Valuta: Afventende stilstand inden Fed-chefs tale på centralbankmøde
Foto: Scanpix
Markeder Af
De internationale valutamarkeder er præget af afventende stilstand fredag morgen.

Markedsdeltagernes øjne er rettet mod en ny runde amerikansk-kinesiske straftariffer samt den årlige Federal Reserve-konference i Jackson Hole, Wyoming, der begge blev indledt torsdag.

USA og Kina eskalerede den efterhånden flere måneder lange handelsstrid, og torsdag trådte de yderligere 16 mia. dollar store amerikanske toldtariffer på kinesiske varer i kraft, og de blev som ventet modsvaret af lige så store gengældelsestariffer fra Beijings side.

Imens fortsatte handelsforhandlinger mellem amerikanske og kinesiske embedsmænd i Washington uden synlige tegn på fremskridt, hvilket reducerer udsigterne til en snarlig aftale. Og selv om de fleste analytikere ikke forventer mange fremskridt, er risikoen for en eskalering til en væksthæmmende konflikt forestående.

"Det er usandsynligt, at de indledende forhandlinger giver ret mange fremskridt, når de fortsætter, mens USA's præsident, givet hans nuværende politiske vanskeligheder, næppe vil komme med indrømmelser," siger analytiker Michael Hewson fra CMC Markets i Sydney ifølge Reuters.

Markedsbevægelserne er relativt beskedne fredag morgen, da investorerne afventer taler på den årlige centralbankkonference i Jackson Hole, Wyoming, hvor Federal Reserves topchef, Jerome Powell, taler senere fredag.

"Jackson Hole vil sandsynligvis have nul-effekt for den kortsigtede pengepolitik. Fed kører på autopilot resten af året," vurderer cheføkonom Jason Thomas fra AssetMark Trust Company i Californien over for Reuters.

Jerome Powell ventes at signalere, at rentestigningerne vil fortsætte givet den 3,9 pct. lave ledighed og en inflation, der nu er tæt på Feds mål på 2 pct.

Euro står fredag morgen i 1,1560 dollar mod 1,1575 dollar torsdag eftermiddag, og dollar koster samtidig 111,40 yen mod 111,20 yen torsdag eftermiddag.

Dermed går der 126,20 yen på en euro fredag morgen mod 126,15 yen torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Flertal af USA's finanschefer spår recession fra sommeren 2020

Klaus Riskær siger farvel til endnu en folketingskandidat

Digital scrapbog børsnoteres til værdi over 83 mia kr i New York

Eivind Kolding blev fyret i Danske Bank og kom videre: "Jeg har bestemt haft min andel af problemer"

Kim Jong-un aftaler visit i Rusland for at møde Putin

Sådan ser flyselskaber fremtidens flykabine

Trump frikendte sig selv: nu frigives Muellers rapport

Højdepunkter fra møbelmessen i Milano

Kraftigt jordskælv rammer Taiwan