Aktier: Vestas-aktien spurter videre opad - runder 100 mia i markedsværdi
Foto: Scanpix/Henning Bagger
Gode nyheder torsdag fra ISS og fra Vestas onsdag sendte de to C25-selskaber til tops i eliteindekset, og uden for steg Matas også oven på gode meldinger.

Vestas steg 5,9 pct. i dag, og er på bare tre dage steget med hele 21 pct. Det betyder, at markedsværdien af den danske vindgigant nu har rundet 100 mia. kr., og at aktionærerne er blevet over 17 mia kr rigere siden weekenden.

En bedre end ventet margin i regnskabet for tredje kvartal sendte ISS op, mens Vestas lukrerede på, at markedet har tygget videre på onsdagens regnskab, og analytikerne havde været til investormøde torsdag. Matas steg på ryggen af en opjustering.

 C25-indekset endte med et plus på 0,8 pct. torsdag i indeks 1065,04.

"Midtvejsvalgs-rallyet fortsætter, men gassen er gået lidt af i dagens løb og efter åbningen i USA, der er lidt negativ," siger senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje til Ritzau Finans.

Han fremhæver at når selskaberne leverer, bliver de belønnet, og torsdag var det i C25 ISS, der leverede.

ISS MED PÆNT REGNSKAB

Servicekoncernen ISS overraskede positivt i tredje kvartal med en EBIT-margin på 6,1 pct. Det var godt nok lavere end overskudsgraden på 6,3 pct. i sidste års tredje kvartal, men bedre end de 6,0 pct., der var ventet af analytikerne ifølge estimater indsamlet af ISS selv.

 Christian Thatje peger på, at den organiske vækst overraskede. Den organiske vækst opgøres i kvartalet til 3,4 pct., efter at den i samme periode året før lød på 2,3 pct. Analytikerne havde ventet en vækst på 2,8 pct.

ISS steg 3 pct. til 221,50 kr.

VESTAS FORTSATTE OP

Vestas fortsatte de positive takter efter onsdagens regnskab, hvor der særligt var fokus på prisudviklingen og ledelsens positive betragtninger omkring 2019.

Goldman Sachs har siden løftet kursmålet for Vestas-aktien med næsten 10 pct. fra 510 kr. til 560 kr. fremgår af data fra Bloomberg News. Og Carnegie har løftet kursmålet til 450 kr. fra 410 kr.

Finanshuset Kepler Cheuvreux ser positiv på branchen.

Det er stærke tegn fra vindsektoren som helhed, der har været med til at sende aktien op, vurderer Vestas-analytiker Douglas Lindahl fra Kepler Cheuvreux.

"Hvis man ser på sektoren som helhed, så har den præsteret svagt siden slutningen af august. Markedet ser derfor ud til at have forventet svagere regnskaber, og det ses tydeligt i aktiekurserne nu," siger han til Ritzau Finans.

Vestas' aktie ligger nu i højeste niveau siden npovember sidste år.

"Vestas holdt investormøde i dag, hvor vores analytiker deltog. Vi vurderer på den baggrund, at Vestas virker meget sikre på fremtiden. Ikke blot i 2019, men også årene efter," siger Christian Thatje som forklaring på kursstigningen.

MÆRSK OP PÅ KONKURRENTNYT

Mærsk B lå også pænt med en stigning på 2,1 pct. til 8684 kr.

"Den kører op på godt nyt fra konkurrenten Hapag-Lloyd," vurderer Sydbank-aktiehandleren.

Det tyske containerrederi Hapag-Lloyd, som konkurrerer med Maersk Line, har oven på et godt tredje kvartal med bedre end ventede resultater præciseret sine forventninger til helåret. Nu venter Hapag- Lloyd for hele 2018 et driftsresultat (EBIT) i den øvre ende af det tidligere udmeldte interval på mellem 200 og 450 mio. euro.

PANDORA OG FLS I BUND

I C25-bunden endte Pandora og FLSmidth.

"Pandora har det ikke nemt på den korte bane og, det giver sig udtryk i kursen," lyder det fra Christian Thatje.

Carnegie har torsdag sænket kursmålet til 375 kr. fra tidligere 400 kr., mens anbefalingen uændret er "hold".

FLSmidth blev holdt i rødt af nedjusteringer fra et par finanshuse.

Pandora faldt 5,1 pct. til 348,10 kr. og FLS satte sig 2,5 pct. til 361,80 kr.

MATAS HOPPEDE

Uden for eliteindekset steg Matas pænt efter en opjustering af forventningerne til driftsindtjeningen i sit halvårsregnskab. Selskabets aktie blev løftet med 1,9 pct. til 69,80 kr.

Af andre regnskaber torsdag var der voldsom medvind til Chemometec, der steg 13,5 pct. til 68,80 kr. og DLH, der steg 11,8 til 1,515 kr.

Der var markant fremgang til Chemometec, der laver celletællere til blandt andet medicinalbranchen og landbruget, i første kvartal af 2018/19, hvor indtjeningen og omsætningen buldrede frem. Chemometec havde på forhånd varslet markedet om en god start på året med en opjustering af forventningerne i slutningen af oktober.

DLH opjusterede forventningerne og formanden erklærede selskabet som værende kommet igennem turnarounden, og nu skal der vækstes, siger han til Ritzau Finans.

Netcompany faldt 5,1 pct. til 225,30 kr. Kapitalfonden FSN Capital Partners, der hidtil var den største aktionær i Netcompany, har solgt 7,15 mio. aktier i it-selskabet svarende til 14,3 pct. af kapitalen. De blev ifølge Bloomberg solgt til 220 kr. stykket.

/ritzau/FINANS


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Løkke om Støjberg som V-formand: "Jeg kan ikke gennemskue, om hun har alderen og fysikken til det"

Kronik: Dommedag for boligmarkedet?

Støjberg om at blive V-formand: Jeg har ikke besluttet mig

Løkke til advokater og bankfolk: "Ryd op nu. Ellers gør andre det for jer"

Danske Boligadvokater: Forbrugerrådet Tænk forringer forbrugernes vilkår ved boligkøb

Brexitkaos, budgetkrise og handelskrig - hvad betyder det for dine aktier?

Avis: CIA udpeger kronprins som ansvarlig for Khashoggi-drab

Verdens ældste rubiner gemmer sig i grønlandske miner

Liberal Alliance: ATP-topchef kan ikke fortsætte efter udbyttefinte