Tirsdagens aktier: Bavarian og Vestas blev vindere på positiv dag
Foto: Ritzau Scanpix
Penge Af
Bavarian og Vestas var de to aktier, der stod tilbage som vindere tirsdag på det danske aktiemarked.

Stigningen i Bavarian, der var den største blandt samtlige aktier, kom efter flere dage med fald, mens en betinget ordre var forklaringen på Vestas' stigning.

Jyske Bank endte i den bedste halvdel efter et generelt flot regnskab og et større end ventet aktietilbagekøbsprogram. Uden for C25 var der store kurssmæk til Skako og nyintroducerede Netcompany efter nedjusteringer af forventningerne.

Samlet endte C25-indekset med en stigning på 0,4 pct. til 1152,54.

Bavarian solede sig i C25-toppen efter fem dage med fald med en stigning på 6,6 pct. til 175,50 kr. Sidste mandag stod aktien i 192 kr.

- Jeg betragter dagens stigning som et rebound på de seneste dages fald, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

MHI Vestas har indgået en betinget aftale om at levere vindmøllerne til Moray East-projektet ud for den skotske kyst. Det fortalte Vestas, der ejer 50 pct. af selskabet, i en meddelelse.

Offshoreparken får en kapacitet på 950 MW, svarende til 100 eksemplarer af MHI Vestas' mest kraftfulde mølle, V164-9,5 MW.

- Det var den betingede ordre fra USA, der har sendte positive vibrationer Vestas' vej, vurderer Martin Munk.

Vestas-aktien steg 3,2 pct. til 434,50 kr.

Jyske Bank skød gang i tilbagekøb af aktier for op mod 1 mia. kr. i forbindelse med regnskabet for andet kvartal tirsdag morgen.

- Regnskabet var generelt pænt, men dog med enkelte skønhedspletter i form af kursreguleringer og gebyrer, siger afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen, der fremhæver, at aktietilbagekøbsprogrammet var større end ventet.

Stigende indtægter har bidraget til at sende indtjeningen op, og før skat tjente banken 1019 mio. kr. mod 824 mio. kr. i samme periode sidste år. Det kom på baggrund af nettorenteindtægter på 1439 mio. kr., som ligeledes lå højere end den tilsvarende periode året før, hvor posten endte på 1386 mio. kr.

Jyske Bank-aktien steg 1,7 pct. til 354,90 kr.

Novo-aktien steg 1,5 pct. til 317,70 kr., uden andet nyt, end at aktien er blevet opjusteret til "køb" fra "reducer" af analysehuset New Street Research.

Pandora faldt 2,4 pct. til 373,90 kr. Der fragik udbytte på 9 kr. i aktien og det svarede reelt til kursfaldet, der netop var 9 kr.

Pandora fik desuden sablet sit kursmål ned til 400 kr. fra 525 kr. hos Royal Bank of Canada, der dog fastholdt den neutrale anbefaling "sector perform".

Ambu, der er regnskabaktuel torsdag, faldt for tredje dag i træk og lukkede i 258,60 kr. efter et fald på 3,1 pct.

- Der er nok nogle investorerne, der er lidt nervøse op til torsdagens regnskab, vurderer Martin Munk, der dog også fremhæver, at aktien er steget omkring 130 pct. i år.

NETCOMPANY SABLET NED

Netcompany faldt 6,8 pct. til 219 kr. efter det første regnskab som børsnoteret. It-virksomhedens regnskab for andet kvartal var krydret med en nedpræcisering af forventningerne til driftsmarginen, men selskabet fortsatte sin markante vækst i kvartalet.

Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen mener, at faldet blandt andet skyldes, at Netcompany ikke leverede mere end ventet, og at det nedpræciserede forventningerne til driftsmarginen.

SKAKO FALDT MEST

Skako nedjusterede også forventningerne til 2018, så selskabet nu venter et driftsresultat (EBIT) på 15-20 mio. kr. mod tidligere 25-30 mio. kr. Aktien faldt 13,2 pct. til 64,40 kr. og leverede dermed tirsdagens største fald blandt samtlige aktier.

Emballagekoncernen Brdr. Hartmann var også regnskabsaktuel tirsdag.

Selskabet kom ud af andet kvartal med pæn fremgang i både salget, driften og bundlinjen, selv om modvind i nogle af omregningsvalutaerne trak kraftigt ned, og selskabet derfor måtte nedpræcisere forventningerne til 2018.

Aktien endte dagen i 363 kr. efter et fald på 4 pct. Men var kortvarigt efter regnskabet helt nede i 347 kr.

/ritzau/FINANS


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Ægtepar rider på bølgen i Cold Hawaii: Guesthouse, rejsebureau, pizzabar og surfbutikker

Mette Frederiksen klasker til Margrethe Vestager: "Skal vi ikke være enige om, at den formulering ikke kommer med igen?"

S-formand: "Mulle. Tulle. Lad nu være med at spise den skovsnegl"

"At skyde et lag administratorer ind vil ikke give indtjening - og vi mister hånden på kogepladen"

Nu falder flexleasing af Volvo XC90 i pris

Opfrisket Mazda 6 stationcar har langturstalenter

The Guardian: Danske Banks hvidvask er muligvis historiens største

Islandsk serum får kunderne til at betale 930 kr. for en lillebitte flaske

"Mange af os ejerledere er ikke helt raske"