Jyske Bank førte an i spinkelt C20-plus
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix
Penge Af
Bankaktierne - og i særdeleshed Jyske Bank - fortsatte mandag den gode stime, der blev indledt i sidste uge, da nye kapitalkrav fra Basel-komitéen viste sig knap så hårde som frygtet.

Og det var nok til at sikre C20 Cap-indekset en positiv start på ugen, selv om de fleste af eliteaktierne faktisk faldt.

Samlet set steg C20 Cap-indekset 0,3 pct. til 1128,85, selv om 12 C20-papirer gik tilbage.

Bankerne var den store katalysator efter fortsat glæde blandt investorerne over de kapitalkrav, der blev vedtaget af Basel-komitéen i sidste uge.

For Jyske Bank betyder de nye regler et ekstra kapitalbehov på 3,8 mia. kr., og det kan banken uden problemer have på plads allerede ved indgangen til den femårige periode, hvor de nye krav skal indfases - i januar 2022 - fortalte bankens direktør, Anders Dam, til Børsen fredag.

Her sagde han desuden, at banken også vil kunne fastholde sit udbytte, selv om der skal lægges lidt mere til siden.

Og generelt kan bankerne over en bred kam ånde lettet op efter tiltagene, lyder det fra norske ABG Sundal Collier.

- Det er den underliggende driver, da det var en lidt positiv overraskelse, at forslagene ikke har større effekt. Personligt havde jeg i hvert fald frygtet, at det kunne ramme hårdere, så det er en lettelse, siger Tue Østergaard, der er aktiechef hos ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans.

Jyske Bank-aktien steg mandag 4,7 pct. til 349,80 kr. Danske Bank steg desuden 2,1 pct. til 242,60 kr., mens Nordea løftedes 0,5 pct. til 75,15 kr. Uden for eliteindekset steg Sydbank 0,8 pct. til 246 kr.

Nordea blev desuden trukket op af, at franske Exane BNP Paribas løftede sin anbefaling af aktien til "neutral" fra "underperform".

A.P Møller-Mærsk aktierne klarede sig desuden hæderligt mandag trods en raslende kreditsabel fra Moody's.

Den danske koncern må nemlig leve med, at kreditvurderingsinstituttet fortsat truer med en sænkning af kreditvurderingen.

Mærsk fik sat sin karakter, som i øjeblikket er på "Baa2", under negativt opsyn i august af både Moody's og konkurrenten Standard & Poor's oven på salget af Maersk Oil til franske Total.

Mærsks B-aktie faldt 0,1 pct. til 10.620 kr. og gik dermed tilbage for femte børsdag på stribe.

Blandt sidepapirerne var der positiv opmærksomhed til softwareselskabet Cbrain, der har opjusteret sine forventninger til resultatet i hele 2017.

Cbrain regner nu med, at mellem 10 og 12 pct. af omsætningen slår igennem som overskud før skat. Tidligere lød prognosen kun på 5 til 10 pct.

Omsætningen ventes desuden fortsat at vokse med 10-15 pct. i forhold til 2016.

Cbrain steg 10,3 pct. til 38,40 kr.

TK Development styrtdykkede

I den modsatte grøft styrtdykkede TK Development med hele 18,6 pct. til 6,80 kr. efter en voldsom nedjustering af forventningerne som følge af en nedskrivning på godt 400 mio. kr.

Det betyder, at der nu ventes et underskud før skat på 355 mio. kr. i 2017/18 mod den tidligere forventning om et overskud på 50-60 mio. kr.

Samtidig blev strategien justeret, mens TKD's administrerende direktør gennem 15 år, Frede Clausen, skal erstattes med nye kræfter.

For forsikringsselskabet Topdanmark var mandag også en fin dag, efter at britiske Barclays løftede sit kursmål for aktien til 266 kr. fra 208 kr.

Anbefalingen "neutral" blev i samme ombæring fastholdt.

Tryg fik desuden løftet sin anbefaling hos investeringsbanken Carnegie til "hold" fra "sælg", mens kursmålet blev skruet op til 150 kr. fra 140 kr.

Topdanmark-aktien steg 1,6 pct. til 272,50 kr., mens Tryg endte uændret i 155,10 kr.

/ritzau/FINANS


NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Andrea Elisabeth Rudolph blev vred og stiftede sit eget hudplejefirma: Præsenterer nu endnu et rekordoverskud

Regnskabet var "branchens bedste nogensinde": Kählers resultat er faldet med 95 pct. på fem år

Pandamani og hotpots: Moderne metropol og gammel kultur smelter sammen i Chengdu

Han hev Moss Copenhagen ud af konkurs og dårligt omdømme: Vi er ude på den anden side

Kronik: Så lad os dog læse kinesisk i Kina!

Dette hotel har værelser, der rengør sig selv: "Vi har et gladere personale nu"

Politisk indsigt: Et mareridt kan vente vinderen

Diplomaten og skeptikeren og deres krøllede hjerner