Før markedet åbner: ISS i fokus i ventet positivt marked
ISS med administrerende direktør Jeff Gravenhorst i spidsen leverede lavere vækst i tredje kvartal end ventet.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Penge Af
Matas og ISS vil være blandt selskaberne i fokus fra åbningen af det danske aktiemarked torsdag efter offentliggørelsen af regnskaber for tredje kvartal.

Torsdag morgen har også budt på regnskaber fra Scandinavian Tobacco Group (STG), Skjern Bank og Chemometec, og senere på dagen følger regnskaber fra en række andre selskaber.

Efter kraftige stigninger på Wall Street onsdag er der håb om, at også det danske aktiemarked har stigninger til gode, når børsen åbner torsdag.

Det amerikanske S&P 500-indeks steg yderligere 0,9 pct. efter dansk børslukketid og lukkede med en samlet gevinst på 2,1 pct. Det smitter torsdag morgen af på den tyske DAX-future, som tre kvarter før børsåbningen i Frankfurt indikerer et plus i størrelsesordenen 0,4 pct.

Herhjemme lukkede C25-indekset onsdag 1,6 pct. højere i 1056,40.

Væksten hos ISS lavere end ventet

Servicekoncernen ISS omsatte for mindre end ventet i tredje kvartal, og også bundlinjen udviklede sig under det ventede blandt analytikerne.

Den organiske vækst var til gengæld positiv og opgøres i kvartalet til 3,4 pct., efter at den i samme periode året før lød på 2,3 pct. Analytikerne havde ventet en vækst på 2,8 pct. ifølge estimater indsamlet af ISS selv.

Aktien steg onsdag 0,8 pct. til 215 kr.

Scandinavian Tobacco Group (STG) fastholder i sit regnskab forventningerne i 2018 om en flad til svagt positiv organisk omsætningsvækst og en organisk vækst i det justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på mindst 3 pct.

STG's aktie steg 1 pct. til 97,95 kr. onsdag.

Skjern Bank ændrede i sit regnskab heller ikke helårsforventningerne, og det samme gælder Chemometec, hvis regnskab dækker første kvartal af 2018/19.

Skjern Banks aktie steg 0,7 pct. til 62,40 kr., og Chememetec lukkede 4,5 pct. højere i 60,60 kr.

Kursmål løftet for Vestas

Der er kommet en stribe analyseændringer på nogle af de selskaber, som er kommet med regnskab tidligere på ugen.

Kursmålet for aktien i Vestas er hos Goldman Sachs blevet løftet med næsten 10 pct. fra 510 kr. til 560 kr., fremgår af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen af aktien i Vestas fastholdes samtidig på "køb". Vestas' aktie steg med 7,6 pct. til 461,60 kr. onsdag i kølvandet af regnskabet for tredje kvartal.

Investorerne startede med at sende aktien ned, men positive meldinger om prisudviklingen i markedet og den ventede aktivitet i 2019 fik aktien til at vende rundt.

G4S skal forsøge at rejse sig oven på et kursfald på 14,9 pct. til 15,69 kr. onsdag, da sikringskoncernen skuffede med indholdet i sin handelsopdatering.

Både den organiske vækst og indtjeningsmeldingerne skuffede, og flere finanshuse har siden skåret kraftigt i deres indtjeningsestimater - med reducerede kursmål og anbefalinger til følge.

Lundbeck får hævet anbefaling

Der er også analysenyt om Lundbeck, som Morningstar har valgt at hæve til "hold" fra "sælg". Kursmålet er uændret 290 kr., skriver Bloomberg News.

Svenske SEB har desuden løftet anbefalingen af medicinalselskabets aktie til "køb" fra "hold".

Lundbecks aktie er faldet fra cirka 409 kr. til 289,80 kr., siden selskabet 24. oktober offentliggjorde resultater for et potentielt skizofrenimiddel, AF35700, som ikke levede op til målene.

Onsdag faldt den 3,8 pct. til 289,80 kr. efter selskabets regnskab for tredje kvartal.

Kursmålet for aktien i Spar Nord er i øvrigt sænket af finanshuset ABG Sundal Collier med 5 kr. til 65 kr. efter den nordjyske banks regnskab for tredje kvartal. Anbefalingen er dog fortsat "køb", fremgår det af Bloomberg News.

Aktien steg på regnskabsdagen onsdag med 3,9 pct. til 56,10 kr.

Senere torsdag kommer der regnskaber fra Cbrain, DLH, Fynske Bank, Bioporto, Højgaard Holding og Monberg & Thorsen. De to sidstnævnte ejer sammen entreprenørselskabet MT Højgaard.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Flertal af USA's finanschefer spår recession fra sommeren 2020

Klaus Riskær siger farvel til endnu en folketingskandidat

Digital scrapbog børsnoteres til værdi over 83 mia kr i New York

Eivind Kolding blev fyret i Danske Bank og kom videre: "Jeg har bestemt haft min andel af problemer"

Kim Jong-un aftaler visit i Rusland for at møde Putin

Sådan ser flyselskaber fremtidens flykabine

Trump frikendte sig selv: nu frigives Muellers rapport

Højdepunkter fra møbelmessen i Milano

Kraftigt jordskælv rammer Taiwan