Analytiker: Vellykket diabetesstudie er afgørende milepæl for Zealand
Lixilan, bestående af Sanofis insulin Lantus og Zealands GLP-1-middel Lyxumia, viste en "statistisk overlegen" reduktion af langtidsblodsukkeret sammenlignet med produkterne hver for sig, oplyser franske Sanofi onsdag.
Foto: Scanpix
Penge Af
Selvom det ikke er den store overraskelse, så er det en meget vigtig nyhed for det danske biotekselskab Zealand Pharma, at den første del af et fase 3-studie med diabetesproduktet Lixilan har nået sit primære mål.

Det vurderer Thomas Bowers, analytiker i Danske Bank.

Zealand-partneren Sanofi har onsdag meddelt, at Lixilan, bestående af Sanofis insulin Lantus og Zealands GLP-1-middel Lyxumia, viste en "statistisk overlegen" reduktion af langtidsblodsukkeret sammenlignet med produkterne hver for sig.

"Vi havde ventet, at det ville ske med ret stor sandsynlighed. Men det er alligevel en kæmpe milepæl og en stor nyhed for Zealand Pharma, for havde det modsatte været tilfældet, så havde det set noget sort ud. Især fordi det er det klart mest værdifulde projekt i pipelinen," siger analytikeren til Ritzau Finans.

Nu er næste skridt så data fra det andet fase 3-studie, som formentlig vil blive afsluttet i dette kvartal.

Derefter er det franske Sanofis plan at indsende en registreringsansøgning til den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, i slutningen af året med henblik på at få produktet ind på det lukrative amerikanske marked.

Når Lixilan formentlig en gang kommer på markedet i USA, skal det blandt andet konkurrere med Novo Nordisks Xultophy, der er en kombination af Victoza og Tresiba, hvoraf sidstnævnte ikke er godkendt i USA.

Hvordan de to produkter kommer til at klare sig over for hinanden, er dog svært at gisne om, siger Thomas Bowers.

"Vi kender ikke detaljerne på data for Lixilan endnu. Novo Nordisks Xultophy har vist rigtig stærke data, så barren er sat højt. Når det er sagt, så tror jeg, at der er rigeligt med plads til to produkter på markedet," siger han.

Det begrunder han med, at meget af salget af Lixilan kan komme fra patienter, som for eksempel konverterer fra Lantus.

"En stor del vil være konvertering, men derudover vokser GLP-1 markedet markant. Så det ser ganske fornuftigt ud for disse kombinationer," siger Thomas Bowers.

Hvis det lykkes for Novo Nordisk at få godkendt sit langtidsvirkende insulin Tresiba i USA i løbet af efteråret, kan en registreringsansøgning for Xultophy komme på tale nogenlunde samtidig med Sanofis ansøgning for Lixilan.

Imidlertid har Sanofi et es i ærmet, da selskabet i maj betalte 245 mio. dollar for en rettighed til at mindske behandlingstiden for et lægemiddel med fire måneder.

Thomas Bowers kalder det sandsynligt, at Sanofi vil bruge dette trumfkort på Lixilan, men vurderer dog, at fordelen ved at komme først på markedet vil være begrænset.

"Jeg tror, det vigtigste for Sanofi er at få det hurtigt på markedet, så man kan få gang i salget. Der kan selvfølgelig være en fordel ved at komme først på markedet, men vi kender ikke data, så vi ved ikke, om produkterne kommer til at ligge lige op ad hinanden," siger han og fortsætter:

"Markedet er så stort, så der bør plads til begge to, og sammen vil de formentlig kunne udvide markedet. Så man skal ikke nødvendigvis se det som negativt, at der kommer flere spillere ind."
Analytikere har tidligere ifølge Bloomberg News estimeret, at Lixilan vil nå et salg på 690 mio. dollar i 2020. Thomas Bowers vil ikke kommentere, hvad han har af forventninger til salget.

Danske Bank har en købsanbefaling af Zealand Pharma-aktien og et kursmål på 130 kr. Zealand Pharma-aktien har oven på onsdagens nyhed sat kursrekord med en fremgang på 12,5 pct. til 157,50 kr. ti minutter før børsens lukketid.

/ritzau/FINANS

Gå ikke glip af dagens vigtigste mail

Få et komprimeret overblik over hvad der er værd at vide. Hver morgen. Direkte i din mailboks. Du kan selv vælge om du vil læse eller lytte til Børsen Morgenbriefing. Meld dig til herunder.

Andre læser dette lige nu


Forsiden lige nu


Dansk whistleblower står bag milliardsag mod Novo Nordisk

Købmanden kom fra fattige kår: En fjer blev til 26 milliarder

Morgenbriefing: Fond overtager magten i Jysk, Apple og Google har lyttet med på danskeres samtaler

Overvismand om recessionsfrygt: "Det er en samling af sorte skyer"

Det sker i dag: Jyske Bank kommer med halvårsregnskab

Techgiganter aflytter brugere og nedskriver indholdet

Trump afviser at ville bygge et Trump Tower i Grønland

På et år er Thunbergs skolestrejke blevet en klimabevægelse

Sommerhusmarkedet er stadig købers trods fut i salg