Desuden vil ISS betale mindst 25 pct. af provenuet fra frasalget af aktiviteterne i de 13 lande.

Planen falder i god jord hos aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets.

"ISS piller risiko ud og øger udlodningen. Det er et stærkt signal om simplificering og fokusering på nøglekunderne. Oven i kommer så lige glasur på kagen i form ekstra udbytte på 25 pct. af overskuddet fra frasalget," siger analytikeren.

I aktiemarkeder er der dog mindre begejstring, og ISS-aktien falder 3,1 pct. til 190,90 kr. som en af de dårligste i C25.

Flere justeringer

Fra analysehusene er der kommet justeringer af blandt andet Chr. Hansen, Novo Nordisk, Genmab og Coloplast.

Chr. Hansen har fået løftet sit kursmål af JPMorgan, så det nu lyder på 565 kr. mod tidligere 525 kr. Anbefalingen er endnu engang "neutral". Kursmålet ligger da også under den aktuelle pris på Chr. Hansen, som mandag er helt i bunden af C25 med et fald på 3,5 pct. til 583,20.

Novo Nordisk er til gengæld udnævnt til en af Deutsche Banks to favoritaktier i medicinalsektoren sammen med svensk-britiske Astrazeneca. Deutsche har fortsat anbefalingen "køb" og kursmålet 355 kr. for Novo-aktien, som mandag falder 1,1 pct. til 296,85 kr.

Genmab er også i kridthuset hos Deutsche Bank, der hæver anbefalingen til "køb" fra "hold" og sætter et kursmål på 1250 kr. Det er dermed 25 pct. over den aktuelle kurs på 999,80 kr., som Genmab ligger i efter en fremgang på 0,2 pct. fra fredag.

Også Coloplast holder sig over nulpunktet med en fremgang på 0,1 pct. til 629,40 kr. Morgan Stanley har haft selskabet under luppen og hævet kursmålet til 619 kr. fra 563 kr. Anbefalingen er igen "ligevægt".

Uden for C25 har Zealand Pharma fået et løft af Nordea, som hæver anbefalingen til "køb" fra "hold". Det er med til at give en stigning på 2,8 pct. til 84,50 kr. til biotekselskabet.

Ingen lettelse til Danske Bank

Danske Bank, der blev fredagens topscorer i C25 med en stigning på 4,2 pct. til 142,20 kr., falder med 2,5 pct. til 138,70 kr.

Efter børslukning fik banken fredag ny formand, idet Karsten Dybvad afløste Ole Andersen på posten. Andersen, der har siddet på posten siden 2011, annoncerede i september, at han ville trække sig tilbage, da Danske Bank præsenterede sin interne undersøgelse af hvidvasksagen, som Berlingske havde afdækket.

Med i bunden af C25 ligger Mærsk-aktierne til et fald på 2,7 pct. til 8658 kr. for B-aktien, efter at stridighederne mellem Kina og USA er blusset op igen. Anholdelsen af Huaweis finansdirektør har fået Kina til at indkalde den amerikanske ambassadør i Beijing med henblik på at aflevere en kraftig protest.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Millionerne fosser ud af danske golfklubber: "Det kræver uhyre lang tid at skabe det rigtige omdømme og brand"

Aktieluk i USA: Fald inden tech-regnskaber - jernbaneselskab sank tungt

Finanshuse får millardgevinst på tidligere statsbank

Google nægter billetbørs at købe søge-topplacering

Pundet fortsætter fald efter kandidaters afvisninger af brexit-aftalen: "Der er ikke nogen tvivl om, at investorerne er rigtigt bekymrede"

Minister: Penge på vej til beskåret grøn energiforskning

Facebooks libra-planer granskes nøje af udvalg

Aktieluk i Europa: Ericsson fik klø efter 5G-udmeldinger på røde markeder

Dagen før Danske Bank-regnskab: Handelsindtægterne bekymrer analytikere