Aktiestatus: Pandora hægtet af i optur for danske eliteaktier
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Penge Af
En opjusteret anbefaling har løftet Genmab til topfeltet af det danske eliteindeks, hvor biotekaktien har fået følgeskab af Ambu og Danske Bank, mens smykkeproducenten Pandora er påvirket af nyt fra Amazon og fald i de amerikanske smykkeaktier.

Ved 11-tiden ligger C25-indekset 0,4 pct. højere i 1122,80 efter fremgang i 19 af indeksets 25 aktier. De resterende seks eliteaktier falder, og værst ser det ud for Pandora, der ligger 3 pct. lavere i 384,10 kr., efter at aktien tidligere på dagen havde været nede at runde i 375,90 kr.

  Ifølge afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen kan Pandora-aktiens fald blandt andet hænge sammen med, at Amazon mandag meddelte, at selskabet vil til at satse på smykkemarkedet.

- Det sendte amerikanske Signet ned med 3,5 pct. mandag i USA, og det er med til at smitte af på Pandora i dag, tirsdag, vurderer Ole Kjær Jensen over for Ritzau Finans.

Endvidere er Carnegie ude med nyt om Pandora. Carnegie ser risiko for et svagt tredje kvartal målt på resultaterne, viser en analyse.

BETÆNKELIGHEDER VED ALKA-OPKØB

Tryg falder desuden 1,8 pct. til 158,80 kr., efter at der er opstået usikkerhed relateret til Trygs køb af kollegaen Alka. Det skyldes, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udtrykt betænkeligheder ved transaktionens indvirkning på dynamikken i det danske forsikringsmarked.

  Ikke overraskende er Tryg uenig med myndighederne, men har indgået i en dialog for at løse udfordringerne og har også afgivet et ikkestrukturelt tilsagn, der ventes at løse problematikken.

I modsatte ende af C25-skalaen ligger Genmab med et plus på 1,6 pct. til 1056,50 kr., efter at Jyske Bank har valgt at hæve anbefalingen af aktien til "køb" fra tidligere "hold", mens kursmålet 1200 kr. er fastholdt.

Ambu ligger dog helt i toppen med en stigning på 1,8 pct. til 190,40, og Danske Bank ligger 1,2 pct. højere i 168,35 kr. efter nogle dage i hård modvind som følge af hvidvasksagen.

VINDMØLLEKONFERENCE I HAMBORG

Vestas ligger også godt i feltet ved middagstid, hvor aktien er steget 1,2 pct. til 438,40 kr. Tirsdag starter den store vindmøllekonference Global Wind Summit i Hamborg, hvilket ugen igennem kan give ekstra fokus på selskabet.

Forud for konferencen har Vestas' helt store rival, General Electric (GE), lancerer en ny vindmølle, der er blandt de allerstørste til onshore-projekter med en kapacitet på 5,3 megawatt (MW) og en rotordiameter på 158 meter.

Vestas' største tilbud på landjorden i øjeblikket er tre modeller, der kan leveres med en kapacitet på 4,2 MW hver.

Møbelstofproducenten Gabriel Holding justerede efter børslukketid mandag forventningerne til hele regnskabsåret 2017/18, der slutter med udgangen af september. Justeringerne var dog af mindre karakter, men løfter aktien 1,7 pct. til 604 kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Tag på luksuriøse togture

Kronik: Jeg gik ind i politik for at føre ny energi til Europa!

Macron inviterer til sjældent pressemøde efter aflyst tale

Brødre bag Netflix-hitserien Stranger Things skal for retten for plagiat

Justitsministerium afviser at udlevere fuld Mueller-rapport

USA's demokrater vil have hele Mueller-rapporten offentliggjort

De store prisstigninger i København er sat på hold: "Euforien har lagt sig"

Dansk opfindelse kan begrænse forbrug af sprøjtegift