Trumps kinesiske toldplaner sender Europas børser i rødt
Foto: Scanpix
Penge Af
Selvom de seneste tiltag i USA's handelskrig er rettet mod Kina, giver de onsdag genlyd på alle finansmarkeder og således også de europæiske.

Her har børserne ligget underdrejet hele dagen på grund af de nye amerikanske planer om at indføre ekstratold på kinesiske fødevarer for 200 mia. dollar, som præsident Donald Trumps regering præsenterede sent tirsdag.

Stoxx 600-indekset ligger for eksempel 1,0 pct. lavere, og fald i mere eller mindre samme niveau ser man for FTSE 100-indekset i London, CAC 40 i Paris og det tyske DAX-indeks.

- Det bliver lidt mere virkeligt for markederne nu. Det er sværere at afskrive det her på basis af, at der ikke er sket meget konkret endnu, siger analytiker Ken Odeluga fra City Index til Reuters.

Blandt de europæiske sektorer falder alle, men især råvareaktierne lider, og aktier som Glencore, Arcelormittal, Anglo American og Rio Tinto falder alle med mere end 3 pct.

Udsigten til, at toldkrigen får Kinas vækst - og dermed appetit på råvarer - bremset op er nemlig gift for deres økonomiske fremtid.

Andetsteds er det britiske medicinalfirma Indivior gået helt i dørken, efter at selskabet har måttet trække sine 2018-forventninger. På grund af usikkerhed kan ledelsen i øjeblikket ikke give et troværdigt bud på årets resultat - men det bliver svagere end tidligere spået, siger Indivior. Det koster 32 pct. på aktiekursen, som i forvejen var igennem et kæmpe dyk for bare en måned siden.

/ritzau/FINANS


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Hvem bliver den nye topchef i Danske Bank? Få et overblik over mulige kandidater her

Sydbank sænker Danske Bank-anbefaling: "Vi savner simpelthen en konklusion"

Trump presser igen Opec for lavere oliepriser

Vognmænd stævner EU-Kommissionen i sag om statsstøtte til Postnord

Aamund tordner: Idiotisk at få millioner for dårlig ledelse

May under pres: Fremlægger ny plan for at nå brexit-aftale

Kæmpe flyfusion kan være undervejs: Flygiganter i drøftelser

Her er de nye kursmål for Danske Bank: Analytikerne har fokus på nedjusteringer

Danske Bank-aktien blev genoplivet