Aktier: Prygl til Chr. Hansen sendte C25 på weekend i rødt
Ingredienskoncernen Chr. Hansen blev dagens bundprop i C25 med et fald på 6,3 pct.
Foto: Scanpix/Asger Ladefoged
Penge Af
Ingredienskoncernen Chr. Hansen Holding blev fredagens store taber på det danske aktiemarked, der endte med at gå på weekend iklædt rødt.

C25-indekset faldt med 0,1 pct. til 1064,45, selv om fordelingen mellem stigende og faldende papirer var stort set lige.

Det tunge fald i Chr. Hansen fandt sted efter et stort aktiesalg fra Novo Nordisk Fonden spillede dog en stor rolle og blev udslagsgivende for eliteindeksets samlede retning.

Generelt var stemningen blandt de europæiske aktier dog også til den negative side fredag efter tre grønne dage på stribe for C25.

Vendingen hang blandt andet sammen med udtalelserne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i forbindelse med bankens rentebeslutning torsdag aften.

Den ledende rente blev ganske vist fastholdt, men der var samtidig ingen øvrige ændringer i retorikken og forventningen om yderligere stramninger - med en ny renteforhøjelse i december og tre yderligere næste år.

Det - kombineret med tre grønne på stribe - gav anledning til gevinsthjemtagning.

"Vi har set en del profithjemtagning rundt omkring i verden, og det var også det, der allerede fra morgenstunden ramte herhjemme," siger chefaktiehandler hos Danske Bank Mads Zink til Ritzau Finans.

CHR. HANSEN TRYKKET AF AKTIESALG

Det var dog primært selskabsspecifikke nyheder, der var baggrunden for de største udsving herhjemme fredag.

Chr. Hansen Holding faldt med 6,3 pct. til 643 kr., efter at Novo Nordisk Fonden solgte 4,85 mio. aktier i selskabet til 625 kr. stykket. Det var knap 9 pct. lavere end lukkekursen torsdag og lagde dermed et naturligt pres på aktien.

I rødt var også aktierne i A.P. Møller-Mærsk. Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) faldt i denne uge med 1,5 pct. efter fire uger på stribe med fremgang.

Det hjalp heller ikke synderligt, at Maersk Drilling ud på eftermiddagen annoncerede et salg af jack up-riggen Maersk Giant.

Mærsks B-aktie faldt med 0,3 pct. til 8662 kr.

JYSKE BANK PRESSET AF PÅBUD

Finanstilsynet sendte fredag en stribe påbud i retning af Jyske Bank om at revidere risikovurderingen og bankens hvidvaskpolitik.

Det var helt i tråd med kommentarerne fra bankens topchef, Anders Dam, i forbindelse med sidste uges regnskab for tredje kvartal.

Jyske Bank-aktien faldt med 1,1 pct. til 283 kr.

Vindmølleproducenten Vestas fik desuden sænket sin anbefaling hos Bank of America - Merrill Lynch til "neutral" fra "køb".

Banken vurderer, at analytikernes konsensusestimater ikke til fulde har taget højde for marginpresset.

Vestas faldt med 0,9 pct. til 484,50 kr.

I toppen af eliteindekset var defensive papirer som GN, William Demant, ISS og Tryg, der steg med mellem 1,2 pct. og 2,1 pct.

BAVARIAN OG ALK MED REGNSKABER

Fredag morgen bød desuden på regnskabstal for tredje kvartal fra både Bavarian Nordic og ALK-Abelló.

Bavarian holdt fast i sine forventninger til hele året, mens ALK kunne skrue op for både omsætnings- og driftsforventningerne, så der nu ventes et salg på 2850-2900 mio. kr. mod tidligere "over" 2800 mio. kr., mens driftsresultatet (EBITDA) ventes at udgøre 50-100 mio. kr. for hele året mod tidligere ventet 50 mio. kr.

Bavarian-aktien faldt med 1,4 pct. til 156,75 kr., mens ALK sluttede uændret i 1068 kr.

Blandt sidepapirerne var Sanistål i øvrigt i fin form efter et salg af selskabets danske og lettiske stålaktiviteter til stål- og metalgrossisten Tibnor, der er ejet af den svenske SSAB-koncern.

Salget indbringer 450 mio. kr., der blandt andet skal være med til at nedbringe Saniståls gæld. Aktien steg med 6,9 pct. til 62 kr.

/ritzau/FINANS


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Franskmænd i oprør over stingende benzinpriser: En dræbt og 400 mennesker er blevet såret

800 buschauffører protesterer mod stramme tidsplaner og færre ruter: Det rammer ikke de velbjærgede men dem med tyndslidt tegnebog

Det holder aktiechefen øje med i ugen der kommer

Kristian Jensen om reformstop: Vi er stødt på en mur og må finde andre veje frem

Danmarks Titanic: Søren Flott vil fortælle historien om den værste skibskatastrofe i verdenshistorien

Kom med på to afbud: Nu er Morten Løkkegaard EU-spidskandidat

Smukke gamle biler får nyt liv på Jaguars klassikerfabrik

Claus Hjort: Vi skal af med dette EU-forbehold

Labour-leder tror ikke på brexit-aftale: Et nyt britisk valg kan komme snart