Aktier: Blandet mandag i USA - Apple skubber Nasdaq-indeks i minus
Foto: Scanpix/Brendan McDermid
Penge Af
De amerikanske aktier gennemgik en blandet udvikling mandag. Teknologiaktierne fortsatte tilbagegangen fra fredag, igen med Apple som den store synder, mens det bredere aktiemarked gik frem.

S&P 500-indekset gik frem med et plus på 0,6 pct., mens Dow Jones-indekset vandt 0,8 pct. Teknologitunge Nasdaq gik derimod tilbage med 0,4 pct.

Stemningen blandt investorerne var præget af, at USA tirsdag afholder midtvejsvalg til Kongressen. Meningsmålingerne tyder på øget splittelse i USA.

Desuden var der fortsat bekymring for en optrapning af handelskrigen mellem Kina og USA, ligesom nye nøgletal igen mandag vidnede om en aftagende vækst i netop Kina. Den amerikanske regnskabssæson har været bedre end ventet, men meldingerne om det igangværende kvartal og 2019 har været mere tilbageholdende.

"Der er mange gode grunde til at sælge aktier taget usikkerheden omkring Kina i betragtning, samt nogen bekymring om blød økonomisk vækst i det mindste uden for USA, og det italienske statsbudget, men for os er nøgleelementet det seneste rentemøde hos Federal Reserve. Centralbankerne vil formentlig ikke være en støtte fremadrettet," sagde Fabrizio Quirighetti, investeringschef hos SYZ Asset Management, til The Wall Street Journal.

I denne uge holder Federal Reserve, den amerikanske centralbank, igen rentemøde, men modsat mødet i september, venter markedet ikke en ny renteforhøjelse.

APPLE UNDER 1000 MIA DOLLAR

I S&P 500 var 8 ud af 11 hovedsektorer i grønt. I toppen fandt man fast ejendom med et plus på 1,7 pct., mens energisektoren fulgte efter med et plus på 1,6 pct.

Derefter fulgte finansaktierne, som vandt 1,4 pct. Trods et rentefald på 1 basispoint. Forsyningsaktierne steg også 1,4 pct.

I bunden lå derimod sektoren for kommunikationsservice, som mistede 0,3 pct. It-aktierne, der fylder 20 pct. af indekset, tabte 0,2 pct. Cyklisk forbrug, hvor teknologikæmpen Amazon befinder sig, smed også 0,2 pct.

Blandt enkeltaktierne var der igen mandag et minus til Apple, som faldt 2,8 pct. til 201,59 dollar, og dermed lagde låg på it-sektoren. Aktien faldt også fredag med 6,6 pct. efter et regnskab for fjerde kvartal, som skuffede på salgsforventningerne til det igangværende julekvartal. Med kursfaldene de seneste to dage er Apple igen under 1000 mia. dollar i kursværdi. Mandag var aktien også under kurs på 200 dollar for første gang siden juli.

Chipaktierne oplevde også minusser trods stigninger til Intel og Texas Instruments på henholdsvis 1,8 og 0,6 pct. Qorvo mistede 6,3 pct. og var den tredjemest faldende aktie i S&P 500.

Amazon tabte 2,3 pct. Alphabet, der er Googles moderselskab, mistede samtidig 1,7 pct., og Facebook smed 1,1 pct. Microsoft gik dog frem med 1,3 pct.

BERKSHIRE BLANDT VINDERNE

På selskabsfronten var der også fremgang til Berkshire Hathaway, Warrent Buffets investeringsselskab, som steg med 4,7 pct. Koncernen har nemlig annonceret et aktietilbagekøb på 1 mia. dollar i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal, som også viste en fordobling af driftsoverskuddet.

En anden vinder var medicinalselskabet Abbvie, som steg 3,8 pct. Selskabet opjusterede fredag til et niveau over konsensusforventningerne, og samtidig var indtjeningen i tredje kvartal bedre end ventet.

Sysco, som gør sig inden for fødevarer, lå derimod i bunden. Aktien faldt med 9,4 pct., da regnskabet for første kvartal skuffede med en indtjening under det ventede.

SPOTIFY KØBTE AFLAD

Musikstreamingtjenesten Spotify har annonceret, at selskabet vil købe aktier tilbage for op imod 1 mia. dollar, svarende til 6,5 mia. kr., for at hjælpe selskabets aktiekurs på rette vej. Aktien løftede sig mandag med 3,3 pct. efter fald torsdag og fredag på baggrund af et skuffende regnskab.

Den amerikanske spiludvikler Activision Blizzard havde derimod en skidt mandag. Årsagen var, at selskabet op til weekendens årlige Blizzcon-konference, havde lagt op til nyt om en af sine helt store spilserier "Diablo". Nyheden handlede dog blot om en mobilversion. Aktien faldt med 6,7 pct.

/ritzau/FINANS

Din medarbejder vil hellere have dig fyret - end selv at få mere i løn

Omverdens krav og forventninger til ledere er ved at ændre sig dramatisk og har resulteret i en reel ledelseskrise. Hvis ledere skal holde på dygtige medarbejdere og rekruttere talenter, så kræves der noget helt andet af en moderne leder.

Det fortæller Rasmus Hougaard, der har skrevet bogen "The mind of the leader", der bygger på research blandt 35.000 ledere verden over. Du kan møde Rasmus Hougaard og mange andre inspirerende og vidende personer indenfor ledelse til Børsens Ledelseskonference d. 30. september. Her får du gode råd til at styrke dine egne lederevner. Meld dig til her.

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Bombeskader på saudisk oliegigant ser værre ud end ventet: Kan holde olieprisen oppe

Storaktionær sælger ud i Zalando: Aktien bankes ned med 9 pct

Speas nærmer sig afvikling - venter udlodning af 950 kr pr aktie

I dag begynder en sag i den britiske Højesteret med store konsekvenser for brexit: Skal parlamentet tilbage på arbejde?

I dag begynder en sag i den britiske Højesteret med store konsekvenser for brexit: Skal parlamentet tilbage på arbejde?

Swedbank erkender alvorlige brister i hvidvaskkontrol: "Visse brister fremstår stadig"

Chemometec-direktør om rekordregnskab: Vi gør alt for at jagte de rigtige kunder

Hollywood-leverandør rejser millioner hos Pandora-stiftere og robotmillionær: "Nu skal vi virkelig ud og indtage det globale marked"

Swedbank imødekommer bagmandspolitiet: Bryder hvidvaskundersøgers tavshedspligt