Penge Af
De danske aktier kunne ikke helt følge med den generelle begejstring på de europæiske aktiemarkeder onsdag, men det endte alligevel med fremgang herhjemme, efter at blandt andet Ambu trak godt fra ud på eftermiddagen.

C25-indekset steg med 0,4 pct. til 1016,71, og Ambu endte allerøverst efter en positiv anbefaling fra Sydbank.

Med i bunden var nogle af de defensive og lidt dyrere aktier målt på nøgletal, som var med til at lægge en dæmper på begejstringen. Samtidig trak Genmab igen nedad efter tirsdagens topplacering.

"Nervøsitet præger stadig markedet herhjemme lidt, og blandt andet GN og Chr. Hansen trækker stadig ned. Det er aktier, der handler på høje multipler og er ret dyre. Det ser ud til, at investorerne kigger på, om prissætningen er blevet for høj," siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Sænkede kursmål

For GN-interesserede gjorde det sig også gældende onsdag, at schweiziske Credit Suisse har sænket kursmålet for aktien til 235 kr. fra 290 kr. Anbefalingen er fortsat "underperform".

Credit Suisse har desuden også skåret kursmålet for William Demant Holding til 220 kr. fra 245 kr. Her er anbefalingen "neutral". GN faldt med 1,4 pct. til 241,70 kr., mens WDH-aktien steg 1,1 pct. til 193,20 kr.

Chr. Hansen-aktien faldt med 0,4 pct. til 605,60 kr. uden større selskabsspecifikke nyheder som forklaring.

Kursfald var der også til bryggeriet Royal Unibrew, der kort før lukketid afleverede regnskab for tredje kvartal. Aktien faldt med 2,2 pct. til 472,40 kr., selv om Unibrew endnu en gang kunne opjustere forventningerne en smule.

Forventningerne til både salget, EBITDA og EBIT blev løftet en spids. Det var den fjerde opjustering i 2018 fra selskabet.

Helt i bunden sluttede Genmab, der igen tabte det vundne fra tirsdag, hvor aktien blev C25-topscorer efter nye opløftende data fra Maia-studiet med Darzalex.

Onsdag faldt aktien med 4,1 pct. til 930 kr.

Ambu send op af købsanbefaling

Ambu endte som onsdagens store vinder med en stigning på 6,5 pct. til 118,90 kr. Gevinsten blev hevet hjem, efter at Sydbank indledte dækning af aktien med den positive anbefaling "køb".

Banken ser en kraftig salgsvækst i selskabet i de kommende år.

"Ambu vil med lanceringen af endoskopet SC210 i starten af dette regnskabsår entrere markedet for tarm-endoskopi. Vi indregner i vores basisscenarie, at Ambus markedsandel på længere sigt vil udgøre 5 pct. af de i alt 50 mio. tarmprocedurer, hvilket vi ikke anser som specielt aggressivt," skriver analytiker Søren Løntoft Hansen i et notat.

Santa Fe raslede ned igen

Blandt sidepapirerne var der endnu en blodrød dag til Santa Fe, der igen skuffede med sit regnskab for tredje kvartal og nedjusterede forventningerne.

ABG Sundal Collier har sænket anbefalingen af aktien til "sælg" fra "hold", mens kursmålet er skruet helt ned i 5,5 kr. fra 20 kr.

Dermed forudser finanshuset fortsat et massivt fald til aktien, der onsdag dykkede 17 pct. til 11,95 kr. Det var syvende dag på stribe, at aktien faldt, og set over året er den samlet bakket med godt 73 pct. Markedsværdien er dermed nede på 148 mio. kr.

Lukkekursen for Santa Fe var i øvrigt den laveste i 20 år.

Både fodboldklubben Brøndby IF og Nordic Shipholding nedjusterede fra morgenstunden forventningerne i regnskaber for tredje kvartal.

Det slap Brøndby dog af sted med uden større skrammer, mens Nordic Shipholding endte med et fald. Brøndby-aktien steg 1,1 pct. til 0,89 kr., mens Nordic Shipholding faldt 5,8 pct. til 0,36 kr.

Ejendomsselskabet Jeudan kunne i sit kvartalsregnskab fastholde forventningerne efter fremgang i hovedtallene, og aktien steg med 2,9 pct. til 928 kr.

Både Vestjysk Bank, Prime Office og Danske Andelskassers Bank (DAB) afleverede også regnskaber for tredje kvartal, men uden større dramatik og kurseffekt.

NKT fik atter kursklø

NKT har været inde i en meget svær periode på det seneste, hvor aktien er faldet tungt efter blandt andet en nedjustering i regnskabet for tredje kvartal.

Det har fået Credit Suisse til at sænke kursmålet for aktien til 65 kr. fra 105 kr. og gentage den negative anbefaling "underperform".

NKT faldt ni børsdage på stribe indtil onsdag, hvor aktien dog steg med 6,4 pct. til 79,50 kr.

Over de samlet set seneste 10 dage er aktien alligevel faldet med knap 43 pct., og over hele 2018 har den tabt mere end 70 pct.



Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Peter Norvig fradømt retten til at være ejendomsmægler

Milliardsalg løfter kursanbefaling: Der er potentiale i Zealand Pharma ifølge analytiker

Succesfuld trekløver: Tre danske aktier i plus med over 100 pct i år

Teknisk analyse: Frygten i markedet er steget - hold dig fra disse fire aktieindeks

Home sælger erhvervskæde: Salgspris er hemmelig

Skattestyrelsen går efter bitcoin-gevinster: Har fået 2700 danske navne fra finsk skattestyrelse

Mærsk lancerer forsikringsløsning til containerfragt

EU-Domstolen fastslår: Briterne kan droppe brexit uden at spørge EU

Centerpartiet siger nej til Löfven som statsminister