Penge Af
Det danske aktiemarked er åbnet med små fald mandag morgen, hvor Novo Nordisk er agterlanterne i det danske C20 Cap-indeks, mens Genmab fører an.

Efter få minutters handel falder indekset 0,3 pct. til 1021,79, og dermed er retningen modsat fredag, hvor det endte med en stigning på 1,4 pct.

I toppen ligger Genmab, efter at biotekselskabet i sidste uge offentliggjorde pæne resultater i et studie med kræftmidlet Darzalex.

Aktien satte fredag lukkerekord, og mandag stiger den 1,1 pct. til 1140 kr. I den anden ende falder Novo Nordisk-aktien 0,8 pct. til 355,70 kr. uden nyheder til at forklare dykket.

Der er også mindre fald til vindmølleproducenten Vestas, som vil være i fokus i denne uge, hvor der bliver afholdt en stor vindkonference i USA.

Vestas-konkurrent med tal


Allerede mandag har investorerne dog nyt fra den front, da den tyske Vestas-konkurrent Nordex er kommet med regnskab for første kvartal.

Nordex har løftet driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger (EBITDA) med 57 pct. til 59,1 mio. euro, mens omsætningen steg knap 30 pct. til 637 mio. euro. Vestas-aktien falder 0,3 pct. til 441,80 kr.

Flyselskabet SAS har fået nyt omkring konkurrenten Ryanair, da det irske lavprisselskab fra morgenstunden er kommet med tal for sit regnskabsår 2015/2016.

Ryanair kunne i året, der løb til og med marts, fremvise et overskud på 1,24 mia. euro, hvilket var en fremgang på hele 43 pct. i forhold til året før.

I regnskabsåret 2016/17 venter Ryanair at hæve bundlinjen med omkring 13 pct. til mellem 1,375 mia. euro og 1,425 mia. euro. SAS-aktien falder 0,6 pct. til 17,50 kr.

I en anden del af transportsektoren har rederiet Mols-Linien mødt juridisk modstand omkring de to bornholmske færgeruter, som det vandt tidligere i maj.

Kontrakten blev vundet fra rederiet Færgen, der nu har valgt at klage over selve tildelingen af aftalen, som Transport- og Bygningsministeriet har stået for. Investorerne lader dog ikke til at være bekymrede, da aktien stiger 1,2 pct. til 82 kr.

Der er også nyt fremme om investeringsselskabet Scandinavian Private Equity (Speas), hvor Aarhus-rigmanden Henrik Lind gennem selskabet Lind Invest har købt 5015 Speas-aktier fra Jyske Bank og derved øget sin ejerandel til 28,38 pct. Speas-aktien stiger 0,7 pct. til 14.200 kr.

Hos Silkeborg IF Invest, der er en fodboldklub og et ejendomsselskab, var weekenden god, da fodboldklubben med en sejr på 3-1 over AC Horsens rykkede op i Alka Superligaen og dermed har udsigt til højere indtægter fra den kommende sæson.

SIF-aktien stiger 3,6 pct. til 5,75 kr.

Ser man væk fra de konkrete selskabsnyheder, kan investorerne i løbet af formiddag se frem til en stribe PMI-tal fra eurozonen og Tyskland, hvor man har spurgt til stemningen hos en lang række virksomheder.



Ledelse


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Ingen ny udenlandsk arbejdskraft til landbruget: "Det er ikke nemt at finde danskere, der drømmer om at plukke tomater fra morgen til aften"

Van de Winkel: Genmabs nye guldæg måske mere værd end Darzalex

Intense forhandlinger om EU's næste budget: Danmark og alliancen "de sparsommelige fire" i central rolle

Verdens største alkoholimportør går i krig med Vivino: "Vi er klar til at gå i retten"

Finansminister skeptisk over for Venstres udlændingekrav

Glad biotek-formand efter milliardsalg: "Jeg vil gerne sige, at det har været en god investering"

Danske Banks bestyrelse vil have mulighed for at redde topledelse fra erstatningsansvar

Codan kæmper med Tryg og Top om de små virksomheder - rådgivning vigtigere end pris

Porsche varmer op til foråret med sportslige nyheder