Valuta: Stille start inden Fed-rentemøde trods politisk uro i Japan
Den japanske premierminister, Shinzo Abe, er havnet i en tillidskrise efter håndteringen af en korruptionssag
Markeder Af
Der er en stille start på ugen på de internationale valutamarkeder mandag morgen, hvor kursudsvingene i forhold til fredag eftermiddag er yderst beskedne.

Markedet går i tomgang, og investorernes øjne er rettet mod ugens pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Centralbankens renteudvalg - Federal Open Market Committee (FOMC) - træder sammen tirsdag, og mødet afsluttes onsdag, hvor den ny centralbankchef, Jerome Powell, efterfølgende vil holde sit første pressemøde, efter at han overtog posten fra Janet Yellen ved det seneste månedsskifte.

Federal Reserve ventes med en massiv margin at hæve renten 0,25 pct.point, men mens en forhøjelse tages som givet, står kommentarerne fra Jerome Powell i centrum for de finansielle markeders interesse.

Antallet af forventede renteforhøjelser kan blive berørt, ligesom den frygtede handelskrig og andre politiske tiltag med indflydelse på økonomien kan blive berørt.

De seneste nøgletal fra USA har vist fortsat fremgang, og udsigterne for yderligere renteforhøjelser støtter den amerikanske valuta, men politiske overskrifter har tændt en investorfrygt for, at præsident Donald Trumps toldtariffer og andre protektionistiske tiltag vil stikke en kæp i hjulet på såvel USA's som den globale økonomi.

For Japans vedkommende stiger den politiske risiko, efter at meningsmålinger i weekenden har vist et kraftigt fald i tilslutningen til premierminister Shinzo Abe på grund af hans håndtering af en korruptionsskandale.

Mistanken om at Shinzo Abe har dækket over hans tætte allierede, finansminister Taro Aso, der er involveret i et statsligt salg af land til "vennepris", breder sig og rejser tvivl om, hvorvidt Abe kan fortsætte på posten og dermed forlænge de aggressive monetære lettelser kaldet "Abenomics".

"Den politiske risiko i Japan vil være i markedets fokus for en tid. Der er risiko for, at "Abenomics" bliver rullet tilbage," siger markedsstrateg Shinichiro Kadota fra Barclays i Tokyo til Reuters.

Nippon TV's meningsmåling viser, at opbakningen til premierministeren et krympet 14 pct.point til 30 pct., hvilket er den laveste tilslutning til Abe i mere end de fem år, han har siddet på posten som regeringsleder.

Den politiske ustabilitet presser de japanske aktiver, og de fleste markedsdeltagere vurderer, at yen vil styrkes, hvis Shinzo Abe bliver tvunget til at træde tilbage, da hans og våbenbroderen centralbankchef Haruhiko Kurodas aggressive monetære stimulanser har bidraget til den årelange svækkelse af yen.

Euro koster mandag morgen 1,2270 dollar mod 1,2280 dollar fredag eftermiddag, og dollar koster 105,80 yen mod 106,10 yen fredag eftermiddag.

Dermed går der 131,20 yen på en euro mandag morgen mod 131,15 yen fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS


Vil du blive klogere på strategi og ledelse? Børsen Executive Club er tilbage, og giver dig inspiration og konkrete værktøjer. Interesseret? Klik her, og læs mere

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Danske Bank vinder kunder trods hvidvasksag: "Der er intet i de her tal, der tyder på, at kunderne vender banken ryggen"

USA: Storbanker og industri trak i plus på dag uden sabelraslen fra handelskrig

Analyse: Danske Banks investorer står klar med det store bat

Trump skaber ny forvirring om russisk valgindblanding

Trump afviser at Rusland vil blande sig i valg

Ny TDC-melding: 50.000 kunder hentes hos konkurrent inden oktober

Danske Bank-boss om politianmeldelse: "Det tager vi til efterretning"

Strejke rammer op mod 100.000 Ryanair-passagerer

Kursklø til Danske Bank: 16 mia kr høvlet af markedsværdien