Her er aktierne, andre investorer køber i det glødende aktiehav
Thorleif Jackson, kapitalforvalter og adm. direktør i Jackson Familieinvest.
Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Ritzau Scanpix
Blodrøde markeder er for nogle investorer som at træde ind i en slikbutik med lommen fuld af kontanter.

Sådan har Thorleif Jackson det i disse dage, selvom kapitalforvalteren og adm. direktør i Jackson Familieinvest også er påvirket af de massive globale kursfald.

"Jeg køber op nu, jeg er i den heldige situation, at jeg har 50 mio. kr. i kassen fra en nylig kapitaludvidelse, så dem prøver jeg at få investeret," siger Thorleif Jackson, der specifikt retter blikket mod vækstlandene/emerging markets, som, han mener, har "underperformet katastrofalt" de seneste år.

"Frygten siger, at det fortsætter, men logikken siger, at det må komme tilbage, fordi emerging markets generelt er inde i en god udvikling, hvor virksomhederne har en god indtjening, så jeg prøver bl.a. at finde nogle mineselskaber," siger han og tilføjer, at især kinesiske og russiske aluminiumproducenter p.t. er meget billige pga. handelskrigen.

"Jeg vil råde folk til at holde hovedet koldt og huske, at markedet er i en bull-fase, det er stadig på vej op, selvom det svinger. Man kan selvfølgelig være uenig i den analyse, men jeg mener, at verdensøkonomien er inde i en højkonjunktur, hvor aktiemarkedet er på vej op. Så at aktierne falder, er jo en ren foræring, lad være med at vente til det retter sig, hvis det falder 6 pct. på to dage, kan det også stige med 6 pct. på to dage."

Thorleif Jackson har f.eks. købt Great Wall Motors torsdag, hvilket han fik 7 pct. lavere end onsdagens lukkekurs.

Flere aktier faldet uberettiget meget

Privat investor og aktiestrateg Jens D. Løgstrup har også været på aktieopkøb disse dage.

"Jeg har købt William Demant for høreapparatproducenterne er faldet uberettiget meget, fordi der er kommet en lille nyhed om Bose, der er begyndt at lave et apparat, der kan komme på markedet og konkurrere med de etablerede høreapparatspillere," siger Jens D. Løgstrup, der vurderer, at selvom både GN Store Nord og William Demant år til dato stadig er steget solidt, er de stadig attraktive aktier.

"De store stigninger er sket på mange opjusteringer, det går forrygende, og så var aktierne for billigt prissat ved årsskiftet. Begge selskaber har løftet deres omsætningsvækst op i et højere gear," siger Jens D. Løgstrup, der mener, at de store kursfald på markederne handler om psykologi.

"Markedet er utrygt og nervøst, og det har ikke nogen reel begrundelse, intet har forværret sig, regnskaberne, der er løbet ind i år, har i grove træk været fine, virksomhederne tjener flere penge, og økonomien har det generelt godt, så en privat investor bør i stedet for at ryste på hånden gøre en god handel. Det danske marked har ikke været billigere siden udgang af 2015," siger Jens D. Løgstrup, der også mener, Novo Nordisk og Jeudan er for hårdt ramt af markedets psykologi.

For tidligt at reducere

I PFA er der heller ingen panik over de massive aktiefald kloden rundt.

"Det er for tidligt at reducere i aktierne, man skal i stedet se det som en mulighed og erkende, at vi er i den sene del af opsvinget, men økonomien ser stadig robust ud, så det er for tidlig at blive meget defensiv," siger Henrik Henriksen, chefstrateg i PFA, og peger på bankerne, der har fået en ordentlig mavepuster den seneste tid.

"Det er en sektor, der stadig nyder godt af konjunkturen, og som vil nyde godt af, at der snart kommer højere renter i Europa og Danmark."

Han vurderer dog, at markedet er inde i en korrektionsfase på 5-10 pct. og at det godt kan tage en til to måneder, før det er helt overstået.

"Jokeren er relationen mellem USA og Kina, det er en politisk faktor, der er svær at bedømme, men jo længere det trækker ud, jo værre bliver det," siger han.

Overvejer at gå i overvægt

I Formue - og Investeringspleje overvejer man i øjeblikket, om korrektionen skal udløse flere aktier på bogen, fortæller investeringschef Johnny Madsen.

"Vi er p.t. markedsneutrale, men vi overvejer at gå i overvægt på aktier. De danske aktier er jo faldet ekstra meget, så hvis man tror på, at vi stadig er i inde i et fornuftigt vækstscenarie, og at det fortsætter med et lavt renteniveau, og at markedet i disse dage falder uden begrundelse, så ville jeg købe," siger Johnny Madsen.

Pas på regnskaberne

Et forhold, som investorerne dog skal huske, er, at de store kursfald kommer lige op til regnskabssæsonen i USA. Det betyder, at selskaberne er inde i den såkaldte stilleperiode, hvor de bl.a. ikke må foretage aktietilbagekøb, og så har der ifølge Ib Fredslund Madsen, seniorstrateg i Jyske Bank, været "flere profit warnings, end der plejer at være.".

"Inden man bare køber op, skal man skal se på, hvad der har udløst faldet. En af årsagerne er regnskabssæsonen, kommer den til at påvirke negativt? Kan it-aktierne leve op til de indbyggede forventninger, og hvordan håndterer selskaberne handelskrigen, hvordan vil de højere renter påvirke markedet, og hvilke guidance kommer virksomhederne med?," lyder det fra Ib Fredslund Madsen.

Lun på europæiske biler og banker

På samme måde er David Sommer Kacenelenbogen, investeringschef i Alm. Brand Asset Management, mindre tilbøjelig til at hoppe ud i det glødende aktiehav.

"Vi er stadig en smule defensive på aktiesiden – særligt de amerikanske aktier. Kigger vi på Europa, ser det mere attraktivt ud prismæssigt, her er vi sammenlignet med USA længere tilbage i konjunkturcyklen, og vi forventer lave renter en rum tid endnu, så med de briller på, giver det mening," siger investeringschefen, der især er interesseret i bank- og bilsektoren.

"De ser billige ud, men generelt skal man være selektiv med sine opkøb."

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Fynsk autogigant blev solgt for 3 mia. kr. i sommer: Nu stiger overskuddet til rekordniveau

Nationalbankdirektør med opsigtsvækkende melding: Luk hvert tredje landbrug

Netflix går efter de fineste filmstatuetter med glubende appetit og dybe lommer

Frantz Longhi bryder tavsheden efter salg af designklenodie: "Værdien af Kähler er mere end 100-doblet"

Ole Birk Olesen vil gøre som Trump: Danmark skal lukke for lavine af kinesiske pakker

Løkke: Saudi-Arabien har ikke givet hele sandheden

Fed-chef ser tre renteforhøjelser forude

Rejseguide: Reykjavik er kompakt, cool og kosmopolitisk

Det vigtigste for dine aktier i ugen der kommer