Tysk storbank: Derfor sænker vi kursmålet på Novo-aktien
Novo Nordisk har et vanskeligt 2018 - præget af prispres og valutamodvind - i vente, mener tyske Berenberg.
Foto: Free/Novo Nordisk
Penge Af
Tyske Berenberg var ikke imponeret over medicinalselskabet Novo Nordisks årsregnskab for 2017, der viste let skuffende takter i fjerde kvartal og peger frem mod flere udfordringer i 2018, hvis man kigger på forventningerne til indeværende år.

Storbanken sænker på bagkant af regnskabet sit kursmål for Novo-aktien til 280 kr. fra 300 kr., mens den neutrale anbefaling "hold" fastholdes.

- Efter at have tabt kampen om købet af Ablynx til Sanofi præsenterede Novo Nordisk et sæt glansløse tal for fjerde kvartal 2017. Omsætningen i kvartalet var 2 pct. under konsensus, primært grundet vanskeligheder for både det moderne Tresiba og det ældre Novolog, der led under rabatomsamlinger i USA, skriver Berenberg i en analyse.

Banken peger på, at de svagere end ventede takter for insulinprodukterne delvist blev opvejet af et stærkt salg GLP-1-analogen Victoza, der er Novos bedst sælgende enkeltprodukt. Salget af det overgik med længder analytikernes forventninger i fjerde kvartal.

Kigger man på forventningerne til 2018, venter Novo Nordisk umiddelbart meget stor valutamodvind fra primært den svækkede amerikanske dollar.

Forventningerne peger på en salgsvækst i lokale valutaer på 2-5 pct. samt en vækst i driftsresultatet (EBIT) på 1-5 pct. i lokale valutaer. Men kigger man på den rapporterede udvikling, venter det danske selskab nu, at salgsvæksten vil blive 7 pct.point lavere - altså på mellem minus 5 pct. og minus 2 pct.

For driftsresultatet vil valutamodvinden ifølge Novos forventninger barbere hele 10 pct.point af tallet, så der ventes en negativ vækst i driftsresultatet målt i danske kroner på 5-9 pct.

Tidligere var forventningen, at salgsvæksten rapporteret ville blive 3 pct.point lavere end tallet i lokale valutaer, mens driftsresultatet var set 4 pct.point lavere i danske kroner.

Det sender forventningerne i danske kroner væsentligt under analytikernes forventninger, påpeger Berenberg i sin analyse.

- Novo er et kvalitetsselskab, men prispresset på insulin, der også kan sprede sig til GLP-1-klassen, holder os fra at være mere positive omkring aktien med dens nuværende værdisætning, skriver den tyske bank i analysen.

Novo-aktien stiger onsdag middag med 0,5 pct. til 303,50 kr. Siden regnskabet er aktien faldet med omtrent 9 pct., men det er dog også sket i et marked, der generelt har været præget af store udsving.

/ritzau/FINANS


Har du brug for ny inspiration efter sommerferien? I Børsen Executive Club møder du topchefer fra ind- og udland. Klik her, og læs mere.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Skraldespanden sluger milliarder: Virksomheder kan lukrere på tabet

Aktie brager i vejret hos dansk virksomhed inden for risikovurdering

Riis' Falck-plan giver pote: "Nogle tiltag har gjort ondt"

Altan.dk får ny ejerkreds: "Vi har fået firmaet på rette køl igen"

Tesla til tælling - aktien under voldsomt pres i formarkedet

Boozt.com-boss om Amazons danske indtog: "Jeg er bange hver eneste dag, og tænker over alt der kan presse os"

BRF hæver bidragssatser på flere lån: "Taberne er helt klart dem, som skal have F3-lån"

Mærsk-boss: USA's økonomi bliver hårdest ramt i handelskrig

Medie: Skat stævner briter på stribe i udbyttesag