Penge Af
Den tyske-spanske vindmølleproducent Siemens Gamesa strøg tirsdag til tops i Europa, hvor de ledende indeks - modsat det danske C25-indeks - lukkede med minusser.

Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks sluttede dagen 0,2 pct. lavere. FTSE 100-indekset i London tabte 0,9 pct., CAC 40-indekset i Paris gik 0,4 pct. tilbage, og DAX-indekset i Frankfurt faldt 0,1 pct.

Investorerne klappede i hænderne efter årsregnskabet fra Siemens Gamesa, som de belønnede med en stigning på 14,2 pct.

Omsætningen skuffede, men indtjeningen overgik analytikernes forventninger. Derudover præsterede Siemens Gamesa et stort løft i ordreindgangen på 9 pct. til 11,87 mia. euro drevet af en vækst på 30 pct. onshore.

Ordrebogen er dermed vokset 10 pct. til 22,8 mia. euro, og 80 pct. af regnskabsåret 2018/19 er dækket ind.

Det var med til at sende aktien i Vestas op med 6,1 pct. på børsen i København, forud for at den danske vindmølleproducent offentliggør sit regnskab for tredje kvartal onsdag morgen.

- Rigtig mange investorer kigger på vindindustrien med stor skepsis i øjeblikket, og der må man bare sige, at Siemens Gamesa viser, at der – for de stærke spillere – er masser af muligheder for at tjene penge i industrien, vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.

Zalando-aktien var omvendt på udsalg på børsen i Frankfurt, da den tyske internetbaserede tøjsælger drattede 8,4 pct. efter et skuffende regnskab for tredje kvartal.

Regnskabet viste, at Zalando øgede salget i juli, august og september, men samtidig tabte selskabet millioner på bundlinjen som følge af en sløv start på sæsonen og højere omkostninger.

I tredje kvartal løftede Zalando sin omsætning med 11,7 pct. til 1,2 mia. euro. Driftsresultatet - resultatet før udgifter til renter og skat - faldt dog til et underskud på 38,9 mio. euro.

I den mindre sjove ende af det fælleseuropæiske indeks placerede danske William Demant Holding sig også med et fald på 4,3 pct., efter at høreapparatkoncernen præsenterede en periodemeddelelse tirsdag morgen.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Flertal af USA's finanschefer spår recession fra sommeren 2020

Klaus Riskær siger farvel til endnu en folketingskandidat

Digital scrapbog børsnoteres til værdi over 83 mia kr i New York

Eivind Kolding blev fyret i Danske Bank og kom videre: "Jeg har bestemt haft min andel af problemer"

Kim Jong-un aftaler visit i Rusland for at møde Putin

Sådan ser flyselskaber fremtidens flykabine

Trump frikendte sig selv: nu frigives Muellers rapport

Højdepunkter fra møbelmessen i Milano

Kraftigt jordskælv rammer Taiwan