Aktiestatus: Vestas topper grønt C25
Foto: Scanpix/Henning Bagger
Penge Af
Investorerne har igen fået risikoappetit, og det betyder, at det danske eliteindeks, C25, stiger 0,9 pct. til 1099,42 tirsdag middag.

Øverst finder man Mærsk B-aktien og Vestas, der stiger med henholdsvis 1,4 og 1,6 pct. til 7600 kr. og 391,20 kr.

Markedsdeltagerne kan notere sig et kompromis mellem to af koalitionsparterne i den tyske regering CSU og CDU, hvor parterne er blevet enige om en aftale på flygtninge- og migrationsområdet. Aftalen reducerer frygten for et tysk regeringssammenbrud.

Det er også årsagen til den generelle lyst til at investere i danske C25-selskaber, forklarer afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen.

"I Tyskland blev en del brændende politiske uro i går aftes slukket med aftalen mellem CDU og CSU. Det giver stigninger i det meste af Europa i dag," siger Ole Kjær Jensen.

Det paneuropæiske Stoxx 600-indeks stiger da også 0,7 pct. tirsdag middag.

B&O STIGER EFTER LØFTET ANBEFALING

Det danske teknologiselskab Bang & Olufsen stiger tirsdag med 5,1 pct. til 143,20 kr. Stigningen kommer, efter at finanshuset ABG Sundal Collier har løftet anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold". Kursmålet er dog sænket til 170 kr. fra 175 kr.

"Vi sænker faktisk estimaterne en smule. Men vi tror stadig på den her turnaround, som har udspillet sig de sidste mange kvartaler, hvor vi begynder at se, at B&O rent faktisk tjener penge på bundlinjen," siger børsmægler Nikolaj Holmsgaard fra ABG til Ritzau Finans.

I Jyske Bank er der afholdt ekstraordinær generalforsamling, hvor aktionærerne mødtes med bankens ledelse, og målet er at få godkendt en ekstraordinær udbyttebetaling på 500 mio. kr. Der var dog ikke mødt nok aktionærer op, så der skal afholdes endnu en ekstraordinær generalforsamling. Jyske Bank-aktien stiger 0,1 pct. til 349,60 kr.

Lundbeck stiger tirsdag middag 1,3 pct. til 440 kr. Mandag offentliggjorde medicinalselskabet navnet på sin nye administrerende direktør, der afløser tidligere topchef Kåre Schultz. Den nye direktør er 56-årige Deborah Dunsire, der kommer fra en stilling som administrerende direktør hos det amerikanske biotekselskab Xtuit Pharmaceuticals. Hun tiltræder sin nye stilling i september - præcis et år efter at Kåre Schultz meldte sin afgang.

Nyudnævnelsen blev ikke modtaget med jubel blandt aktionærerne, der mandag sendte Lundbeck i bunden af C25-indekset med et fald på 3,1 pct.

OTTE DAGES FALD AFLØST AF STIGNING

A.P. Møller-Mærsk tager fortsat fokus, da det er et af de selskaber, der bliver ramt mest på kursen, når handelsspændingerne mellem USA, Kina og Europa lægger en dæmper på risikolysten.

Mærsks B-aktie er de seneste 30 dage faldet over 21 pct. Her har det dog også spillet ind, af konkurrenten Hapag-Lloyd har nedjusteret forventningerne til 2018 grundet stigende priser på brændstof. Det trykker indtjeningen i det tyske selskab.

Også DSV bliver ramt hårdt af handelsspændingerne. DSV-aktien står noteret for langt flere endagsfald end stigninger de seneste 10 handelsdage, hvor aktien kun har lukket med gevinst to gange. Anderledes positivt ser det ud tirsdag, hvor aktien stiger 0,4 pct. til 511,40 kr.

/ritzau/FINANS



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



    Forsiden lige nu


    Sløjt regnskab øger presset på Mærsk-boss

    Morgenbriefing: Ree taber 400 mio. på aktier, pres på Mærsk-chef efter skuffende regnskab

    Aktier: Svage data opvejer positive handels-indikatorer i Asien

    Kraft Heinz nedskriver for 15,4 mia dollar gav solidt kursfald

    Christian Stadil: Der er sket afhøringer i Schriver-sag

    Rigsrevisionen: Private bør opkræve danskernes gæld

    Briter opgiver at nå handelsaftaler med Japan og Tyrkiet inden brexit

    Niels Lunde: Tør du købe en Mærsk-aktie af Søren Skou?

    USA: Faldt på svage industrital og skuffende regnskaber