Amerikansk aktienedtur fortsætter: Nye stryg over hele linjen
Foto: Abhishek N. Chinnappa/Ritzau Scanpix
De amerikanske aktier fik for anden dag i træk en over nakken af investorerne, der fortsatte med at sælge ud.

Det begyndte ellers lovende tidligt på dagen, men det blev afløst af nervøsitet og nye, kraftige kursfald. Den panikagtige stemning, der har hærget aktiemarkedet, er ikke ovre. 

Det brede S&P 500-indeks, som smed 3,3 pct. onsdag, lagde ellers ud med et lille plus efter svagere end ventede inflationstal, hvilket lettede rentepresset, men kort efter åbningen vendte pilen alligevel nedad, og faldet tog til henover torsdagen. Indekset endte med et minus på 2,1 pct. - især trukket ned af energi- og finansaktierne.

Det smallere Dow Jones-indeks, der kun har 30 aktier i sig, fulgte samme rute torsdag og mistede ligeledes 2,1 pct.

Nasdaq-indekset, som faldt mest onsdag med 4,1 pct., tabte yderligere 1,3 pct. torsdag, selv om it-aktierne omkring middagstid kortvarigt gjorde comeback og gik i plus i det nervøse aktiemarked.

Rentefrygt bag aktiefald

Nedturen for aktierne er kommet på bagkanten af stigende amerikanske renter til omkring 3,20 pct. for den tiårige statsobligation, hvilket har øget frygten for yderligere renteforhøjelse fra den amerikanske centralbank, ligesom investorerne øjner bedre afkast i obligationsmarkedet end tidligere.

"Stigningen i obligationsrenterne har været den primære katalysator for udsalget af aktier. Aktieinvestorerne er i stigende grad bekymrede for, at den projicerede rentevej vil kvæle ekspansionen," sagde Steven Friedman, seniorøkonom i BNP Paribas Asset management, til The Wall Street Journal.

Set henover sektorerne var der fald til alle 11 i S&P 500-indekset. Værst gik det for energiaktierne, som smed 3,1 pct. efter to dage med kraftige fald i olieprisen i USA. Finansaktierne lå også tungt med minus på 2,9 pct., sundhedsaktierne tabte 2,7 pct., og dagligvaresektoren smed 2,3 pct.

Så gik det lidt bedre for den nye sektor for kommunikationsservice og for it-aktierne, da de faldt med 0,8 pct. og 1,3 pct.

En ganske normal korrektion

På selskabsfronten trak Amazon mest ned i S&P 500 med et minus på 2,2 pct. Der var dog også minusser til Berkshire Hathaway, Warren Buffetts investeringsselskab, og storbanken JPMorgan Chase på henholdsvis 3,7 pct. og 3,0 pct., mens de to store olieselskaber Chevron og Exxon Mobil smed mere end 3,4 pct. hver især.

Der var generelt få lyspunkter. Et plus til Facebook på 1,3 pct. efter onsdagens minus på 4,1 pct. er værd at nævne, mens Apple tabte 0,9 pct. og chipproducenten Nvidia mistede 4,3 pct.

FANG-aktierne som helhed faldt med 0,5 pct. torsdag efter et minus på 5,6 pct. dagen før. FANG-indekset, som har de ti mest værdifulde globale it-selskaber i sig, er dog stadig steget med 12,2 pct. i 2018.

"Dette er bare en ganske normalt korrektion, der tilfældigvis er koncentreret omkring nogle af de dyreste og mest bemærkelsesværdige navne inden for teknologi," vurderede Jamie Cox, administrerende partner i finanshuset Harris Financial Group, over for Bloomberg News.

Luft under vingerne

Blandt selskaberne var der også fokus på flyselskabet Delta Airlines, som var en af torsdagens positive nyheder, da aktien steg med 3,6 pct., efter at selskabet kunne præsentere et bedre resultat for tredje kvartal end ventet. Samtidig var der en stigende efterspørgsel efter flyrejser i USA, som gjorde, at selskabet kunne hæve billetpriserne.

Der var også dårlige nyheder torsdag, da detailkæden Sears angiveligt skal betale 134 mio. dollar gæld tilbage senest mandag. Det er ikke penge, som kæden har, og der er ikke udsigt til hjælp fra selskabets storaktionær. Derfor mistede aktien 29,7 pct. Siden årets start er den faldet med næsten 90 pct. af sin værdi.

/ritzau/FINANS


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Amerikansk indkøber stikker kæp i Kåre Schultz' vækstplan

Danske Bank får igen hugget af kursmål: Barclays barberer 35 pct af

Han er formand for Ilse Jacobsen: Hvor blev meningsfuldheden af, Morten Albæk?

Overblik: Danske analytikere elsker Novo Nordisk-aktien

Danske pensionskasser om australsk samarbejdspartners rolle i skattefidus: Det er nyt for os

Kopenhagen Fur-boss skifter til Løgismose Meyers: Pelskæmpe henter ny topchef internt

Kunstanmeldelse: Der er malet med store armbevægelser på Aros

Har Skoemagerkroen Midtsjællands bedste smørrebrød?

Præsident Donald Trump vil stoppe Kinas ret til at sende varer til USA med ekstrem lav porto