Bitcoin har haft et eventyrligt 2017 - men hvad køber man, hvor køber man og kan det blive ved?
Den digitale valuta bitcoin har været på himmelflugt i 2017. Tallene til grafikken er hentet fredag kl. 11.00. Kilde: Bloomberg.
Med en nuværende handelspris på 15.644 dollar og en stigning på 1543 pct. siden nytår har den digitale valuta bitcoin sprængt rammerne i 2017. Er du en af dem, der har købt tidligt og været med på rutsjebaneturen, der for det meste bare er gået op, op og op, eller står du og overvejer at stige på toget? Læs med her og bliv lidt klogere på året, der er gået, og på fremtiden for bitcoin, der ved årsskiftet blev handlet til 952 dollar.

Først og fremmest: Hvad er bitcoin egentlig?


En bitcoin er en digital valuta, en såkaldt kryptovaluta, der ikke eksisterer fysisk. 

"Det mest rimelige er vel at sammenligne det med et metal, som der ikke findes alt for meget af, og som i øvrigt ikke kan bruges til noget" siger Peter Sestoft, professor og leder af institut for datalogi ved ITU. 

Ifølge ham er det specielle ved bitcoin, at det er en ren digital valuta, der er "født med", at der er en meget begrænset mængde af den. Den er designet til at være deflationær, så den hele tiden bliver dyrere og dyrere.

"Den har ingen brugsværdi i modsætning til guld, der f.eks. kan bruges til smykker eller elektronik. Bitcoin har ingen materiel værdi, udover at den kan bruges til betalinger på tværs af landegrænser, hvis altså modtageren tror på, at den er noget værd," fortsætter han. 

Hvorfor er bitcoins så værdifulde?

Han forklarer, at det er den underliggende teknologi i bitcoin, blockchain-teknologien, der gør den så usædvanlig og værdifuld.

"Hvis jeg overfører penge til dig, og du overfører penge til en anden, vil det fremgå synligt for alle i den her blockchain," forklarer Peter Sestoft.

Det betyder, at listen af overførsler er lagret som i en offentlig database, som ikke afhænger af, at man har en fælles central partner, man har tillid til, som f.eks. en bank. 

"Har vi begge en konto i f.eks. Nordea og overfører penge til hinanden, så stoler vi på, at Nordea håndterer tingene korrekt. Men med blockchain kan man lave et betalingssystem, hvor man ikke har brug for den centrale partner. Man har derimod et meget stort antal distribueringspartnere, såkaldte bitcoin miners, hvor man bare er nødt til at have tillid til, at flertallet opfører sig ordentligt," forklarer han.

På den måde gør det ikke noget, hvis enkelte bitcoin miner ikke har rent mel i posen.

"Der kan godt være et par banditter rundt omkring i verden, så længe det ikke er over en fjerdedel," siger Peter Sestoft og tilføjer, at netop den grænse er bestemt af kompliceret datalogi. 

Hvordan kan jeg købe - og beskytte - mine bitcoins?

Hvis du skal handle valutaen, kan du ifølge Svante Jørgensen, produktchef hos danske coinify, gøre det ved enten at gå på en børs, købe det af en ven eller på et website, hvor du køber det med et kreditkort eller ved en bankoverførsel. 

Køber man bitcoins på en børs, skal man efterfølgende sende valutaen til en såkaldt wallet, som man f.eks. kan have på sin telefon eller computer. Det kan dog være usikkert, fordi begge dele kan hackes. Derfor kan det være en god idé at bruge en hard-wallet til at generere en privat nøgle, som ens bitcoins er tilknyttet.

"Fordelen ved en hardware wallet er, at den ikke nogensinde vil have rørt ved en computer, der har været online, så der er ikke noget at hacke," siger han.

Og når man så har nøglen, er det bare om at holde fast på den. For er den først mistet eller glemt, så er adgangen til de dyre bitcoins også væk - og den kan ikke genfindes. Bitcoins er nemlig ikke ejet af personer, men af nøgler og numre, forklarer Svante Jørgensen. 

Derfor ser man også af og til historier, hvor bitcoin-investorer taber store summer, fordi de ikke længere kan gøre brug af nøglen, efter den er gået i stykker eller blevet væk.

