Aktier: William Demant til vejrs uden nyt i grønt marked
Både a og b-aktien steg hos Mærsk i dag
Foto: Osman Orsal/ Reuters/ Ritzau Scanpix
Penge Af
Blandt topscorerne i eliteindekset for de danske aktier, C25, endte William Demant Holding onsdag med en stigning på 2,4 pct. til 260 kr.

Tirsdag offentliggjorde høreapparatkoncernen, at den afslutter det joint venture, den har med headsetproducenten Sennheiser, Sennheiser Communications, og det kan have trukket op.

"Det kan være efterdønningerne fra det, for der er ellers ikke så meget nyt," vurderer senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

I toppen endte ligeledes Genmab med en stigning på 2,4 pct. til 1085 kr. Her var det heller ikke selskabsspecifikke nyheder onsdag, som trak i aktien:

"Genmab var hårdt ramt i starten af ugen af en negativ analyse fra Bank of America - Merrill Lynch, så det er lidt et rebound oven på det fald, som måske var lidt hårdt set i lyset af, at der ikke var så meget nyt i rapporten," siger Martin Munk.

Det danske eliteindeks, C25, lukkede onsdag 0,4 pct. højere i 1132,22. Ifølge Martin Munk var det rebounds, som trak indekset op.

"Der har været rebound til et par aktier, som har været lidt hårdt ramt på snakken om handelskrig - blandt andet Mærsk," siger han.

B-aktien steg med 2,2 pct. til 8964 kr., mens A-aktien lagde 1,8 pct. til og endte i 8360 kr.

Hvidvasksag tynger stadig

Blandt bundskraberne i eliteindekset endte Danske Bank onsdag med et fald på 1,5 pct. til 168,05 kr. Det er ifølge Martin Munk stadig hvidvasksagen, som tynger aktien:

"På onsdag i næste uge er vi nok lidt klogere på omfanget, og så må vi se, hvor tingene lander. Lige nu virker det voldsomt overgjort - der er virkelig taget højde for meget skidt i kursen, den handler på, så vi har fastholdt vores positive syn på aktien," siger han.

I bunden fik banken blandt andet selskab af Vestas-aktien, som uden specifikke nyheder faldt med 1,6 pct. til 424,10 kr.

"Rent teknisk ramte vi et vigtigt niveau ved 450 kr., som den ikke rigtig brød igennem, så det kan godt være præget af noget teknisk handel. Så er der fokus på, at det har været lidt tyndt ordremæssigt, hvilket vi også har været ude at kommunikere i denne her uge, hvor vi har trukket vores anbefaling ned fra "stærkt køb" til "køb"," siger senioraktierådgiveren.

Helt i bund endte dog Ambu-aktien med et fald på 2,6 pct. til 202,80 kr. Faldet kom uden selskabsspecifikt nyt.

Kursløft uden for C25

Uden for eliteindekset var der handel med Zealand Pharma-aktien, som steg med 3,8 pct. til 116,20 kr.

Den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley vil igen til at dække selskabets amerikanske notering. Den har fået en positiv "overvægt"-anbefaling og et kursmål på 29 dollar.

I den anden ende endte Bioporto. Aktien faldt onsdag med 8,3 pct. til 4,78 kr.

Mandag fik aktien et markant kursløft på hele 59 pct. i kølvandet af en analyse fra den amerikanske investeringsbank Maxim, der satte et kursmål langt over markedskursen.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Danske giganter scorer milliarder på sats i Asien

Rigmænd på topmødet i Davos har på ti år lagt milliarder til deres formue - én af dem har øget sin med 360 milliarder kroner

Analyse: Åh nej, ikke igen, Henrik Poulsen

SEAS-NVE overhalet i slutfasen af Radius-salg

"Verden tripper rundt på tynd is"

Nye faresignaler fra luftfart: Fald i godsmængderne

Var det noget med en original Rolls-Royce til 50.000 kr.?

I Trumps fravær bliver Brasiliens Bolsonaro hovedattraktionen på årets Davos

Forfatter Sofie Jama vil vise, at selv ikke omskæring kan tøjle seksualiteten