Værste dag i otte måneder på Wall Street: Tech-aktier får store tæsk
Foto: Reuters File Photo/Ritzau Scanpix
De førende amerikanske tech-virksomheder fik læsterlige klø på kurslisterne onsdag, og satte gang i en nedtur, der er den største på aktiemarkedet i USA otte måneder. 

Værst gik det ud over den globale streamingtjeneste Netflix, der mistede 8,4 pct. af sin aktieværdi i løbet af dagen, mens både Facebook, Google-ejeren Alphabet, Apple og Amazon alle tabte mere end 4 pct. 

"Folk er på vej ud af de højtflyvende tech-virksomheder lige nu," siger Larry Benedict, topchef i The Opportunistic Trader til CNBC, og tilføjer:

"Der kan komme mere smerte."

Det teknologitunge Nasdaq-indeks lukkede med et fald på mere end 4 pct., mens det brede indeks S&P gik tilbage med 3,29 pct. Det gamle industriindeks Dow Jones fulgte efter med en nedtur, der endte med at koste et tab på 3,15 pct. 

Isoleret set for tech-sektoren i S&P, der er en samling af de 500 største, børsnoterede virksomheder i USA, var det den værste handelsdag i syv år. 

Renten har nået et syv års højdepunkt

Nedturen kommer, efter at alle tre indeks ramte rekordhøje niveauer for lidt over en uge siden - dengang i tillid til, at den kommende tids kvartalsregnskaber vil vise fortsat vækst i overskuddet hos de børsnoterede selskaber.

Men siden har Den Internationale Valutafond, IMF, droslet sine forventninger til den globale vækst ned, og den toneangivende amerikanske rente har nået et syvårs højdepunkt til gene for aktiekurserne.

"Der er en række bekymringer for investorerne lige nu - fra tempoet i de stigende obligationsrenter, uroen i Italien, hvor regeringen spiller et kyllingespil med Europa-Kommissionen, brexitforhandlingerne og den igangværende handelskonflikt mellem USA og Kina," siger Craig Erlam, markedsanalytiker hos Oanda Trading, til Reuters.

På sektorbasis var der i Dow Jones mest skred i industri- og it-aktierne, mens det i S&P 500-indekset var it- og energiaktierne, der led de største tab på op til 3,6 pct. på sektorbasis.

På selskabsniveau sås de største fald i Dow Jones-indekset for Nike, Boeing og vISA, mens Tiffany, Tapestry og Ralph Lauren lå i bunden af S&P 500.

Konkurs truer Sears

Onsdagens helt store taber var detailkæden Sears, der hører hjemme i Nasdaq-indekset, som dagen igennem lå voldsomt underdrejet og sluttede med et fald på 18 pct. Der er optræk til en konkurserklæring måske allerede i denne uge fra kæden, der ikke har haft overskud i årevis, og som siden har 2011 tabt omkring 11 mia. dollar, mens salget er faldet med 60 pct. Og aktienedturen er markant: Aktien koster nu bare 48 cent, mens den i starten af 2018 kostede 3,58 dollar og mere end 125 dollar tilbage i 2007.

Luksusbekymringer

Luksusmærkevareproducenterne Tiffany, Ralph Lauren og Estee Lauder mistede henholdsvis 10,3 pct., 8,4 pct. og 7,4 pct. i forlængelse af de bekymringer, deres europæiske branchekollega LVMH tidligere på dagen gav udtryk for i forhold til kinesiske handelsrestriktioner. LVMH-aktien faldt 7,1 pct. i den europæiske handel.

Blandt onsdagens få vindere var Dow Jones-selskabet detailkæden Home Depot, der sælger boligudstyr og byggematerialer Aktien steg beskedne 0,2 pct., og baggrunden kan være den tragiske, at handlerne venter større aktivitet for selskabet som følge af orkanen Michaels hærgen i Florida.

Dagens amerikanske regnskaber kom fra blandt andet Fastenal, der leverer industrielle komponenter. Selskabet offentliggjorde før åbningen et overskud per aktie i tredje kvartal på 69 cent sammenlignet med et estimeret overskud på 67 cent ifølge Bloomberg News ud af en nettoomsætning på 1,28 mia. dollar mod en ventet omsætning på 1,27 mia. dollar. Men aktien faldt 7,1 pct. under indtryk af faldende bruttomarginer forårsaget af ændringer i produktmikset, og bekymring for at handelskrigen vil øge selskabets omkostninger.

Investeringsselskabet Saratoga og elektronikkoncernen Voxx kom først med deres regnskaber efter amerikansk børslukketid.

/ritzau/FINANS


NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


EU godkender: Udskyder brexit efter dramatisk topmøde

Fynsk revisor hamstrer 292 enkronefirmaer: "Det er jo lidt, som når der er tilbud nede i Brugsen"

Løkke om brexit-udskydelse: Vi imødekommer May præcis så langt vi kan

Investor satser sine penge på at Daimler vinder kapløb om elbiler

Bitcoin-rigmand efter overskud på 347 mio kr: "Mange havde nok forestillet sig, at det var endnu større tal"

Danske Bank: Velhaverkunders tilfredshed i frit fald

Aktier i USA: Løftet af Feds kapitulation - Apple og chips i top

Vestas: Får ordre på 96 MW i Mexico

Spar Nord kan skræmme andre væk: Kigger andre på banken, ved de, at prisen skal op