Aktier USA:  It-aktier trak markedet op efter fald først på en dag fuld af bekymringer
Netværksselskabet Cisco steg hele 5,5 pct. og trak markedet op
Foto: Yves Herman / Ritzau Scanpix
Penge Af
De amerikanske aktier fortsatte torsdag med at rulle frem og tilbage. Tidlige kursfald blev afløst af stigninger, da især it-aktierne går frem. Så dagen sluttede i plus.

Det brede S&P 500-indeks steg med 1,1 pct., mens Dow Jones-indekset vandt 0,8 pct. Teknologitunge Nasdaq klarede sig bedst med en fremgang på hele 1,7 pct.

Markedet var præget af flere bekymringer torsdag.

I Europa fortsatte dramaet omkring brexit med at stjæle overskrifterne, da fire ministre forlod Theresa Mays regering, efter at der ellers er opnået enighed om en aftale mellem Storbritannien og EU.

Formanden for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, nedtonede i en tale de seneste måneders aktieuro i forhold til bankens beslutningsgrundlag. Dermed indikerede han, at Federal Reserve, eller bare Fed, bliver på den udmeldte rentebane med "gradvise forhøjelser". Så der er ingen hjælp til aktierne fra den kant.

Omvendt var der dog positive forlydender fra handelskrigen, hvor Kina ifølge Bloomberg News skulle have fundet mulige tiltag, som kan mildne den amerikanske præsident Donald Trumps vrede over handelsunderskuddet. Det vurderes dog, at tiltagene ikke vil være tilstrækkelige, men de ses som en imødekommenhed.

It trak op

Og aktierne endte denne torsdag med plusser. Udviklingen var hovedsageligt trukket af it-sektoren, som løftede det samlede marked.

- En masse af disse teknologiselskaber udgør store dele af indeksene. De vil være driverne bag volatiliteten, både op og ned, sagde Shawn Cruz, investeringschef hos TD Ameritrade, til Bloomberg News.

På sektorfronten lå it-aktierne hele dagen i top i S&P 500 og endte med et plus på 2,5 pct., mens energi oplevede et plus på 1,5 pct., da olieprisen steg 0,4 pct. Også finansaktierne steg med 1,5 pct., mens råvarer og materialer gik op med 1,4 pct.

I bunden lå fast ejendom med et minus på 0,9 pct., mens forsyning faldt med 0,8 pct. Dagligvaresektorerne faldt også med 0,3 pct.

Blandt selskaberne var der torsdag plusser til Apple og Microsoft på 2,5 og 2,2 pct., mens Amazon vendte et fald til et plus på 1,3 pct.

Cisco prognose lige i øjet

Regnskabssæsonen er endnu ikke forbi i USA, og den stjæler fortsat overskrifter.

Cisco leverede onsdag aften bedre end ventet i tredje kvartal, mens prognosen for fjerde kvartal var lige i øjet. Det dæmpede frygten for, at netværksproducenten var ramt på kundeefterspørgslen. Aktien steg med 5,5 pct.

Walmart opjusterede desuden torsdag morgen. Den nye prognose er samtidig over analytikernes estimater. Alligevel faldt aktien med 2,0 pct., da markedet havde sat næsen op efter mere, og da salgsvæksten aftog.

Butikskæden JC Penney oplever fortsat tilbagegang i salget. I tredje kvartal faldt det sammenlignelige salg, den underliggende vækst, med 5,4 pct.mod ventede minus 0,8 pct.

Aktien i JC Penney faldt indledningsvist med 14 pct., men vendte siden rundt og vandt hele 11,5 pct.

Selskabets nye topchef vil forbedre vareudbuddet for at ændre den nedadgående trend, og den købte investorerne.

En anden butikskæde, Dillard's, fik omvendt klø torsdag, da aktien faldt med 14,8 pct. Ganske vist var omsætningen bedre end ventet, men da Dillard's klarede det ved at sænke priserne allerede i august, så kostede det på bundlinjen.

Kollaps

Uden for regnskabsstrømmen var der torsdag også fortsat fokus på forsyningsselskabet PG&E, som er ramt af de farlige og ødelæggende skovbrande i Californien, der ligesom sidste års brande kan være startet af selskabets elektriske udstyr. Aktien mistede torsdag 30,7 pct. efter et minus på 21,8 pct. onsdag, et fald på 17,4 mandag og et minus på 16,5 pct. fredag i sidste uge.

En positiv historie torsdag var nyheden om, at Warren Buffetts investeringsselskab Berkshire Hathaway har investeret i storbanken JPMorgan Chase. I tredje kvartal købte investeringsselskabet en andel til en værdi af 4 mia. dollar i banken, hvis aktie steg med 2,6 pct.

En investering i Oracle på 2 mia. dollar udløste en stigning til softwareselskabet på 3,7 pct.

/ritzau/FINANS

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


ISS-boss om milliardsalg: "Vi træffer modige valg"

Først faldt de amerikanske aktier dybt - så kom de godt igen: Apple endte 0,7 pct. oppe

Analytiker: Investorerne tager fejl når de sælger massivt ud af teknologiaktier

Analyse: Beroligende ord fra EU redder ikke May

Finansminister Kristian Jensen er frustreret: Vi har brugt tid på de forkerte reformer

MHI Vestas bekræfter: Med i planer om gigantisk offshorepark i Vietnam

Storbank: Læger aner firdobling af Novos vækstmarked

Mange uenige med Jarlov: Massiv kritik af rapport om revisionspligt

Analyse: Hvem skal være topchef, Dybvad?