Før markedet åbner: Coloplast får rygklap fra britisk storbank
Den britiske storbank Barclays har atter fået øje på Coloplast, der får anbefalingen "overvægt".
Foto: PR
Penge Af
En positiv anbefaling af Coloplast kan give aktien en hovedrolle fra åbningen tirsdag, hvor det virker som om, at der er faldet mere ro på børserne. Mandagens markante kursstigninger gentages derfor næppe.

Den tyske DAX-futures indikerer et fald på 0,1 pct. fra åbningen.

Samlet sluttede det danske eliteindeks, C25, mandag 1,9 pct. højere i indeks 1051,59.

Samtidig var der plusser rundt om i resten af Europa, og det hang altovervejende sammen med, at den italienske regering begyndte at tale om at nedbringe det offentlige underskud i 2019 til omkring 2 pct. af bruttonationalproduktet mod hidtil 2,4 pct.

Tirsdag morgen møder investorerne til gengæld ind til skidt nyt fra USA op til fredagens G20-møde, hvor USA og Kina skal mødes på sidelinjen for at drøfte den eskalerende handelskrig.

- I et interview med Wall Street Journal udtalte Trump i går, at han potentielt kan pålægge 10 pct. afgift på iPhones og computere importeret fra Kina, samt at det er højst usandsynligt, at han udskyder de ekstra toldforhøjelser planlagt til at træde i kraft efter nytår. Det er dårlige nyheder forud for mødet mellem Trump og Xi sidst på ugen, konstaterer Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Carnegie, i en morgenkommentar.

Der er dog ikke større effekt at spore på de asiatiske børser, hvilket ifølge Henrik Drusebjerg kan skyldes, at markedet er opmærksom på, at den type udtalelser er Trumps foretrukne taktik for at lægge pres på modparten inden væsentlige møder.

OPBAKNING TIL COLOPLAST

Herhjemme har Coloplast atter fået dækning af analytikernes hos Barclays, der anbefaler "overvægt" og sætter kursmålet til 685 kr. Ifølge Bloombergs data dækker 26 finanshuse Coloplast, og otte af disse er positive, mens 11 er neutrale. Syv er derimod negative omkring kursudviklingen. Mandag steg Coloplast-aktien med 0,5 pct. til 620,80 kr.

Branchekollegaen Ambu var også på fremmarch og steg 3,3 pct. til 137,60 kr. Siden 21. november, hvor det kom frem, at topchef Lars Marcher havde købt yderligere aktier i medicoselskabet for 3 mio. kr., er aktien steget med 22 pct.

Også Novo Nordisk har været omgærdet af interesse, efter at medicinalvirksomheden fredag kunne fremvise positive hjerte-kar-data fra det sidste af i alt ti studier i fase 3-programmet Pioneer. Oven på fredagens positive data har Pareto hævet anbefalingen af Novo-aktien til "køb" fra "hold", samtidig med at kursmålet skrues op med 30 kr. til 340 kr. Mandag steg Novo med 2,6 pct. til 304,85 kr.

RTX er tirsdag regnskabsaktuel med tal for sit forskudste regnskabsår 2017/2018. Selskabet venter en omsætning i intervallet 460-490 mio. kr., et EBIT-resultat på cirka 75 mio. kr. og et EBITDA-resultat i intervallet 72-87 mio. kr. Mandag steg RTX med 1,4 pct. til 173 kr.

Der er tirsdag ekstraordinær generalforsamling i Lollands Bank, hvor der skal stemmes om at aktionærforslag om at indlede en salgsproces. Aktien faldt mandag med 2 pct. til 352 kr.

Aarsleff kan få opmærksomhed, efter at SEB har indledt dækning med anbefalingen "hold" og et kursmål på 220 kr. Mandag steg aktien i Aarsleff 8,8 pct. til 208,50 kr.

/ritzau/FINANS



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


EU godkender: Udskyder brexit efter dramatisk topmøde

Fynsk revisor hamstrer 292 enkronefirmaer: "Det er jo lidt, som når der er tilbud nede i Brugsen"

Løkke om brexit-udskydelse: Vi imødekommer May præcis så langt vi kan

Investor satser sine penge på at Daimler vinder kapløb om elbiler

Bitcoin-rigmand efter overskud på 347 mio kr: "Mange havde nok forestillet sig, at det var endnu større tal"

Danske Bank: Velhaverkunders tilfredshed i frit fald

Aktier i USA: Løftet af Feds kapitulation - Apple og chips i top

Vestas: Får ordre på 96 MW i Mexico

Spar Nord kan skræmme andre væk: Kigger andre på banken, ved de, at prisen skal op