Af

BØRSEN

CHRISTIAN DYVIG KØBER KRISERAMT TØJGIGANT

Finansmanden Christian Dyvig og den tidligere Eccokronprins Michael Hauge Sørensen køber milliardkoncernen Kwintet. Arbejdstøjproducenten, der er Europas største, har tabt milliarder af kroner og er presset af en massiv gæld. De nye ejere åbner for frasalg i redningsplan for Kwintet, men har udviklet sig til et mareridt for kapitalfonden IK og Nordea. (Forside, side 6-7)

NYE MARKEDER PRESSER BIRGER CHRISTENSEN

Det koster at investere i fremtiden og nye markeder. Det må modehuset Birger Christensen sande. Administrerende direktør Jens Birger Christensen kan se årets resultat efter skat falde fra cirka 2 mio. kr. i 2013 til 1,3 mio. sidste år. (Side 8)

BIOTEK-BØRSBABY VRAGER KØBENHAVNS FONDSBØRS

Det fynske biotek-håb Unibio springer Københavns Fondsbørs over i jagten på ny vækstkapital. Virksomheden vil i stedet lade sig børsnotere i London, hvor noteringen er skemasat til anden halvdel af 2015. Unibio satser på, at London-børsen kan rejse 150 mio. kr. (Side 10-11)

LARS KOLIND GÅR IND I DANSK DESIGNIKON

Erhvervsmanden Lars Kolind kaster nu et millionbeløb ind i en gennemgribende forandring af virksomheden Jacob Jensen Design, der med begrænset indtjening selv har skabt højt berømmede produkter med rene linjer til blandt andet B&O og Gaggenau. (Side 12)

NORDEA: BOLIGEJERE I HØJT SPIL

Boligejerne løber en stor risiko, når de ikke kurssikrer deres boliglån, advarer Nordea og Nykredit. Samtidig advarer Boligøkonomisk Videncenter danskerne mod at stirre sig blinde på 2 pct.-renten. (Side 14-15)

KAMPKLART GRÆSK KRIGSKABINET AFVISER EU

Grækenland betalte i går 750 mio. euro til IMF, men store afdrag på lån til både IMF, ECB og de lokale banker truer økonomien. (Side 18-19)

DANSKE BANK BEDST TIL RENTERÅDGIVNING

Landets største bank scorer højt blandt kunderne, når det kommer til handel og rådgivning om bl.a. realkredit- og statsobligationer. (Side 20)

BERLINGSKE BUSINESS

MASSIV EKSPORTFEST SÆTTER SKUB I DANSK ØKONOMI

Fremgangen i eksporten er overraskende robust, og det hænger blandt andet sammen med den stærke dollar og svage euro. Den store danske eksport, der i år ventes at runde 1100 mia. kr., buldrer pludselig frem på så markant vis, at bedre tider nu med sikkerhed er i sigte for dansk økonomi. Opturen på 6,4 pct. i årets første tre måneder er den største i årevis og kommer efter flere års stilstand. (Forside, side 4-5)

TUSINDER AF PENSIONSKUNDER GÅR GLIP AF FORMUER

Det er langtfra alle pensionskunder, der har mulighed for at få deres andel af garantireserverne med, hvis de vil skifte fra en pension med garanti til en mere moderne pension til markedsrente. Garantireserverne har ellers aldrig været mere værd. (Side 6)

MÆRSKS CONTAINERREDERI TJENTE 2,5 MIO. KR. I TIMEN

Alene i årets første tre måneder har Maersk Line tjent mere end 5 mia. kr., vurderer analytikere. Den lave pris på brændstof forgylder det danske rederi, der dog kan se frem til, at resten af 2015 bliver mere usikkert. (Side 7)

MILEPÆL I ERSTATNINGSSAGEN MOD MILLIARDÆRKLUBBENS KRAKKEDE BANK

Finansiel Stabilitets erstatningssag mod den tidligere ledelse i den lille krakkede Capinordic Bank kan blive pejlemærke for kommende opgør mod tidligere topfolk i de langt større sager om Amagerbanken og Roskilde Bank. I næste uge indledes proceduren i sagen, hvor ledelsen afkræves 400 mio. kr. i erstatning for uforsvarlig bankdrift. (Side 12-13)

ECCO-FABRIK I THAILAND STADIG TRUET AF OVERSVØMMELSER

Eccos thailandske fabrik, der blev oversvømmet i 2011 med milliontab til følge, er stadig ikke fuldt beskyttet mod oversvømmelser. Mens monsunsæsonen begynder i Thailand, kæmpes der på fjerde år om regningen for at bygge et beskyttende betondige rundt om industriparken færdigt. (Side 10)

JYLLANDSPOSTEN ERHVERV

KARSTEN REE HAR GENSKABT SIN FORMUE

2014 var et historisk godt år for milliardæren Karsten Ree, der har tjent en halv mia. kr. på sine investeringer. Andre danske rigmænd er ligeledes ved at have kæmpet sig op af finanskrisens dynd. Af de 50 velhavere med en formue på op til 2 mia. kr. herhjemme har 29 således forøget deres formue i det seneste regnskabsår. (Forside, side 10-11)

OPSVINGET BREDER SIG - OG EKSPORTEN ER OPPE I GEAR

Den seneste udvikling i udenrigshandlen, forbrugerpriser og industriens produktion forstærker billedet af en dansk økonomi i fremgang. Vigtigst af alt ser eksporten nu ud til at være gået voldsomt op i gear efter en sløv vinter. (Side 2)

MEDICOSELSKABER LAVER BYPASS PÅ SUNDHEDSVÆSENET

Danske producenter af medicinsk udstyr og høreapparater går uden om læger og sygeplejersker for at komme i direkte kontakt med brugerne i den anden ende. Det kan hjælpe til at sælge dyrere produkter. (Side 3)

LANDMÆND KÆMPER TIL BLODET SPRØJTER

Vi har hele tiden ment, at staten ikke bare kunne tage vores jord. Sådan lyder forklaringen fra to landmænd, som blev ved med at dyrke deres marker og derfor blev stævnet af staten. Mandag blev landmændene frifundet. (Side 4-5)

POLITIKERE UNDRER SIG OVER KONTROLLEN AF BANKER

Skat skal kontrollere, at bankansatte betaler korrekt skat, men har ikke de nødvendige oplysninger til at foretage kontrollen. Hvis ansatte i landets banker betaler så lidt for deres medarbejderlån, at bankens omkostninger ikke dækkes, skal der ske beskatning. (Side 6)

REALKREDITLÅN ER BANKERNES GULDKALV

Det er penge direkte ned i foret, når bankerne opkræver startgebyrer fra deres kunder, som optager et realkreditlån. Bankerne indrømmer nemlig, at de får dækket alle omkostningerne ved at producere realkreditlån gennem de bidragssatser og kursskæringer, som kunderne også betaler. (Side 7)

/ritzau/FINANS

Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Brøndby-boss blev familiens første student

Pas på fælderne ved forældrekøb: Det kan blive dyrt

Søren Pind forlader sine 42.320 Facebook-følgere

Kør selv-ferie uden en dråbe benzin i tanken

Norsk tragedie giver dansk helikopterfirma millionsmæk

Flere undrer sig over voldsom kursstigning i B&O

Sky brødre ramte muren og gik glip af kæmpejackpot: Nu smutter direktøren

Dansk Industri: Ikke flere lappeløsninger på bilafgifterme, ellers tak

Aktionærforening: Børsnoteringsbølge kan fortsætte hvis politikerne vil