Penge Af
Nervøsiteten var mandag kommet tilbage på det danske aktiemarked, hvor et pænt plus til regnskabsaktuelle Chr. Hansen ikke var nok til at redde det danske eliteindeks, C25.

Samlet bakkede indekset 0,3 pct. til 1023,20, og derved faldt det tilbage i det negative spor, som indekset langt overvejende er gået på det seneste. Ud over fredagens stigning på 1,3 pct. er indekset nemlig udelukkende faldet siden starten af oktober.

Blandt årsagerne til mandagens sure stemning peger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank, på en pause i brexit-forhandlingerne, usikkerhed omkring forholdet mellem Italien og EU samt den seneste tids rentestigninger, som har betydet, at et reelt alternativ til at investere i aktier er genopstået.

"Det er en kombination af primært flere makroøkonomiske faktorer, som gør sig gældende. Men der er selvfølgelig også lidt usikkerhed forud for den regnskabssæson, vi er i gang med at skyde i gang, og som for alvor begynder at komme op i gear i den her uge og næste uge," siger Ole Kjær Jensen.

Chr. Hansen med godt regnskab

Blandt de danske C25-aktier sluttede Chr. Hansen mandag bedst med en stigning på 4,3 pct. til 619,40 kr. Stigningen kom som reaktion på et regnskab for fjerde kvartal af 2017/18, som viste en svagere end ventet omsætning, men som takket være høje marginer leverede en bedre end ventet indtjening.

Chr. Hansen venter at fortsætte væksten med en organisk salgsfremgang på 9 til 11 pct. i regnskabsåret 2018/19 og en EBIT-margin på 29,5 pct. Vækstmålet er i den høje ende i forhold til markedets forventninger, mens marginprognosen er godt et halvt pct.point lavere end forventet ifølge Ritzau Estimates.

"Det var ganske godkendt. Helt bestemt. Stort set alle forretningsområder udvikler sig temmelig godt, og selskabets guidance er også til den pæne side," siger Ole Kjær Jensen.

Chr. Hansen brugte også regnskabsdagen til at fortælle, at bestyrelsesformand Ole Andersen trækker sig efter otte år og afløses af næstformand Dominique Reiniche. Selskabet køber desuden østrigske Hundsbichler, der producerer ingredienser til mejerisektoren.

Coloplast-rival nedjusterede

I den kedelige ende af eliteindekset sluttede Coloplast 0,9 pct. lavere i 607,40 kr. Medvirkende til kursfaldet var en nedjustering hos den britiske konkurrent Convatec, som Novo Holding ejer godt 20 pct. af, og som Chr. Hansen konkurrerer med inden for stomi, kontinens og sårpleje.

"Selv om meget af nedjusteringen og meldingen, Convatec kommer med, er selskabsspecifik, så er der alligevel nogle meldinger - blandt andet om ændringer i markedsdynamikken i hud- og sårpleje - som har indflydelse på Coloplasts forretning," siger senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank.

Generelt var det ikke den bedste dag for den danske medicosektor, da høreapparatselskaberne William Demant Holding og GN Group faldt henholdsvis 5 pct. til 200,20 kr. og 2,5 pct. til 268,40 kr.

I sidste uge blev de to selskaber presset af nyheden om, at Bose har fået markedsføringstilladelse til et nyt høreapparat af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

"Jeg har ikke set noget nyt på de to aktier, men der var jo lidt rystelser ude i sidste uge, som pressede dem, og det er måske de ting, som stadig presser aktierne, efter at de ellers fik et rebound i fredags," siger Ole Kjær Jensen med henvisning til, at GN og WDH fredag henholdsvis steg 3,9 pct. og 5,1 pct.

Danske Bank faldt mest af C25-bankerne

For C25-bankerne gik det mandag dårligst for Danske Bank med et minus på 1,2 pct. til 139,60 kr., samtidig med at Nordea og Jyske Bank henholdsvis steg 0,6 pct. til 62,97 kr. og faldt 0,2 pct. til 290,10 kr.

Foruden nyheden om at finanshuset Keefe, Bruyette & Woods havde sænket både anbefaling og kursmål for Danske Bank, så var aktien presset af fredagens sene nyhed om, at Moody's havde sænket sin kreditvurdering af banken.

"Jeg ved ikke, hvor overraskende det var. Men med det nyhedsflow, der er i den aktie i øjeblikket, så har det ikke hjulpet at få den nyhed oven i," siger Ole Kjær Jensen.

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? I Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk forsøger vi at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen HER.



Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Helle Ib: Det her kan redde Lars Løkke - Kristian Jensen har groft sagt tre muligheder nu

Aktier: Kraftige aktiekursdyk i Asien efter eskalering af handelskrig

Morgenbriefing: Aktier trykket af optrappet handelskrig, størst risiko for økonomisk tilbageslag siden finanskrisen

No deal: Boris Johnson afviser at betale brexit-regning på 39 mia pund

Det sker i dag: Ankesag mod Skat begynder

Midt i strid med USA falder Kinas yuan til det laveste i 11 år

USA og Japan er tæt på ny aftale om handel og landbrug

Løkke vil have hurtigt landsmøde for at få afklaring på Venstres ledelse: "Jeg ønsker at fortsætte som formand"

Resultatet er trykket i Lars Larsen-familiens Bolia: "Store investeringer ses selvfølgelig på bundlinjen"