USA: Blandede bolsjer på ugens sidste handelsdag - Pampers-ejer skyder til vejrs efter stærkt regnskab, Ebay slår bak
Procter & Gamble, der bl.a. står bag bleerne fra Pampers, kom fredag med regnskab og trak dagligvaresektoren op.
Foto: Charles Krupa/AP/Ritzau Scanpix
Penge Af
De amerikanske aktier rullede igen fredag frem og tilbage mellem plus og minus og sluttede handlen op til weekenden med en blandet udvikling, hvor it-aktierne stod for det negative islæt.

Det brede S&P 500-indeks endte fredagen med et lille minus på 0,1 pct., mens Dow Jones-indekset kravlede op med 0,2 pct. Omvendt faldt det teknologidominerede Nasdaq-indeks med 0,5 pct.

Kinas vækstskuffelse

Mandagen var præget af væksttal for tredje kvartal fra Kina, som skuffede. Det sendte indledningsvist de kinesiske aktier sydpå, men beroligende kommentarer fra flere officielle kinesiske kilder, centralbanken, børstilsynet og banktilsynet, endte med at sende Kinas aktier markant op.

Investorerne er fortsat bekymrede for det store, planlagte underskud på statsbudgettet i Italien - og for handelskrigen - og endelig er der de stigende renter i USA, som sidste uge udløste det store aktieudsalg.

Strøm under overfladen


"Vi ser ingen generel trend fredag, men nedenunder den stille vandoverflade er der masser af strøm. Det er nemlig mange nyheder, markedet skal forholde sig til. Den negative vækstoverraskelse i Kina, som kunne have været et stort drama, men som blev dysset ned og endte med aktieplusser. Det, som vi skal hæfte os ved, er, at markedet generelt holder niveauerne til trods," siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

"Nyhederne taler for risk-off, bortset fra at det meste reelt var kendt og ventet."

Seniorstrategen peger på, at næste uge bliver den vigtigste i denne regnskabssæson og i særdeleshed torsdag, hvor flere af de store teknologiselskaber aflægger regnskab.

I top på regnskaber

På sektorfronten var forbruget i hver sin ende. Dagligvarer steg mest af alle i S&P 500 med 2,3 pct., trukket af et stærkt regnskab fra Procter & Gamble, mens cyklisk forbrug var i bunden med et minus på 0,9 pct.

Der var også fremgang til den defensive forsyningssektor på 1,6 pct., mens råvarer og materialer, energi og sundhed tabte 0,7 til 1,0 pct.

Blandt vinderne i S&P 500 var to regnskabsaktuelle selskaber.

Forbrugsvaregiganten Procter & Gamble, der blandt ejer kendte mærker som Gillette og Pampers, leverede i sit første kvartal den største salgsvækst i fem år - godt hjulpet på vej af helse og- skønhedsprodukter.

Procter & Gambles aktie steg med 8,8 pct.

Paypal, som gør sig inden for betalingssystemer, løftede torsdag aften efter børslukketid sløret for en forventning om en stærk indtjeningsvækst i 2019 på omkring 20 pct., samtidig med at selskabet opjusterede sine forventninger til 2018.

Paypal hørte derfor til blandt de helt store vindere fredag med et plus på 9,4 pct.

Omvendt faldt Ebay med 8,9 pct., fordi netop Paypal i forbindelse med sit regnskab antydede, at væksten i e-handlen aftager, mens chipproducenten AMD førte an i en nedtur for den gruppe aktier med minus 11,1 pct.

Amex opjusterede

Det amerikanske kreditkortselskab American Express opjusterede torsdag aften sin prognose for indtjeningen i regnskabsåret 2018 i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal, der samtidig overgik forventningerne. Aktien steg med 3,8 pct.

Fredag før børsåbningen landede også tal fra det amerikanske industrikonglomerat Honeywell for tredje kvartal, hvor indtjeningen var bedre end ventet. Der var dog malurt i bægeret, da selskabet nedjusterede sine forventninger for helåret til indtjening per aktie.

Aktien i Honeywell faldt derfor 1,1 pct.

Honeywell advarede om, at selskabet venter et indtjeningspres på "hundredvis af millioner af dollar" til næste år på grund af tarifferne, som er indført i handelskrigen mellem USA og Kina.

Den melding sendte fredag de to store industriselskaber Boeing og Caterpillar ned med henholdsvis 0,9 og 3,3 pct.

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Løkke om Støjberg som V-formand: "Jeg kan ikke gennemskue, om hun har alderen og fysikken til det"

Kronik: Dommedag for boligmarkedet?

Støjberg om at blive V-formand: Jeg har ikke besluttet mig

Løkke til advokater og bankfolk: "Ryd op nu. Ellers gør andre det for jer"

Danske Boligadvokater: Forbrugerrådet Tænk forringer forbrugernes vilkår ved boligkøb

Brexitkaos, budgetkrise og handelskrig - hvad betyder det for dine aktier?

Avis: CIA udpeger kronprins som ansvarlig for Khashoggi-drab

Verdens ældste rubiner gemmer sig i grønlandske miner

Liberal Alliance: ATP-topchef kan ikke fortsætte efter udbyttefinte