Kan jeg handle bitcoins gennem bankerne?

Selvom de fleste danske banker holder kryptovalutaen ud i strakt arm, er det flere steder muligt at handle værdipapirer, som følger kursen på bitcoin. Det viser en rundspørge blandt landets otte største banker, som Børsen har lavet.

I Jyske Bank, Saxo Bank, Danske Bank og Nordea tillader man kunder at købe finansielle instrumenter, som følger bitcoin-kursen. Helt konkret kan man købe en såkaldt ETN, som følger bitcoin-kursen. En ETN er et værdipapir, der afspejler valutaernes værdi.

Fordelen ved at investere i en ETN frem for direkte i bitcoin er, at man ikke efterfølgende kommer i problemer hos de banker, som ikke ønsker at tage imod provenu fra salg af bitcoin af hvidvaskhensyn. Ens penge kommer nemlig aldrig ind i selve bitcoin-systemet.

Ulempen er, at man ikke selv er i besiddelse af kryptovalutaen og er sårbar, hvis udbyderen af ETN'en f.eks. går konkurs. Derudover tager udbyderen typisk et løbende gebyr.

I forbindelse med rundspørgen oplyste Sydbank, Nykredit, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank, at kunderne som udgangspunkt ikke kan handle Bitcoin-produkter på deres handelsplatforme.

Skal bitcoin beskattes?


Fredag blussede debatten om beskatning af bitcoin op. De danske skattemyndigheder vil ifølge Berlingske Business bede Skatterådet om en ny vurdering af, om fremtidige gevinster fra salg af bitcoin skal beskattes, ligesom man som investor i dag beskattes, når man trækker gevinsten fra en aktie-investering ud. 

Skatterådet har tilbage i 2014 vurderet, at bitcoin-gevinster ikke var skattepligtige, men set i lyset af den eksplosive stigning og det store fokus på valutaen er der nu behov for en ny vurdering. 

"Der er brug for en klar retsstilling. Folk skal kunne forudsige deres egen skattemæssige position, for konsekvenserne kan være så alvorlige, at det i teorien kan ende med strafansvar," siger Payam Samarghandi, advokatfuldmægtig i Horten, til Berlingske Business, efter advokatfirmaet har fået flere henvendelser fra bitcoin-investorer, der frygter et skattesmæk.

Men med den vilde kursstigning i 2017, er jeg så for sent ude?

Men hvilken fremtid går den digitale valuta i møde? Ifølge Saxo Bank har kryptovalutaen langt fra nået toppen, og banken spår, at kursen på en bitcoin fra nu og hen mod slutningen af næste år vil nå op over kurs 60.000 dollar, hvilket svarer til en markedsværdi på 1000 mia. dollar.

Det fremgår af listen "Outrageous Predictions", hvor banken hvert år kommer med sine ti vilde forudsigelser for det kommende år.

Men så kommer knækket, og bitcoin skal falde helt ned mod kurs 1000 dollar i 2019. Det skriver Kay Van-Petersen, global makro- og kryptostrateg, og Jacob Pouncey, kryptoanalytiker i Saxo Bank.

"Inden længe finder bitcoin-fænomenet ud af, at tæppet er revet væk under sig, idet Rusland og Kina vil trække det ud på sidelinjen og endog helt forbyde ikke-sanktionerede kryptovalutaer
på hjemmemarkedet," lyder det i Outrageos Predictions fra Saxo Bank.

Vil du prøve at få nyheder på Messenger? Nu kan du følge Børsen på Facebook Messenger og få de vigtigste nyheder hver morgen på hverdage. Interesseret? Klik her og kom i gang.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Ingen afløser til Moberg - må blive i Postnord

Aktier: Rentefrygt gav fald over hele linjen

Apple klar til at betale irsk skatteregning på 13 mia euro

Tiltalt advokat i Schlüter-sag: "Vi er så pressede"

Aktier: Grønt Novo-træk kunne ikke sikre samlet C25-plus

Amerikanske aktier rasler ned: Tech-aktier hårdt ramt

Minister efter priseksplosion på boliger i København: "Vi følger det tæt"

Trump: Jeg vil hellere tale direkte med Frankrig om handel

Analytiker: Unibrew bliver ved med at levere - bekymring for Vestas-investorer