Amerikanske aktier i hopla: Duen Powell gav luft under vingerne
Jerome Powell, formanden for USA's centralbank
Foto: Don Emmert/Ritzau Scanpix.
Penge Af
De amerikanske aktier steg onsdag efter positive signaler fra USA på handelsfronten, men i særdeleshed med ekstra kraft efter en tale fra formanden for den amerikanske centralbank, som fik investorerne til at vente færre renteforhøjelser.

Det brede S&P 500-indeks steg med hele 2,3 pct., mens Dow Jones-indekset vandt 2,5 pct. Teknologidominerede Nasdaq gik samtidig frem hele med 3,0 pct.

Handelskrig og renten

Stemningen var indledningsvist præget af, at USA's præsident, Donald Trumps, vigtigste økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, tirsdag aften udtalte, at det kommende G20-møde kunne være en mulighed for at vende bladet i handelskrigen med Kina.

Aktierne svævede dog især højere, efter en tale omkring frokosttid fra Jerome Powell, formanden for USA's centralbank. Han lod forstå, at renten nu er "lige under" neutralt niveau, at bankens chefer nøje vil holde øje med dataene fra økonomien, og at rentebanen ikke var forudbestemt.

Det blev straks tolket som lavere renter og færre forhøjelser end de fire, som banken senest har indikeret for 2019. Stigende renter er normalt gift for aktierne, da de øger omkostningerne og udhuler indtjeningen, og derfor steg aktierne kraftigt på meldingen.

- At se Federal Reserve ændre en smule takt letter spændingerne noget i markedet. Det ser ud til, at vi er på vej igennem den sværeste periode, siger Crit Thomas, global strateg hos Touchstone Investments, til The Wall Street Journal.

It trak for

På sektorfronten toppede it-aktierne, som fylder en femtedel af markedet, i S&P 500-indekset med et plus på 3,4 pct. Cyklisk forbrug steg med 3,2 pct., mens sundhedsaktierne vandt frem med 2,5 pct. Der var også fine plusser til finans, energi, kommunikationsservice og industri. Kun defensive forsyning var i minus med 0,1 pct.
Blandt de store selskabsnavne steg Amazon med 6,1 pct., mens Microsoft og Apple vandt frem med henholdsvis 3,9 og 3,7 pct. Dermed hentede Apple lidt ind på Microsofts topplacering, som selskabet tog tirsdag, som verdens mest værdifulde børsnoterede selskab. kun 200 mio. dollar skiller de to i Microsofts favør.

Facebook vendte et faldt til et plus på 1,3 pct., mens Googles moderselskab, Alphhabet, steg 4,0 pct. De to er ellers i krydsild, da de nu også får kritik fra konkurrenterne, senest af IBM og Apple, for, hvordan de to håndterer brugernes data og privatliv. Netflix i samme sektor for kommunikationsservice vandt 6,0 pct.

Der var også fremgang til flere af jætterne i Dow Jones. Sygesikringskassen UnitedHealth vandt 3,6 pct. - trukket op af nyt fra den mindre konkurrent Humana, som steg 6,2 pct.,

De to blev løftet af nyt fra Humana om, at man i 2019 venter en større fremgang i antallet af kunder på sygeforsikring end tidligere. Samtidig vil selskabet købe aktier tilbage for 750 mio. dollar. Så gjorde det mindre, at man for 2019 nu venter en større tilbagegang i antallet af kunder på medicinforsikringer.

Boeing steg også med 4,9 pct., mens McDonald's gik op med 1,7 pct., og Walmart vandt 2,6 pct.

Høj vækst

På selskabsfronten var der fokus på Salesforce, som udvikler økonomi- og CRM-systemer. Aktien steg med 10,3 pct. efter et regnskab for tredje kvartal, som var bedre på både top og bund, ligesom forventningerne til omsætningen i fjerde kvartal lå over konsensus, mens man lover ny vækst over 20 pct. i det kommende regnskabsår.

Salesforce steg mest af alle i S&P 500 og trak samtidig flere andre softwareselskaber opad. Ud over Microsofts gode onsdag steg Adobe eksempelvis næstmest med 7,3 pct.

Tiffany & Co. kom derimod onsdag før børsåbning med et skuffende regnskab for tredje kvartal. Det sammenlignelige salg, den underliggende vækst, faldt med 3 pct. i kvartalet, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News' estimat havde ventet en vækst på 5,6 pct. Det er blandt andet i dele af Asien, at kunderne har svigtet.

Aktien i Tiffany fik høvl, og den faldt med 11,8 pct. onsdag.

/ritzau/FINANS



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



    Forsiden lige nu


    Sløjt regnskab øger presset på Mærsk-boss

    Morgenbriefing: Ree taber 400 mio. på aktier, pres på Mærsk-chef efter skuffende regnskab

    Mens du sov: Blandede markeder før handelsmøde i Washington

    Aktier: Svage data opvejer positive handels-indikatorer i Asien

    Kraft Heinz nedskriver for 15,4 mia dollar gav solidt kursfald

    Christian Stadil: Der er sket afhøringer i Schriver-sag

    Rigsrevisionen: Private bør opkræve danskernes gæld

    Niels Lunde: Tør du købe en Mærsk-aktie af Søren Skou?

    Briter opgiver at nå handelsaftaler med Japan og Tyrkiet inden brexit