Penge Af
Den blodrøde farve dominerer fortsat de danske aktier torsdag formiddag, hvor samtlige aktier i C25-indekset er i bakgear.

Bølgen af kursfald blev startet af uro omkring obligationsmarkederne, hvor statsrenterne er begyndt at stige pænt, hvilket dermed præsenterer et reelt investeringsalternativ til aktierne.

Samtidig har flere selskabsspecifikke nyheder herhjemme ramt særligt de danske aktier hårdt, mens også handelskrigen mellem USA og Kina fortsat spøger i baggrunden.

Og faldene kan meget vel blive ved lidt endnu, hvis man spørger Nordea.

- Det er vores forventning, at det vil blive værre på markederne, før det bliver bedre, og det vil ikke være unormalt, hvis markederne giver sig yderligere, før vi ser en stabilisering og efterfølgende en vending, lyder vurderingen fra Andreas Østerheden, der er seniorstrateg hos Nordea, i en kommentar torsdag.

Samlet set falder C25-indekset med 2,1 pct. efter onsdagens fald på 2,3 pct. Indekset er nu faldet otte handelsdage på stribe og har samlet tabt 11,1 pct. i den periode.

Dermed er C25 også kommet under niveauet på 1000, da indeksværdien torsdag opgøres til 997,60. Hos Sydbank er forventningerne til C25-indeksets udvikling på seks til 12 måneders sigt desuden også nedjusteret til et indeksniveau på 1000-1100 mod tidligere 1125-1225.

TRYG SLIPPER NÅDIGT EFTER REGNSKAB

Mest nådigt blandt de danske eliteaktier slipper forsikringsselskabet Tryg, der fra morgenstunden har afleveret regnskab for tredje kvartal.

Selskabet havde en lidt bedre end ventet fremgang i præmieindtægterne, mens bundlinjen også bakkede mindre end ventet.

Bruttopræmieindtægterne steg til 4696 mio. kr. fra 4576 mio. kr. i tredje kvartal sidste år, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates havde ventet 4671 mio. kr.

På bundlinjen hentede Tryg et nettooverskud på 627 mio. kr. mod ventet 597 mio. kr. og et plus på 671 mio. kr. i tredje kvartal 2017.

For hele året fastholdes forventningerne om en vækst i præmieindtægterne på 0-2 pct.

Tryg-aktien falder med 0,5 pct. til 150 kr. og er dermed øverst i C25.

MEDTECH FORTSAT HÅRDT RAMT

Alle andre aktier i eliteindekset falder med minimum 1 pct., og særligt hård er medfarten fortsat for medtech-papirerne, der indtil for nylig havde haft et rigtig godt år, fordi de har været tilflugtssted blandt investorerne i jagten på afkast.

Blandt andet fortsætter Ambu sin massive deroute med et fald på 1,8 pct. til 126,45 kr. Dermed er der nu rigtig langt op til toppen på 279,60 kr. fra midten af august. Siden da har Ambu tabt små 55 pct.

Også aktier som Bavarian Nordic og Genmab er stadig hårdt ramt af tendensen til udsalg i medtech-sektoren. De to falder torsdag med henholdsvis 5,8 pct. til 146,55 kr. og 5,2 pct. til 859 kr. efter dyk på 4,0 pct. og 5,6 pct. onsdag.

Også Pandora trækkes igen med i sølet. Aktien kom allerede onsdag i modvind på grund af negativ stemning om luksusaktier generelt i Europa, og torsdag falder smykkeselskabet videre med 3,7 pct. til 352,20 kr.

Danske Bank falder desuden 1,4 pct. til 142,55 kr., efter at norske DNB har skåret en pæn luns af kursmålet for den aktie. DNB sigter nu efter 185 kr. mod tidligere 235 kr., men den positive anbefaling "køb" fastholdes dog.

NILFISK TRYKKET AF NEDJUSTERING

Det absolut største fald blandt de danske aktier torsdag, skal dog findes blandt sidepapirerne, hvor Nilfisk er hårdt presset efter en nedjustering af forventningerne.

En lavere vækst end ventet i Americas-regionen, frasalg og lukningen af produktionsfaciliteter får Nilfisk til at skrue ned for ambitionerne for i år.

Nu regner selskabet med at kunne fremvise en samlet organisk vækst på 2 pct. i 2018, mens forventningen tidligere lød på en vækst på organisk basis i niveauet 3-4 pct.

Forventningen til driftsmarginen (EBITDA) er der ikke ændret på, men Nilfisk oplyser, at det nu venter, at marginen lander i den "lave ende" af intervallet på 11,5-12,0 pct.

Selskabet oplyser også, at det har besluttet at afvikle Outdoor-forretningen og har solgt den amerikanske forretning for udstyr til skadeservice, og det vil have en negativ effekt på resultaterne i fjerde kvartal, fremgår det.

Nilfisk falder med 13,5 pct. til 254 kr.

/ritzau/FINANS


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Danske pensionskasser om australsk samarbejdspartners rolle i skattefidus: Det er nyt for os

Kopenhagen Fur-boss skifter til Løgismose Meyers: Pelskæmpe henter ny topchef internt

Har Skoemagerkroen Midtsjællands bedste smørrebrød?

Præsident Donald Trump vil stoppe Kinas ret til at sende varer til USA med ekstrem lav porto

Nordnet: Sådan får de danske aktier comeback

Erhvervsstyrelsen gør klar til at lukke 11.000 selskaber i kamp mod hvidvask

Fares Fares: Det går ikke at tænke "ok, nu laver jeg lige en film fordi det er gode penge"

Næsten alle C25-aktierne åbner med fald - banker i fokus

Børsen mener: Finanstilsynet har gjort sit arbejde med Jacob Aarup-Andersen, tak