Aktiestatus: Bavarian Nordic og Lundbeck tager bunden i C25 mens flere banker stiger
Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Penge Af
Sammen med nogle af de andre defensive papirer udgør Bavarian Nordic og Lundbeck mandag middag bunden i det danske eliteindeks, C25, som tilsammen bakker med 0,3 pct. til indeks 1120,91.

Med til at holde noget af optimismen ude af markedet er fredagens meldinger fra den amerikanske præsident, Donald Trump, der tilsyneladende ikke ønsker at vente på forhandlinger med Kina, men i stedet vil fortsætte forberedelsen af en toldforhøjelse på kinesiske varer til en værdi af 200 mia. dollar.

Ud over den fortsatte udvikling i handelskonflikten har investorerne dog ikke meget at holde øje med på ugens første dag, og generelt er den nye uge heller ikke startet så meget anderledes, i forhold til det man så i den forgangne uge.

"Der er ikke sket de store forskydninger hverken i den ene eller anden retning i forhold til i sidste uge. Det er også derfor, vi ser markederne åbne op meget tæt på det, vi så i sidste uge. Så det er nogenlunde samme stemning," siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank.

Nederst i C25-indekset falder Bavarian Nordic og Lundbeck mest med fald på henholdsvis 2,9 pct. til 169,40 kr. og 2,3 pct. til 393,10 kr.

I bunden finder man også andre defensive papirer som eksempelvis GN Group og William Demant Holding, men at det især er de defensive aktier, som falder tungest mandag, er ret tilfældigt, vurderer Danske Banks chefhandler.

"Jeg har ikke set nogen tendens til, at det er det samme, der er tilfældet andre steder, så det er nok lidt tilfældigt, at det lige præcis er de aktier, der er noget salgsvolumen i." 

"Men det er en ret stille dag, og volumen er også forholdsvis lav," påpeger Mads Zink.

I den positive ende af eliteindekset stiger Ambu-aktien mest med et plus på 0,9 pct. til 183,70 kr. Det sker, efter at aktien mod slutningen af sidste uge faldt en del som reaktion på, at konkurrenten Olympus i en historie i Børsen såede tvivl om potentialet for Ambus kommende engangsprodukt til kikkertundersøgelser i tarmen.

"Det er nok et mindre rebound, efter at aktien var faldet en del i sidste uge. Forskellen er lidt, at udlandet lå og solgte i sidste uge, men i den her uge er udlandet nettokøber. Så ligesom det var udlandet, der lagde aktien under pres i sidste uge, så er det også udlandet, der ligger og køber den op i dag," siger Mads Zink.

Med i den positive ende ligger også flere af bankerne, da Nordea stiger 0,6 pct. til 69,02 kr., og Jyske Bank går op med 0,4 pct. til 316,10 kr. Omvendt falder Danske Bank-aktien 0,4 pct. til 169,30 kr.

"Bankerne er en af de mest stigende sektorer i Europa i dag, og banker har ligget og faldet tilbage generelt i hele august. Så måske begynder vi at se, at sektorrotationen er tilbage i banker igen, efter at de er kommet ned på europæisk og globalt plan, og det smitter også positivt af på de nordiske banker," siger Mads Zink.

Investorerne ser også ud til at kigge mod Mærsk-aktierne, hvor B-aktien falder med 0,3 pct. til 8858 kr. Ifølge Danske Banks chefhandler kan det give ekstra interesse, at flere medier mener at vide, at koncernen kommer med en organisationsændring, som ifølge Ritzau Finans' oplysninger bliver meldt ud til medarbejderne på onsdag.

"Jeg tror, at markedet venter, at der kommer et eller andet interessant fra Mærsk på onsdag," siger Mads Zink.

Uden for eliteindekset finder man dagens foreløbigt største kursfald, da Højgaard Holding falder 18,1 pct. til 92,50 kr., efter at det 54 pct.-ejede MT Højgaard har præsenteret en stor nedjustering. Monberg & Thorsen, der ejer de resterende 46 pct. af MT Højgaard, falder 11,6 pct. til 125,50 kr.

MT Højgaard har tabt en voldgiftssag og må hensætte et stort beløb til dækning af fremtidige forpligtelser i andre boligbyggerier og renoveringer, hvor det har benyttet et bestemt produkt. Koncernen venter herefter et driftsunderskud på 400 mio. kr. mod tidligere forudset et overskud på 0-50 mio. kr.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Splittelse hos Demokraterne efter Muellers Trump-rapport: Præsidentkandidat kræver rigsretssag

Den dag Peter Engberg blev topchef i Nykredit, meddelte han bestyrelsen, at han ville stoppe, når han fyldte 60

Kunsten at slippe væk fra skyskrabernes skygger

Reportage: I Essen mødes verdens fineste biler

Mindst 190 er dræbt ved bombemassakrer i Sri Lanka

Børn er beviset på kærlighed: Hvad bliver der af kærligheden, hvis børnene pludselig ikke er der længere?

God weekend med Adam Aamann

Tag på luksuriøse togture