Aktier: Prisboom på olie sender Wall Street på weekend med plusser
Foto: Scanpix/Brendan McDermid
Penge Af
Aktierne vendte fredag tilbage til positivt territorium, efter at bekymringen om handelskrig i denne uge har trykket markederne.

Det var energisektoren, der trak for på baggrund af en stigende oliepris, og selv et trusselstweet fra Trump kunne ikke ødelægge stemningen.

 Det brede S&P 500-indeks vandt 0,2 pct., mens Dow Jones-indekset endelig fik sat punktum for otte dage med fald, da indekset steg 0,5 pct. Nasdaq kunne dog ikke finde rytmen og faldt med 0,3 pct.

Marked i vakuum

Fremgangen kom på bagkant af en uge med aktiefald, da risikoen for en fuld handelskrig tog til, efter at USA's præsident, Donald Trump, mandag truede med yderligere told på kinesiske varer for 200 mia. dollar, og selv et tweet fra præsidenten fredag morgen om, at USA vil indføre en tarif på 20 pct. på biler fra EU, hvis man ikke i Europa fjerner sin told på amerikanske biler, kunne ikke sænke markederne.

"Vi befinder os stadig i et vakuum mellem frygt og realitet. Daimler nedjusterede onsdag på baggrund af toldkrigen, og det er den slags, vi som investorer er bekymrede for. Men der er ikke så mange af de her nye toldsatser, som er implementeret endnu, og vi kan ikke se tarifferne i økonomien. Vi kan dog begynde at se virksomhederne fortælle, hvad det vil betyde for dem," siger Lars Skovgaard Anders, seniorstrateg i Danske Bank.

 Udsigten fra selskaberne vil blive tolket som en indikation, og specielt vil der være fokus på deres investeringsappetit, som er en vigtigt brik i det nuværende opsving, vurderer strategen.

Daimlers nedjustering onsdag var med direkte reference til nye toldsatser i Kina på biler fra USA, hvor selskabets Mercedes-Benz SUV'er produceres i Alabama. Og sidste uge meldte MillerCoors om, at man vil miste 40 mio. dollar på bundlinjen på grund af dyrere dåser efter indførelsen af ny told på aluminium.

"Vi kan formentlig ikke se noget på økonomien i meget lang tid. Aktierne er typisk seks måneder forud, men markedet kan tage fejl, og så vil det rette sig igen. Vi har de senere år set mange eksempler på verdens undergang, som så ikke er blevet til noget. Eksempelvis brexit. Vi må derfor afvente, at vi kan se handelskonflikten i dataene, men udsigterne fra selskaberne vil være første indikation," lyder det fra Danske Banks seniorstrateg.

Han peger også på, at der op til den kommende regnskabssæson nu bliver en pause i selskabernes tilbagekøb, og det kan gøre markedet blødere end ellers og mere modtageligt for negative nyheder de næste uger.

"I relation til opkøb er amerikanske selskabers tilbagekøb markant større end de europæiske og en ikke uvæsentlig stabiliserende faktor i perioder, hvor investorer er i tvivl," siger Lars Skovgaard Andersen.

Olien løftede aktierne

Bedst blandt sektorerne i S&P 500 var energiaktierne, som steg 2,2 pct. løftet af en stærkt stigende oliepris. Olien gik i vejret med 5,5 pct., da Opec blev enige om en produktionsforhøjelse på 1 mio. tønder om dagen, og det var mindre end ventet i markedet.

I Dow Jones var olieselskaberne også i hopla og var med til at trække i plus. Chevron og Exxon Mobil steg begge 2,1 pct. Der var dog også fine plusser til McDonald's på 2,5 pct., til UnitedHealth Group på 1,0 pct. og til DowDuPont på 2,6 pct., som alle bidrog til den glade stemning.

I S&P 500 var der flest grønne sektorer. Både industri og råvarer steg henholdsvis 0,3 pct. og 1,4 pct., som ellers står først i køen til toldlussinger, men der var også fremgang til defensive sektorer som telekommunikation og forsyning , som gik frem med 1,3 pct. og 0,7 pct.

Kun tre sektorer var i minus denne fredag. Det var finans med 0,5 pct., teknologiaktierne med 0,4 pct. og dagligvarer med 0,1 pct.

Ifølge Lars Skovgaard Andersen er Danske positiv på den amerikanske banksektor. Man har siden foråret været forbeholden forud for den amerikanske centralbanks stresstests effekt på investorernes humør, men nu ser man tre positive forhold for sektoren. Deregulering, øget udlån og den veloverståede stresstest, der godkendte alle 35 banker torsdag.

"Bankerne følger den tiårige rente meget tæt, og vi tror på stigende renter, men selv uden det, har vi tiltro til sektoren i USA."

Red Hat fik tæsk


Det var så som så med selskabsnyheder denne fredag. Softwareselskabet Red Hats regnskab, der blev sendt ud sent torsdag, skuffede dog på forventningerne for andet kvartal, og det sendte aktien markant ned fredag med 14,1 pct.

Det trak også Microsoft, verdens største softwareselskab, ned med 0,7 pct. Oracle, som er nummer to i USA, fik dog comeback fredag med 2,3 pct., efter at kvartalsregnskabet tidligere på ugen blev straffet kraftigt.

Også canadiske BlackBerry skuffede med sit første kvartal, hvor salget af software faldt med 18 pct. Det straffede investorerne med et minus på 8,7 pct.

/ritzau/FINANS

NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


2,5 mia. skal udbygge lufthavns førerposition

Kvinder udgør under 10 pct. i byggebranchen: Otte råd skal fordoble antallet

Aktier: Ny handelsbekymring sendte markedet længere ned

Regeringen vil sikre at briter kan blive i Danmark efter brexit

Storkoncerner følger handelskrigen: "Der er selvfølgelig en forventning om, at vi kommer til at mærke det"

Grundfos mærker Alibaba-effekten: Kunder forventer bedre service

G4S: Indgår forlig i USA - betaler op til 130 mio dollar

Det holder analytikeren øje med onsdag

Prisen på Sallings millionhandel var hemmelig: Har betalt 205 mio. kr. for Fætter BR-ruiner