USA: Zig-zag-kursen fortsætter på det amerikanske aktiemarked
Foto: Arkivfoto: Bryan R. Smith/Ritzau Scanpix
Penge Af
De amerikanske aktiemarkeder fortsætter med rulle frem og tilbage. Tirsdagens store kursfremgange blev onsdag afløst af nervøse minusser. Dagen startede med et minus på 1,0 pct. i det brede marked, som ud på eftermiddagen ellers for en periode krøb i plus, inden referatet af den amerikanske centralbanks seneste rentemøde igen sendte markedet i rødt.

Det brede S&P 500-indeks sluttede dog blot med et marginalt minus, trukket op af finansaktierne, mens Dow Jones-indekset tabte 0,4 pct. For teknologitunge Nasdaq blev det til et mindre fald på 0,05 pct. onsdag.

Rentereferat trak ned

Den skiftende stemning på aktiemarkedet understreger nervøsiteten blandt investorerne. I baghovedet ligger frygten for handelskrigen mellem USA og Kina stadig på lur, mens det italienske statsunderskud og brexit-forhandlingerne også spøger.

- Tirsdag var stigningerne så store, at det næsten var lidt for meget. Der er legitime grunde til, at markedet er faldet ned igen. Åbenlyst de højere renter, og det ser også ud til, at sagen med Kina fortsætter. De her ting er der stadig, sagde Matt Maley, aktiestrateg hos Miller Tabak + Co., til Bloomberg News.

Onsdagens referat af Federal Reserves seneste rentemøde var heller ikke lige det, markedet havde ventet på. Sidste uges store aktieudsalg var udløst af frygten for stigende renter. Da referatet afslørede, at der er et flertal blandt centralbankcheferne for i en periode at lade styrerenten være højere end det neutrale niveau, var det ikke den opmuntrende læsning, investorerne havde håbet på.

IBM stoppet i vækstsporet

Blandt sektorerne var 4 ud af 11 i plus i S&P 500-indekset med finansaktierne i top, da de vandt 0,9 pct. Også dagligvarer, sundhedssektoren og kommunikationsservice gik frem og vandt alle omkring 0,5 pct.

I bunden fandt man omvendt råvarer og materialer, der tabte 0,8 pct., mens energiaktierne smed 0,7 pct., da olieprisen onsdag faldt med 2,7 pct. Den store it-sektor tabte 0,5 pct.

På selskabssiden var IBM og Home Depot de store syndere i S&P 500, da de faldt med 7,6 pct. og 4,3 pct.

Den amerikanske it-kæmpe IBM fik den hårde medfart efter sit regnskab tirsdag aften. Selskabets omsætning ramte ikke forventningerne i markedet i tredje kvartal, og det sætter spørgsmålstegn ved IBM's vækststrategi. Samtidig sluttede også tre kvartaler med vækst for IBM, der før det havde set sin omsætning falde seks år i træk.

IBM faldt mest af alle i S&P 500.

Home Depot blev ramt af data fra den amerikanske økonomi, som viste en opbremsning i nybyggeriet i USA i september, og analytikerne advarer nu om, at indtjeningen i sektoren fremadrettet vil blive ramt af det.

Netflix tilbage på sporet 

Der var dog også positivt nyt til investorerne denne onsdag. Netflix steg 5,3 pct., efter selskabet i sit regnskab for tredje kvartal demonstrerede, at det var en enlig svale, da man skuffede med kundevæksten for tre måneder siden.

Netflix fik i tredje kvartal netto 6,96 mio. flere abonnementer i folden, så det nu har 137,1 mio. kunder på verdensplan. Det var mere end de 5,0 mio. nye kunder, som selskabet havde lovet i forbindelse med skuffelsen i andet kvartal. Det slog også analytikernes forventning om 5,09 mio. nye kunder ifølge Bloomberg News.

Samtidig lagde Netflix aggressive forventninger frem og spår at hente netto 9,4 mio. kunder i det igangværende fjerde kvartal, hvilket ligger langt over konsensus på 7,18 mio. nye kunder ifølge Bloomberg News.

Bedst i S&P 500 gik det dog for det store luftfartsselskab United Continental. En opjustering af forventningerne til hele 2018 gav et kursløft på 6,0 pct.




Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Franskmænd i oprør over stigende benzinpriser: En dræbt og 400 mennesker er blevet såret

Danmarks Titanic: Søren Flott vil fortælle historien om den værste skibskatastrofe i verdenshistorien

Det holder aktiechefen øje med i ugen der kommer

800 buschauffører protesterer mod stramme tidsplaner og færre ruter: Det rammer ikke de velbjærgede men dem med tyndslidt tegnebog

Kristian Jensen om reformstop: Vi er stødt på en mur og må finde andre veje frem

Kom med på to afbud: Nu er Morten Løkkegaard EU-spidskandidat

Smukke gamle biler får nyt liv på Jaguars klassikerfabrik

Claus Hjort: Vi skal af med dette EU-forbehold

Labour-leder tror ikke på brexit-aftale: Et nyt britisk valg kan komme snart